Min depression

Jeg har været hos min psykolog 2 gang nu, og har det en del bedre nu, end for 2 måneder siden

Min sundhedsplejerske, min kæreste og jeg vidste egentlig godt, at jeg ikke var helt på toppen efter min graviditet og fødsel. Så hun havde holdt ekstra øje med mig. Men det var egentlig først efter 2. måneders besøget det gik op for os alle, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Mine svar lå højt oppe, så sundhedsplejersken sagde at jeg skulle kontakte min læge hurtigst muligt, og få en henvisning til en psykolog.

Jeg kunne nok mærke der var noget galt allerede da min graviditet startede, men det skubbede jeg nok lidt til siden, fordi jeg havde en del at se til.

Men da jeg så fødte brød jeg så sammen.

Efter at jeg havde født, havde alle omkring mig en enorm glæde over at møde vores søn. (Det skal ikke forstås, som om jeg ikke elskede ham) men min glæde var der bare ikke. Jeg var enormt træt og græd bare en masse.

Dette fik jeg ret hurtigt fortalt til både min kæreste og min mor. Og de var begge meget forstående. Efterfølgende fik jeg sagt det til jordemoderen der kom og vores sundhedsplejerske, og de sagde begge, at det var helt forståeligt efter den hårde graviditet som jeg havde været igennem. (7 måneder med bækkenløsning = sengeliggende hele graviditeten eller kun mobil 1.5 time om dagen, samt konstant kvalme)
De bad mig gentagne gange om at prøve og beskrive hvordan jeg havde jeg havde det, hvilket jeg synes var meget svært. Men fik det beskrevet sådan her. Som en tomhed, når mine børn græd, kørte det per. Automatik, altså jeg kunne trøste, puste, give bryst eller lignede. Men følelsesmæssigt var jeg ikke selv tilstede.
Jeg var som en robot.  – som om jeg svævede og kunne se ned på mig selv, og alt det jeg gjorde.
Jeg kunne godt se at min nyfødte var sød, men glæden var der stadig ikke.
Glæden kom da vores Felix begyndte at smile til mig. 


Jeg kan huske det skete en søndag hvor jeg lå sammen med ham i vores seng, og han smilede til mig, der blev jeg lige pludselig overvældet med følelser og begyndte at græde, men denne gang var det glædes tårer. Gradvist efter det er så blevet bedre dag for dag.

Meget af min depression er også for mig, en indre kamp. Kampen imod min dårlige samvittighed og mit overskud. At jeg ikke har kunne give min ældste søn opmærksomhed da jeg var sengeliggende, og nu hvor lillebror er kommet ud, så er det ham jeg skal give opmærksomhed. Men det er helt okay, for jeg gør hvad jeg kan! Og når lillebror bliver ældre, så kan jeg og den ældste have storebror dage sammen, og heldigvis har en mormor der bruger tid på ham, sin far og en bonusfar der også laver ting med ham. Overskuddet svinger stadig lidt, men det skal nok blive godt igen, jo ældre lillebror bliver jo mere overskud, jo mere han kan være sammen med sin far, jo mere kan jeg være sammen med den ældste.  Men sådan er livet som mor til en på snart 4 år og en på snart 4 måneder.

Men jeg synes at min ældste dreng, han klarer det så godt. Han elsker sin lillebror, hjælper med at skifte ham, kysser og krammer ham. Han klarer det så godt, så det hjælper også en del på min samvittighed.

Jeg er okay, min store dreng er okay, min baby er okay og min familie okay. Vi har det godt igen, når alt kommer til alt.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.