Min kejserinde beretning

19149383_10212700409720874_1004338356396237582_n.jpg

Jeg hedder Diana og jeg er 27 år. jeg er mor til 4 skønne, livsglade unger. Melikka for maj 2011, tvillingerne William og Alexander fra april 2014 og sidst lillesøster Siri fra juni 2017.

Jeg har altid vidst at jeg ville være ung mor, og da jeg som 19-årige føder min første datter ved en normal - dog lidt kompliceret stjernekigger fødsel, er jeg helt sikker på, at jeg helt sikkert skal have flere børn og at det der fødses-ting, det bare lige er mig. Melikka kommer til verden uge 39, efter igangsættelse da jeg fra uge 25 har kæmpet med forhøjet levertal.

2014.

5 uger inden termin med mine skønne drenge, får jeg desværre konstateret svangerskabsforgiftning, og jeg bliver sat i gang med vandafgang. 5 timer efter vandet er taget er begge mine drenge kommet sikkert til verden, og kørt op på neonatal. Jeg havde verdens bedste fødsel denne gang! Alt foregik stille og roligt, og jeg grinte mig igennem fødslen af nummer 2, fordi det hele var så surrealistisk for mig.

2016.

Jeg har fundet mig en ny helt fantastisk mand, som har taget mine unger til sig som var de hans egne. Han er manden jeg ved aldrig vil forlade hverken mig eller mine børn. Vi begynder at snakke om en lille ny til flokken, og efter en del mislykkedes forsøg kommer der endelig en positiv graviditets test. Alle er glade, efter chokket over et barn mere lige har lagt sig.

Min kæreste og jeg beslutter os ret hurtigt for at vi ikke ønsker at få kønnet på baby afsløret. Igennem hele graviditeten er jeg meget træt, men modsat de andre graviditeter, så har jeg kun sparsom med kvalme og oftest om aftenen.

Denne graviditet skiller sig dog ud på flere måder.

-jeg er ikke længere overvægtig som jeg har de første 2 gange.  
-jeg har et aktivt liv- hvor træning var en stor del af min hverdag.
-moderkagen var placeret på forvæggen (så i teorien burde jeg jo ikke kunne mærke baby så meget/tydeligt)
-jeg havde ikke forhøjede levertal og skulle derfor ikke til utallige scanninger og kontroller.
-baby var livlig fra knap uge 11, hele dagen, hele natten, når jeg gik, når jeg lå ned.. Hele tiden! Dog var jeg rigtig glad for det, for de 3 andre har været meget stille babyer, og har nærmest kun bevæget sig når man pressede dem til det..

Mit største ønske ved denne graviditet var klart at prøve at gå i fødsel selv.

Prøve at få veer af mig selv.. Måske endda at gå over tid, og prøve at gå og vente på baby.

Men sådan blev det ikke.

Fredag den 9 juni 2017.

Jeg har en aftale hos frisør med min datter, så vi rigtig kunne få en hyggedag. Vi møder op men jeg har det meget mærkeligt og kan ikke rigtig holde ud at sidde eller stå nogle steder, og vi beslutter at jeg venter med at få ordnet håret. Vi køre derefter ud til min farmor, og jeg får en underlig tung fornemmelse i kroppen og især maven, jeg mærker heller ikke baby som jeg plejer. Jeg vælger derefter at ringe til fødegangen på Holbæk sygehus, og snakker med de søde jordemødre på afdelingen, efter en del snak bliver vi enige om at baby måske blot har vendt eller drejet sig og der er derfor jeg ikke mærker den, og derfor jeg føler mig tung. Jeg køber den forklaring, og tænker overhoved ikke i banerne af at jeg snart skal være mor igen.

Melikka og jeg køre derefter hjem (klokken er nu omkring 14), sætter bilen og går i brugsen for at hente en pakke, imens vi går rundt i butikken begynder jeg at få små jag i maven, ubehagelige og lidt ømme .. -men jeg tænker ved mig selv

"hvis det her er veer, så må de jo gerne kunne mærkes! vi går bare videre"

da pakken er hentet fortsætter vi vores gåtur over i Rema1000.

Denne fredag er der sommerfest i ungernes børnehave, og jeg vælger at være den der ikke-overskudsagtige-mor som kommer med købe kartoffelsalat og købe frikadeller meeeeeen så langt nåede jeg overhoved ikke!

For bedst som jeg beder min datter om at tage kartoffelsalaten på nederste hylde, føler jeg en ballon springe i mig! Heg får en kæmpe smertefuldt jag i kroppen og det bliver varmt og vådt ned ad mine ben!

Jeg kigger ned og til min rædsel, står jeg midt i en kæmpe blodpøl.

