Jeg vidste at det blev en sej og svær kamp

Jeg skriver da jeg selv lige har født min datter Isabel tilbage i april måned, det vil sige at hun i dag er ca. 5 måneder.


Da Isabel kom til verdenen, skete det ret hurtigt. Det var en søndag, hvor jeg om dagen havde været nede og træne lidt, samt været med min kæreste ude og besøge hans mormor.

Her mødte jeg kommentaren: Du går fjorten dage over, da din mave slet ikke er sunket ned. Hmm okay det troede jeg på, da jeg ikke vidste bedre omkring det.

Hen imod aften fik jeg lidt mureren i maven og kontaktet fødegangen, da jeg synes det virkede underligt. Jeg blev tilbudt at komme ind til et tjek, som jeg takkede ja til. Da min kæreste og jeg kørte derud af havde vi overhovedet ikke i tankerne at det kunne være nu. Jeg havde jo først termin om en måned. Nå, men vi kom ud på Randers sygehus og jeg blev undersøgt og jordemoderen kigger op på mig og siger: øhm du er altså 2 cm åben og har ingen livmoderhals! Vi blev nødt til at blive derude i et par timer for at se hvad det udviklede sig til, men en ting var sikkert der gik ikke en uge før jeg fødte.

Min kæreste blev ligbleg i hovedet og man kunne se alle bekymringerne blive malet i hans ansigt. Jeg brugt tiden på at berolige ham om, at det ikke var nu og en uge gør jo en stor forskel, tænkte jeg. Vi endte med at få at vide at vi blev nødt til at overnatte, da det ikke havde ændret sig. Derfor blev min kæreste sendt hjem efter ting til os og måtte tage hjem og pakke tasken til Isabel, da jeg først ville have pakket den, da der var en måned tilbage at graviditeten haha.

Jeg havde det egentlig okay roligt, da jeg sad alene inde på stuen. Jeg tænkte at det hele nok skulle gå, da der stadig var tid til at omstille sig til at nu var det snart. Jeg rykkede mig lidt rundt i den hårde hospitalsseng, så jeg kunne ligge så godt som muligt og se fjernsyn.

Efter et par ryk så sprang der en bobbel inde i mig og det fossede ud med vand under mig.

Jeg rejste mig for sengen og der flod mere vand ud ligesom på de amerikanske film. Jeg fik ringet til kæresten, som han fik hurtigt benene på nakken og var der ingen ret hurtigt. Det hele gik ret hurtigt derfra, da veerne kom 15 minutter efter.

Her kom de som perler på en snor efter hinanden med få minutters mellemrum. Efter 5,5 timer så havde vi en skøn datter ude i armen på 2665 g og 50 cm. Som sagt havde jeg egentlig termin i maj mdr, men kom istedet en mdr før termin. Det var egentlig ikke det at hun kom før termin, som fyldte hos mig.

Jeg nåede helt enkelt ikke at mentalt omstille mig på at hun kom, da der blot gik den korte tid.

Jeg havde jo fået at vide som førstegangsfødende, så tager det typisk 10 timer. Hmm ikke for mig. Jeg var i den dejligste kærlighed boble, da hun var kommet ud til os og tiden på sygehuset.

Oplevelse efter var dog en anden, da mine forældre havde sat flag op til vi kom hjem, men jeg fik min kæreste til at fjerne dem hurtigt.

Jeg kunne ikke rumme opmærksomheden og de spørgsmål folk kunne have om hendes ankomst. Besøg fra familie og venner blev udskudt med tre uger efter hun var kommet, da jeg ikke ville se nogen efter udover mine forældre. Vi levede derfor I en boble herhjemme og bekymringer avlede flere, eftersom vi bare var os herhjemme.

Efter noget tid begyndte jeg at føle mor- og barsles rollen ikke var mig, da amning var svær og Isabel græd en del.

Vi var samtidig også frustreret over at hun ikke sov lurer der varede længere end 30 minutter ad gangen, hvis de skulle vare lidt længere, så blev det i mine arme. Jeg følte derfor at jeg stadig var gravid, da hun altid var på mig. 

Frustrationen og afmagten blev så stor at jeg en dag ringede til min sundhedsplejerske, efter jeg havde snakkede med min mor og kæreste om jeg havde brug for hjælp. Da min sundhedsplejerske tog telefonen endte jeg med at græde i telefonen og fortælle at jeg ikke nød rollen som mor, var ofte trist, glædede mig mest til at skulle i seng igen, da der altid var ro om aftenen/natten.

Selvom det så blev aften og der var ro, så kunne jeg stadig ikke sove.

Tankerne myldrede rundt i hovedet omkring, hvad der var gået skidt og hvad jeg kunne gøre for at det var anderledes i morgen. Hvilken er helt vanvittigt, da man overhovedet ikke kan forudse noget som helst med sådan en lille skabning.

Det korte af det lange, så endte det med at jeg startede op med samtaler omkring emnet, begyndte at åbne mig op for venner om hvordan jeg havde det.

Jeg vidste at det blev en sej og svær kamp at begynde at snakke om hvad jeg følte, men jeg var nødt til det for min egen og min datter skyld. Jeg ville have sat en stopper for at jeg for hver dag der gik blev mindre og mindre mig. Jeg fik endelig åbnet op for muligheden om mødregruppe, da jeg skulle begynde at komme ud. Inden jeg havde set mig om, så var jeg startet i mødregruppe, babysvømning og på dagligbasis kommet ud blandt andre. Så for mig har det hjulpet at snakke om det og når jeg har følte det har været ved at være nok, så har jeg bare snakket lidt mere.️

Når man selv tør at snakke om det, ja så finder man også ud af at man ikke er så meget anderledes end andre og måske er du med til at en anden tør åbne op.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.