Min supermands ankomst til verden gav mig en 3. grads bristning

Fødslen

D. 20. maj 2019 vågnede jeg kl. 05.00 med ondt i maven – jeg havde en følelse af at jeg skulle på toilet. Så jeg gik derud og prøvede, men intet skete. Sådan fortsatte de næste 10 timer – i de timer var jeg overbevist om, at jeg bare havde en forstoppelse. 

Hvilket jeg synes var pænt ubelejligt, når jeg nu var gået 9 dage over termin og en fødsel kunne melde sig når som helst, så jeg orkede ikke rigtig denne forstoppelse. Min mor købte noget microlax på apoteket, som hun kom forbi med. Vi snakkede dog om, om det evt. kunne være veer. 

Men det var jeg overbevist om det ikke var!

 Omkring kl. 15.30 begyndte jeg at pletbløde lidt. Først her tænkte jeg at det måske var en mulighed at var veer jeg mærkede. Jeg ringede til en jordemoder på OUH, som ihærdigt prøvede at overbevise mig om, at det var veer, selvom jeg stadig var meget skeptisk. Men så tog veerne til og jeg var nu overbevist. Efter yderligere 9 timer derhjemme med veer tog vi på OUH. Vi kom ind på en fødestue og de mærkede og jeg var 4 cm. Åben. 

Liam lå ikke langt nok nede, så de bad mig om at tage mine veer i alle mulige skøre stillinger. Det var ikke just det fedeste, men det gik med hjælp fra min kæreste. De tog vandet på mig og gav mig noget akupunktur.

 Derefter startede pressefasen.

Jeg har ingen tidsfornemmelse i de her timer, så jeg aner ikke, hvor lang tid pressefasen varede, men jeg føler at det gik forholdsvis hurtigt. Jeg endte i hvert fald med kun at være på fødestuen i 5 timer inden Liam var ude. Pressefasen føltes ikke særlig lang på trods af, at jeg fik besked på ikke at presse endnu på trods af presseveer (det var ikke sjovt!). Da jeg så endelig fik lov at presse rigtigt, så skete der bare ikke noget. Mit væv gav sig slet ikke og lillemandens hoved ville bare ikke ud. Liams hjertelyd begyndte at dykke en lille smule, så de valgte at lægge et klip på mig.

 Lidt efter kom Liam ud med en arm over hovedet og en kampvægt på 4060 g.. Dette resulterede i at jeg bristede. Jeg var udelukkende på den laveste dosis af lattergas, som det eneste smertestillende under hele forløbet. Der blev tilkaldt flere forskellige folk til at kigge mit underliv igennem, fordi der skulle vurderes, hvorvidt jeg skulle opereres. 

De kom frem til at det skulle jeg.

De syede et par piblende kar på fødestuen og så skulle jeg ellers bare vente på, at der var plads på operationsstuen. Jeg fik lige en tår saft efter fødslen, men så var det ellers bare at faste – intet mad og intet drikkelse. Forestil dig, at løbe et maraton og så få af vide du ikke må få vand. Det var ikke fedt! Jeg var SÅ tørstig, men operationen skulle vise sig først at ske ca. 14 timer efter fødslen. I mellemtiden havde de lagt et kateter på mig. 

fødselsberetning (5).jpg

Operationen

Efter de 14 timer blev jeg hentet ned på operationsbordet af en portør, der ikke var ret forsigtig med at køre sengen, så der kom nogle bump på vejen, som mit underliv ikke var glad for. Jeg kom ind på stuen og der blev jeg modtaget af en masse søde mennesker. Stemningen var let og humoristisk, hvilket hjalp på nervøsiteten. Først fik jeg en lokalbedøvende nål i ryggen og derefter den bedøvelse der gjorde at jeg intet kunne mærke fra hofterne og ned. Ingen af nålene bemærkede jeg. De rodede rundt i mit underliv i en time, mens jeg lå der og lyttede til det beroligende musik de havde sat på til mig. Det gjorde ikke ondt og jeg mærkede kun et par enkelte ryk under syningen. Efter operationen blev jeg kørt på opvågningen. Her fik jeg det bedste glas saftevand i hele mit liv og en lækker filur is. Det tog mig 3 timer før jeg kunne begynde at mærke mine ben og måtte komme op på barselsafsnittet igen.