Jeg bevarer dog fatningen og får fremstammet sætningen til min datter "gå hen og find en af de voksne med rema tøj på, og sig hun skal komme og hjælpe mor" Melikka skynder sig ned af gangen (heldigvis uden af kigge ned på mine ben eller stille nogen former for spørgsmål) hun henter en sød kvinde, der hurtigt kan se at noget er galt, hun tager Melikka i hånden og mig under armen, får en ungarbejder til at vaske gulvet og på vej ud i baglokalet får hun lederen til at ringe 112. Jeg bliver sat på en stol, blodet fosser stadig voldsomt ud af mig. Imens henter ungarbejderen en pude til mig og en is til Melikka. Jeg kommer ned på gulvet at ligge og får nogen lunde samlet mig.

Jeg ringer til mine forældre, og samtidig høre jeg ambulancen komme.

2 mænd kommer ind med en båre og gør sig klar til at få mig op, jeg bliver fastspændt og når lige på vejen ud af lokalet at kysse min datter og bede hende opføre sig pænt til mormor kommer og henter hende.

I ambulancen tager de tøjet af mig og prøver at vurderer min situation. De er begge enige om at det skal gå stærkt og inden jeg får set mig om, er vi allerede på vej mod Holbæk sygehus. Jeg har vidst ikke selv opfattet alvoren af alt det der foregår, så mens jeg ligger på båren, bruger jeg lige tiden på at tage en snap hvor man kan se mine blodige ben og indersiden af ambulancen med teksten "FUCK" og sender den til alle på listen, derefter prøver jeg febrilsk at få fat i min kæreste som er på arbejde, han er brolægger, og har derfor ikke altid sin telefon på sig. Efter små 8 minutters kørsel, går vandet, så nu får ambulancemanden ved min side for alvor sved på panden, og endnu mere da jeg kort efter må fortælle at veerne så småt er gået i gang.

Vi ankommer til sygehuset og jeg får endelig fat i min kæreste som hurtigt sætter kurs mod Holbæk. Her kommer jeg op på fødegangen og bliver hurtigt undersøgt, udmeldingen er klar ..

"du er 3cm åben, men det er alt for farligt at vente på du selv går i fødsel! Jeg bestiller et kejsersnit med det samme.. "

Jeg husker ikke særlig meget at hvad der foregik omkring mig, kun at jeg tudbrølede da lægen kom med den udmelding. Jeg spurgte flere gange om jeg ikke nok kunne komme i fuld narkose, da jeg simpelthen er hunderæd for at blive skåret i, imens jeg er vågen (jeg ved hvor f*cking ondt et papercut kan gøre, så jeg sku godt nok ikke nyde noget) lige så klar udmelding kom tilbage fra lægen denne gang

"det er der simpelthen ikke tid til! det her er meget alvorligt, og i kan begge 2 dø, hvis ikke baby kommer ud nu"

De ringer efter portør og i samme sekund kommer min mor ind af døren, hun har været i telefonisk kontakt med dem i lokalet og er kommet så hurtigt hun kunne, hun bliver informeret og kommer hen til mig.

Portøren kommer omgående og inden jeg hverken når at blinke eller nærmest trække vejret er jeg allerede på vej ned på operationsstuen.

Intet mindre end 12 forskellige mennesker præsenterer sig og prøver at forklare mig hvad der skal foregå, og egentlig så høre jeg hverken hvad de siger eller fatter noget som helst af det hele.

Jeg tuder bare! hulker og tuder.

Min mor er heldigvis ved min side, hele vejen igennem. Imens jeg ligger der, har jeg kun et ønske, og heldigvis lytter en af sygeplejerskerne:
Ingen må sige hvilket køn baby er!
Det gjorde mig tryg og lidt lettet at alle tog imod den besked, for nu havde min kæreste og jeg i 9 måneder ikke vidst om baby var en dreng eller pige, så selvom vi ikke får en fødsel sammen, så skal vi ihvertfald se kønnet sammen.

19143256_10212450892563101_1519220895851341277_o.jpg

15.10 kommer en lille baby op på mit bryst at ligge.

Godt pakket ind og med en lille hue, med små hårlokker stikkende ud under kanten. 

Da det hele er veloverstået og jeg er lappet sammen og de nogenlunde har styr på mit blodtab, høre jeg endelig min kærestes stemme. Og da han omsider er kommet i den grønne papirstøj kommer han ind til os. Han aer baby og kysser min pande, han har tåre i øjnene og stirre bare på den lille skabning på mit bryst.

"vi har ventet med at se kønnet til du kom, skal vi vende den?"

og sammen fik vi pakket baby ud at svøbet og så den sødeste lille pigekrop indenunder.

38494753_10215902809498867_2233902143796936704_n.jpg

´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.