Jeg har lyst til at råbe

Jeg var 23 da min første kommer til verden, og det gør hun med planlagt kejsersnit. 

Det var ikke planlagt fra start af, da jeg kommer hen til sidst i graviditeten, har hun ikke vendt sig, og jordemødrene prøver på Næstved sygehus to gange at vende hende, men det sker ikke, og de anbefaler jeg får kejsersnit.

Den besked jeg får er at fødslen når barnet ligger den forkerte vej, tit er svær, og meget hård for barnet, plus børnene tit kan komme til skade. (I nakke og skuldre) Med den besked siger jeg ja til kejsersnit, og for den første dato.

Den 12/12-12. Lidt efter bliver jeg ringet op, og får at vide det desværre ikke kan blive den dag, da den simpelthen er booket af folk der vil have deres børn, kommer til verden på den dato. Der går det op for mig at der åbenbart er mange der selv vælger kejsersnit, og jeg kan i stedet få kejsersnit den 11/12-12.

Jeg personligt var så ked af det.

Jeg følte jeg ligeså godt kunne bestille en sofa. Jeg kom ind med en mave og ud med et barn, og jeg kendte dato og tid. Det var øv! Jeg når så aldrig til datoen, mit vand går og jeg får veer, det var mega fedt at jeg lige prøvede det de to ting, det havde jeg jo ikke regnet med.

Og i stedet kom hun 14 dage før tid. 

Efterfølge fik jeg konstant spørgsmålet “hvorfor valgte du kejsersnit” Jeg følte jeg i mange år skulle forsvar og ikke mindst forklare! Jeg valgte det ikke, men hvis det ikke var akut og jeg var ved at dø! Så følte jeg folk var sådan “hvorfor prøvede du ikke først” Flere sagde også “du burde prøve at blive mor på den rigtige måde” Ved ikke om det også var fordi jeg var ung, men mange fik mig til at føle jeg var sprunget for let over det at få et barn.

Jeg havde ikke haft ondt nok, eller kæmpet nok...

Følte mødre der havde født rigtigt, var langt mere mor agtige lige hvad dét angår. I stedet for jeg bare sagde “Hun kom med kejsersnit” så tog jeg mig selv i, at komme med kæmpe forklaringer, for så kunne de da ikke “dømme” mig! 

Jeg føler ikke folk mangler info. Men jeg føler folk mangler forståelse for hinanden, og respekt for hinanden. Man ved ikke hvad der ligger til grund, så det med at hæve sig over andre burde man stoppe med. Jeg har nu prøvet begge ting, og er ikke mindre mor ved nogle af tingene. 

Folk burde bare sige tillykke med jeres lille ny, i stedet for at kommentere på hvordan barnet kom ud. Det er som om kejsersnit kun er accepteret hvis mor og barn er ved at dø under fødslen. 

Jeg har lyst til at råbe

“DU ER IKKE MERE MOR FORDI DU FLÆKKEDE HELE VEJEN, OG ENDTE MED HÆMORIDER OG 18 STING”

Jeg nyder at vi spørg interesseret “hvordan gik fødslen” men når svaret er “jeg fik kejsersnit, så helt fint” så svare man bare “dejligt at høre.” Og ikke “hvorfor? Ej dengang jeg fødte lå jeg i 18 timer, jeg tog den hårde vej.” 

Hele forløbet overraskede mig. Jeg var jo vågen, hele tiden mærkede bare de skubbede rundt, men ingen smerte, også fik jeg hende op og lå med, mens de syede mig sammen, og det hele føltes som et splitsekund. Jeg fik det mindste lille fine og meget smukke ar. Jeg havde ingen smerter efter dag to, og min mave var helt flad bagefter. Jeg havde ikke den der efter graviditets mave... Jeg lå på opvågning i lidt tid, til jeg kunne stå på mine ben igen, også kom vi på barselsgangen. Jeg var meget positiv over forløbet fordi jeg hele tiden var vågen og vidste hvad der skete. Jeg kom i mit normale tøj da vi tog hjem, har aldrig haft nogle problemer noget med mit ar, smerter eller at det er vokset grimt sammen. 

Jeg vil sige at det ar er det der betyder mest på min krop. Flere læger lovede det ville gå væk med årene, men håber jeg aldrig sker! Det er min datters ar! Og jeg vil for altid elske det! Vi taler tit om det mig og børnene og de elsker at kigge på det.. 

fødselberetning

Jeg ville helst aldrig prøve kejsersnit igen, men mest fordi det er alt for planlagt, spændingen ryger. Men jeg har kun haft en god oplevelse med det. 

Min krop kom sig meget hurtigt. Alt var ved det normale, jeg havde ingen efter veer, og kroppen var som intet var sket efter en uge. Ved en normal fødsels gik der lang tid, ihvertfald for min krop, før tingen var sig selv.. Det eneste der ikke var behageligt var at have bukser på der lukkede lige ved mit at det første stykke tid. Jeg fik af vide jeg ikke måtte løfte hende, lige til at starte med, men det kunne jeg ikke lade være med..

Kunne ikke bare lade andre bære rundt på hende, det var mig der skulle det..

Og mærkede selvfølgelig efter hvad min krop sagde, og jeg havde ingen problemer med det.. Det gjorde ikke ondt, så jeg levede med det samme som ingenting, når jeg grinede, nev det lidt, men det var virkelig ingenting. Jeg gjorde rent i hele huset da vi kom hjem, handlede ind osv., og i forhold til den “rigtige” fødsel tog det altså min krop og specielt mit underliv længere tid at komme sig, og specielt det at have sex, det var ikke lige det man startede med. Efter kejsersnit var der intet problem. 


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.