Dagene på OUH

Vi tilbragte 2,5 døgn på OUH. For det første fordi jeg var blevet opereret, men også fordi jeg havde streptokokker under fødslen, så der skulle holdes øje med at Liam ikke var blevet påvirket. Dagene gik bl.a. med at prøve at få amningen til at fungere. Der var flere forskellige sygeplejerske inde over, som prøvede at give deres bedste råd. Problemet var bare, at det alle sammen var forskellige råd. De virkede meget opgivende, fordi jeg kun kunne ligge ned og amme og det gad Liam ikke. Han endte med at få klippet tungebåndet efter 1,5 døgn. Det hjalp dog ikke rigtigt. Han fik modermælkserstatning i shotsglas for, at han fik mad mens vi prøvede at lykkes med amningen. Jeg skulle prøve at pumpe ud, så der kunne komme gang i mælkeproduktionen, men jeg skulle pumpe i 15 min. ad gangen og jeg kunne knap nok stå i 2 minutter ad gangen, så det var noget af en kamp for mig at stå der og pumpe. Sideløbende med vores kamp om amningen skete der også en masse min krop. 

Jeg havde ligget med kateter siden fødslen og det skulle fjernes så snart jeg selv kunne gå. Et halvt døgn efter operationen kunne jeg ved hjælp af at støtte mig til Liams vugge så småt bevæge mig rundt. En sygeplejerske gik med mig ud på toilette og fjernet kateteret, det var helt smertefrit. Efter 4 timer skulle jeg ud og se, om jeg kunne tisse og her havde jeg igen en sygeplejerske med, fordi jeg var nervøs for om det ville være så smertefuldt at jeg kunne få en følelse af at skulle besvime. Jeg skulle skylle med lunkent vand imens jeg tissede og til min store lettelse var der heller ingen smerter forbundet med dette. I løbet af dagene på sygehuset skulle jeg flere gange have hjælp til at skifte mit fødebind, hvilket ligeså godt kunne kaldes en voksenble. Jeg havde troet det ville være meget grænseoverskridende for mig med al den hjælp jeg skulle have til de ret private ting, men efter jeg havde ligget med benene spredt foran jeg ved ikke, hvor mange mennesker, så prallede det efterhånden af på mig. 

Nu kom dagen, hvor vi skulle hjem. Jeg skulle lige snakke med en fysioterapeut, som skulle guide mig i, hvordan jeg genoptrænede derhjemme og hvad jeg måtte og ikke måtte. Derudover skulle Liam vejes. Nyfødte må tabe op til 10% af deres fødselsvægt, Liam havde tabt 9,7%, men vi fik lov til at tage hjem, fordi sundhedsplejersken ville komme få dage efter.



Den første tid hjemme

Vi kom hjem en torsdag eftermiddag. Jeg havde stadig ikke været rigtigt på toilet efter fødslen. Men denne dag kunne jeg godt mærke det snart var tid. Jeg var virkelig ikke fan af situationen. Jeg tog nogle magnesia piller flere gange om dagen, som skal gøre afføringen lind, for hård mave er det sidste man må have efter at være blevet syet i endetarmen. Jeg gik på toilet og sad i 20 minutter uden der skete noget, så jeg opgav. Nogle timer efter gik jeg derud igen og denne gang var jeg derude i 1,5 time. Det gjorde ikke ondt, men det nev lidt. Men det tog bare lang tid, fordi jeg ikke selv kunne presse med, men bare måtte vente på det skete helt af sig selv. Nu var denne her frygtet milepæl overstået. 

Jeg lå på langs på sofaen hele dagen, mens vi havde en masse besøg af familie og venner, som gjorde alt det med Liam jeg så inderligt ønskede jeg selv kunne, skiftede hans ble, gav ham mad, sad og holdt ham i deres arme osv.. 

Den eneste måde jeg kunne knytte bånd med Liam var, når han var træt og kunne ligge ved siden af mig og putte. 

