Mit livs vigtigste kamp del 3

læs del 1 og del 2

Afklaring

Der skulle gå 11 mdr. før jeg forstod jeg havde brug for mere hjælp, end samtaler med min sundhedsplejerske, som jeg nu var blevet glad og tryg ved, efter at jeg havde turdet at bede om en ny.

Hende her var sød og meget erfaren, og en dag nævnte hun at jeg måske havde brug for mere hjælp, end hun kunne give. Jeg forsøgte at forklare at det mente jeg ikke jeg havde, men noget i mig blev alligevel så ramt, at jeg gik på nettet samme aften, og googlede nogle af mine symptomer.

Vi havde fundet ud af tidligere på året at jeg led af modicforandringer (revnede lændehvirvler), hvilket også var en forklaring på hvorfor tiden på barsel, med en lille baby der skal bæres og flyttes på, havde været smertefyldt og ikke så romantisk som jeg havde forestillet mig. Det var også rygcenteret i Middelfart der første gang havde nævnt at jeg skulle have hjælp, og ikke kun fysisk. Jeg var blevet screenet, hvilket sker når man kommer med en rygskade efter en ulykke. Testen havde vist, at jeg med stor sandsynlighed led af PTSD.

Lægen, der også var forsker, skræmte mig med ordene og hans autoritet, og ærligt sad jeg der efter alt vi havde været igennem på under et år, med følelsen af, at der ikke længere var nogen fremtid for mig.

Ødelagt ryg, PTSD og en lorte mor…

det var overskrifterne der fyldte i mig, her 8 mdr. efter vi havde fået vores vidunderlige dreng. Ofte havde jeg grædt når vores søn endelig sov i barnevognen, fordi smerterne ingen ende fik, før min mand kom hjem fra job om eftermiddagen, og jeg kunne hvile mig. Vi havde tænkt at når vores dreng startede i vuggestue, ville jeg sikkert få det bedre. Men her sad jeg i mørket, i sofaen. Min mand var faldet i søvn mens han puttede, og jeg googlede og ledte efter svar på, hvorfor den sky der tyngede mine tanker, og havde fjernet udsynet til min livsglæde, ikke ville lette igen. søvnproblemer, svedeture, hjertebanken, glemsomhed, smerter i kroppen, manglende appetit og grådlabilitet… ja det var det værste, for det gjorde det så svært at skjule, hvor skidt jeg havde det, når jeg hele tiden begyndte at græde.

Næste dag ringede jeg til lægen og fik en akuttid.

Hun lyttede og sagde, “det skal undersøges, jeg tror du har en depression”. Dagen efter ringede de fra lokalpsykiatrien og jeg begyndte min behandling.

 

Lokalpsykiatrien

 De første gange handlede om at finde ud af, hvad det var jeg fejlede. Den søde psykiater spurgte om en masse ting, og snakken tog et par timer. Men jeg bøvlede stadig med, at jeg troede jeg skulle skjule det, fordi jeg helt grundlæggende følte mig forkert.

Man skal jo være glad når man er gravid, bliver mor og er på barsel.

Jeg vidste for meget om børn, hjerner, udvikling og indlæring til at jeg kunne gå uden dårlig samvittighed og føle mig okay. Jeg løj ikke, men det tog nogle besøg, før jeg ikke længere pyntede på min efterhånden meget mørkegrå tilværelse. De mente jeg havde haft en efterfødselsreaktion, men pga. smerterne i lænden som gjorde livet på barsel uoverskueligt og ensomt, og fordi jeg af gode grunde ikke nød det, og havde det godt, var jeg tynget af egne og omverdens forventninger.

De mente også at jeg via mit liv, som desværre har budt på en række hårde og livsomvæltende begivenheder, havde udviklet en belastningsreaktion og udbrændthed, for til sidst nu at sidde med en svær depression.

Det var så uoverskueligt og hårdt på under et år, at se mit liv ændre sig så gennemgribende. Jeg måtte indse jeg ikke længere kunne komme tilbage til mit job, da jeg ikke længere kunne sidde i en bil ret længe, pga. smerter, og jeg anede pludselig ikke hvad jeg magtede overhovedet.

