Jeppes (alt for) tidlige start på livet del 2.


Del 2, præmaturmor og operationspatient:

Kl. 7 næste morgen blev jeg vurderet stabil til at kunne overgå til barselsgangen. Jeg havde et specielt kateder, så personalet kunne holde øje med hvad jeg tissede. Jeg måtte ikke bare drikke væske som jeg ville og der blev ført nøje væskeskema (jeg havde hverken lyst til mad eller væske).

Det blev arrangeret at jeg måtte komme forbi Jeppe på børneafdelingen ifb. med overflytningen. Jeg havde ikke set ham endnu. Og det var en underlig følelse. Han var ikke i min mave, han lå i en kuvøse, i en helt anden bygning og havde endnu kun mødt sin far, læger, sygeplejersker og en masse nåle og slanger. 

Jeg lå i sengen og kunne ikke andet. 

Så jeg blev kørt ind på stuen og kunne kun skimte en lille skikkelse i en stor plastikkuvøse (jeg havde aldrig set den slags i virkeligheden før). Da jeg kom tæt på, kunne jeg se min lille, bitte dreng. 

35 cm og 1091 gram.

Han havde sin ene hånd forbundet med et væskedrop. Ilt i næsen som var bundet op med en lille bitte hue og som larmede, hvæsede hele tiden. En sonde i næsen, og små følere rundt om på kroppen. Som jeg senere skulle lærer viste hans temperatur, hans ilt i blodet, hans blodtryk og puls. 

Det er noget af det værste jeg har oplevet.

Jeg græd og græd. For det gjorde så ondt at mit lille barn skulle ligge der, i en plastik kasse, uden min velkendte hjertelyd i ørerne, uden min trygge varme hule omkring ham. Jeg kunne ikke passe på ham som jeg skulle, han var ude i en verden, han var alt for lille til at kunne overkomme eller klare sig i uden hjælp. 

Nogle timer efter fik jeg lov til at ligge med ham for første gang. Det var fantastisk, dejligt at mærke ham og give ham mine velkendte lyde igen. Han faldt i søvn hos mig ret hurtigt og jeg faldt også helt til ro.

Nu var han, hvor han hørte til. 

 

Fødselsberetning

Del 3, det er MIT barn:

Nu var jeg indlagt på 4. sal, hvor mine tidligere kollegaer plejede mig psykisk og fysisk. Min svangerskabsforgiftning skulle behandles og kroppen skulle komme sig. Jeg skulle mobiliseres som enhver operationspatient og havde virkelig ondt, var tung, meget træt, faldt i søvn under samtaler f.eks. fik jeg hjælp til bad mv de første par dage.

Jeg tabte over 20 kg væske de første 10 dage!

Jeg var også nybagt mor og 3. gangs mor. Og var nede ved Jeppe på 2. sal så meget jeg kunne overkomme. Jeg lå med ham alt hvad jeg kunne. Også lidt mere end sygeplejerskerne på neonatal måske egentlig mente at jeg skulle. Men jeg syntes at jeg havde et kæmpe ansvar i at skulle “ruge mit barn færdigt”. Han skulle jo have været i min mave længe endnu. Og så skulle han ikke ligge i en kasse uden mine kropslyde, dufte og min stemme, mere end aller højest nødvendigt!

Jeg HADEDE at han skulle ligge der.

Jeg hadede at sygeplejerskerne havde en mening om, hvad der var bedst og egentlig den overordnede bestemmelse omkring mit barn. For ikke det hele fulgte mine moderinstinkter. 

F.eks. kæmpede jeg meget for at de aldrig stak i Jeppe, uden at jeg var tilstede. Aldrig! Hverken blodprøver eller skift af venflon (som i øvrigt ofte betød 2-5 stik, før de ramte en åre der kunne bruges og som ikke bristede). 

En gang skulle han have taget blodprøver kl. 8, men jeg var på afdelingen 8.10. Og kunne høre et barn skrige, det lød som mit. Men jeg tænkte at jeg nok var hysterisk, at de da ville vente på mig, det var bare rutine prøver. Jeg vaskede hænder og gik ind på stuen, hvor lille Jeppe ganske rigtig var igang med at få taget blodprøver. 

Jeg skyndte mig at lægge mine hænder på ham og tale til ham, og han holdt op med at græde -da han hørte og mærkede mig. Det var tydeligt at han genkendte mig og fandt ro ved at jeg kom. 

Jeg var rasende.
Virkelig, virkelig vred.
Det var mit lille hjælpeløse barn, der skulle udstå al den smerte, men ikke uden sin mor hos sig. 

Den episode sidder stadig dybt i mig. Det er stadig et traume jeg kan græde over. Magtesløsheden og sorgen på mit barns vegne i situationen, var total. Den sygeplejerske der var der den dag glemmer jeg aldrig. Desværre ikke for noget godt. 

Der var flere gange hvor jeg direkte hadede personalet. Fordi de ikke altid forstod at vise respekt omkring mit moderskab, min autonomi som mor for mit lille barn og mit behov for at følge min fornemmelse. Jeg har selv arbejdet på sygehuset som SOSU-assistent hele mit arbejdsliv, på fødegangen og barselsgangen. Så jeg kender også til procedurerne, hygiejne mv. Og ville aldrig gøre noget der kunne skade Jeppe. Men jeg havde et behov for at være mor, som jeg er mor. 