Vi kæmpede stadig med amningen og tilkaldte til sidst en ammerådgiver som kom da Liam var 5 dage gammel. Hun kiggede meget skeptisk på mig, når jeg fortalte om den hjælp vi havde fået på sygehuset i forhold til amning. Hun mente også det næsten var for sent at få ordentligt gang i mælkeproduktionen på dette tidspunkt, det ville i hvert fald kræve en hård indsats. Vi fik hjælp og det lykkedes for første gang at få Liam til at tage ordentligt fat og blive ved brystet i flere minutter ad gangen. Vi kæmpede hele lørdagen, men måtte til sidst erkende at denne kamp kunne vi ikke tage sideløbende med min situation. Så Liam blev flaskebarn og det har vi det helt fint med. Efter den beslutning begyndte han også at tage ordentligt på igen. 

Jeg brugte nu alle mine kræfter på, at vende mig på sofaen, vende mig i sengen, rejse mig op, gå de få museskridt i huset som min krop tillod, få lidt mad i mig, som skulle indtages liggende. Jeg tabte mig meget og var ligbleg i ansigtet og så decideret syg ud.

Nogle gange fandt jeg lidt ekstra energi, som blev brugt på at bære min søn til puslebordet og stå op og skifte ham. Jeg var bare nødt til at skifte ham hurtigt, for jeg kunne ikke stå op ret længe ad gangen.

Jeg kan huske at når jeg skulle nyse, grine eller hoste, så føltes min endetarmsåbning som en trampolin. Det var underligt og lidt ubehageligt, så jeg prøvede at undgå de ting. 

Efter ca 2 uger smed jeg nettrusser og voksenbind. Jeg kunne sagtens have smidt det før, da jeg næsten ikke blødte, men det gav en eller anden form for tryghed i forhold til min syning. 

Efter 19 dage på sofaen bevægede jeg mig for første gang ud fra matriklen. Vi skulle trille den første tur med barnevogn. Vi gik 500 meter og det tog ca. 20 min., fordi jeg kun kunne tage museskridt. 

Min kæreste skulle kun have holdt barsel i 2 uger, men der kunne jeg stadig ikke være alene med Liam. Så han blev hjemme i 3 uger. De første mange dage, når jeg skulle give Liam mad, så lå han i en babynest på sofaen og jeg sad på knæ ved gulvet og gav ham flaske, for jeg kunne stadig ikke sidde ned. 

Efter 24 dage havde jeg for første gang tøj på og rent hår – det var ikke længere joggingtøj og fedtet hår. Jeg kunne nu sidde på skrå i sofaen og for første gang holdte jeg Liam, mens jeg sad ned.

Efter 25 dage var vi for første gang ude at besøge nogen. Jeg kunne stadig kun sidde skråt og skulle gerne være ved vores nærmeste. For jeg skyllede mig stadig hver gang jeg havde været på toilet. 

Efter 26 dage gik jeg en tur på 1,5 km., men var også helt færdig bagefter. 

Efter 30 dage begyndte jeg at føle mig som mig selv igen. Dog havde jeg en lidt nivende fornemmelse fra syningerne, når jeg gik

Efter 31 dage sad jeg for første gang fladt på en spisebordsstol. Det gjorde ikke ondt, men strammede bare.

fødselsberetning (2).JPG

Tanker om ny fødsel

Min fødsel gik egentlig super fint og jeg bemærkede slet ikke at jeg bristede. Men efterforløbet har ikke været sjovt. Jeg har mange tanker om, hvordan næste barn skal komme til verden. Planlagt kejsersnit eller vaginalt. Jeg ville foretrække vaginalt, hvis man kunne garantere mig, at jeg ikke bristede så slemt igen og ikke kunne risikere, at de ikke ville kunne fikse mig ligeså pænt og godt, så man i værste tilfælde ville ende med ikke at kunne holde på ting resten af sit liv. De siger alle sammen at det er så sjældent det sker igen, men altså når det også er sjældent at det sker første gang og det sker for én selv, hvorfor skulle det så ikke ske for én selv igen. 

Men en ting er helt sikkert – vi skal have et barn nr. 2 på et tidspunkt på den ene eller anden måde. Jeg skal bare have rigtig mange samtaler med jordemødre og læger inden næste barns ankomst til verden.

fødselsberetning (4).jpg

Det har været en drøj omgang, men vores lille Liam har været hele kampen værd og jeg er ude på den anden side nu. Så don’t worry ladies med bristninger – man skal nok blive sig selv igen. Det kræver bare tålmodighed!


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.