En nat, da han var ca. 2 uger kunne jeg ikke sove, i mit værelse på barselsgangen. Smerten indeni over at være så langt fra mit lille barn, var for stor. 

Min kære tidligere sygeplejerske-kollega og nu “sygepasser” trøstede så godt hun kunne. Hun talte med sygeplejersken, som den nat have ansvaret for min Jeppe. 

Men der kunne ikke blive tale om at jeg kunne ligge med ham om natten. Jeg var velkommen til at komme ned og sidde ved ham. Men få ham ud og ligge hud til hud, kunne jeg ikke. (Jeg fejlede på det tidspunkt intet og ville på ingen måde have været en belastning for dem - det var bare “holdningen i afdelingen”). 

Tænk at en anden skulle bestemme det på mine og min søns vegne. 

Jeg havde kvalme og ondt i brystet af afsavn. Men nej, først næste dag i dagvagten, kunne jeg få mit eget barn i mine arme.

Jeg græd mig selv i søvn den nat.

Det har også efterladt noget i mig, som jeg aldrig vil glemme. 

Jeg har stor viden omkring stimuli mv. Og Jeppe fik sine pauser i kuvøsen, uden ydre stimuli, som ikke kunne undgås når han lå hos mig. Og jeg var meget bevist om at passe på og beskytte ham. Samtidig var og er min grundholdning, at han havde det bedst og mindst stresset hos mig.

Vi havde nærmest ikke besøg mens vi var indlagt. Bedsteforældrene så ham meget kort den 24/12 og var ellers på besøg på min sengestue, hvis de var på besøg. Venner var der kun få udvalgte af der kom på besøg. Og kun de helt nære så Jeppe, kortvarigt. Vi ville undgå overstimulering for alt i verden. 

Vores to store børn så ham 1-2 gange om ugen. Og kun min mand og jeg lå med ham (mest mig). Puslede og soignerede ham. Min mand havde 14 dages barsel hos os, så var var jeg ‘alene’ de fleste dage. De to store derhjemme led et kæmpe afsavn og en større istandsættelse af vores nykøbte hus, gav desværre ikke min mand meget tid til mig og Jeppe. Da vi blev sammenført, var det stadig mest min mand og børn der var på besøg og ikke andre. Selvom jeg higede efter selskab.  

Da Jeppe var omkring 4 uger kunne han klare sig uden cpap, men med optiflow istedet. Og vi blev sammenført i mor/barn delen af afdelingen.

Det var fuldstændig fantastisk! 

Fra da af sov Jeppe i min seng. Igen imod sygeplejerskernes procedurer og givne råd. Først lå han i en babynest ved siden af mig og nej, jeg havde ikke verdens bedste plads. Men vi lå SAMMEN.  Jeg har altid haft mine børn i sengen hos mig uden problemer. Det fungerer for os og har været nemt ifht. natlig amning. Jeg havde ham hos mig og puttede hele dagen med ham. Kun afbrudt af bad, toiletbesøg, når jeg hentede mad til ham eller mig. Eller når jeg 1-2 gange om ugen forlod afdelingen, mens han sov.

Fødselsberetning

Vi var indlagt meget længere end vi havde troet vi skulle være. Jeppe fik problemer med vandbrok og måtte opereres i starten af februar. Det var endnu et hårdt forløb, med to døgn hvor han lå i respirator på intensiv og hvor vi slet ikke måtte holde ham. Herefter flere døgn, hvor han var smertepåvirket. Jeg måtte både før og efter kæmpe for at han kunne få smertelindring.

Man er virkelig sit barns advokat i det system!

Vi var indlagt i små 11 uger, Jeppe slap først sin optiflow 5 dage før udskrivelsen. Og herefter fulgte 4 uger hjemme under “hjemmeophold” med amning, sonde, udmalkning, daglige vejninger og 2 x ugentlig kontakt til ouh. Det var hårdt, men skønt at komme hjem! Hjem til min mand og børn. Hjem til rigtig mad, mit eget sengetøj, gåture med barnevognen og en helt anden følelse af frihed. 

Frihed under ansvar. 

Det skal her til sidst nævnes, at personalet på H også var utrolig omsorgsfulde, søde og forstående. De ville gå langt for at hjælpe, støtte og aflaste. Jeg var så heldig at have enestue i al den tid jeg var på både barselsgangen og på H. Jeg fik amningen til at fungere, hvilket var min store bekymring, mens jeg malkede og malkede i de 15 uger der gik, før Jeppe kunne undvære sonden. Og så skulle jeg have været mere ude af afdelingen trods alt. En daglig gåtur, lidt længere end ned i sygehuskiosken havde gjort godt! Måske endda lidt “genoptræning”. 

De tre vigtigste ting jeg ville give videre til en anden nybagt præmaturmor

1. Hav dine egne rene (og meget blødere) stofbleer til barnet og en bamse. Gå med det, og når du går fra barnet, kan du svøbe det i noget der emmer af mor. Lige så meget for din egen skyld. Jeppe fik sin kanin da han var 6 dage og sover stadig med den nu, knap 14 mdr. gammel (korrigeret snart 1 år)

2. Gå en daglig tur UDENFOR

3. Hold fast i dig selv. Hvis det føles forkert hvad dit barn bliver budt, så sig fra (medmindre det selvfølgelig drejer sig om uundværlig behandling!!)

Jeppe er i dag fuldstændig som alle andre på sin alder. Han er umiddelbart sluppet helskindet igennem.  Vi har været så heldige! 

fødselsberetning