Skamfuld og nedtrykt var jeg begyndt at aflevere vores søn som, kun 7 mdr. gammel i en dagpleje 3 dage om ugen i tre timer. Og en gang hver ugen kørte jeg til lokalpsykiatrien, og håbede at jeg ikke mødte nogen jeg kendte.

Jeg var fyldt op og hadede hver eneste dag. Alle drømme virkede håbløse og ligegyldige, og det fyldte usandsynligt meget, at jeg ikke magtede min barsel eller vores skønne dreng ret længe af gangen.

Det var som om at i takt med at min situation blev klarlagt blev den også virkelig. På godt og ondt, og min mand kunne heller ikke længere lukke øjnene for at jeg havde brug for ham - langt mere end han havde forestillet sig, da vi lykkeligt proklamerede at vi var gravide. Men selvom der nu var mulighed for at arbejde på løsninger og muligheder, kunne hverken jeg eller min mand følge med. Accepten af hvordan vores begges tilværelse nu, og fremad ville forandres, var overvældende, og jeg havde så meget selvhad og min mand så meget frustration, at vi desværre ikke kom tættere på hinanden. En aften blev alt for meget. At kæmpe med mig selv og min mand, om forståelse og accept var for hårdt, og jeg fik igen sagt at jeg ikke ønskede at leve mere.

En følelse jeg havde gået med længe, men som jeg havde holdt for mig selv noget tid, i håb om at den gik væk, at jeg fik det bedre og kunne magte alt, så min mand ikke var så skuffet over mig, måske ville elske mig igen, og jeg ikke hadede mig selv så inderligt. Så jeg kunne leve drømmen om barsel og baby, og glæden ved at være blevet mor ville vælde ind over mig. Men det skete ikke. Jeg kunne ikke engang dufte min søn. Alle andre snusede til ham og sagde, “åh duften af baby”… men jeg havde aldrig kunnet dufte ham. Jeg havde løjet, for igen ikke at være underlig.

“JEG VIL IKKE LEVE MERE. JEG VIL BARE HAVE FRED. I KAN FÅ DET LIV I DRØMMER OM HVIS I BARE VIL LADE MIG DØ”.

Det fløj ud af mig i et af vores mange skænderier. Min mand blev tydeligt vred og skræmt på samme tid. Jeg nævnte det for min psykolog, og min mand og jeg kom til en samtale med min psykolog og overlægen fra psykiatrisk afdeling. “Vi vil anbefale en indlæggelse”, sagde overlægen. Jeg græd bare. Magtede ikke at være alene med min søn mere, og heller ikke at bede om hjælp fra min mand, og vores evige skænderier. Men tanken om at være væk fra min søn slog det sidste ihjel indeni mig. Hvis jeg skulle undvære - skulle det være fordi jeg ikke levede mere - tænkte jeg. Jeg vidste godt på det tidspunkt, at jeg var langt nede, og ikke selv kunne komme op, men det her var ikke løsningen. De ville også have mig på medicin, men jeg nægtede og forklarede lægen at mit kendskab til antidepressiver havde vist mig, at det ofte lagde en “dyne” over alle følelser - også de gode.

“De gode følelser og oplevelser er mit “drive”, og dæmper jeg dem, kan jeg ikke komme ud af det her”.

Lægen lyttede forstående, og gav mig medhold, til min store overraskelse. Der var ikke noget jeg hellere ville end at tage en pille og få det godt igen. Men jeg kendte mig selv og det var ikke første gang, jeg i mit liv skulle kravle op af et hul. Det var bare første gang at hullet var så dybt.

Mine samtaler fortsætte og jeg må give en kæmpe ros til min psykolog, som var dygtig og grundig. Hun gav mig så meget med som jeg bruger i dag. Hver gang at mørket puster mig i nakken, og jeg ikke formår at huske alle de ting jeg lærte, for at gå udenom hullerne. Redskaber der hjælper mig tilbage - for jeg bliver aldrig den samme. Jeg kan ikke det samme. Og jeg skal resten af mit liv arbejde opmærksomt, bevidst, selvkærligt og nærværende med mine valg og omgivelser. Jeg bliver aldrig den mor jeg havde forestillet mig. Jeg kan ikke spole tiden tilbage, men jeg kan noget andet. At komme så tæt på at give slip på livet, og ikke længere kunne vække følelsen der gør at livet er livet værd, kan både være en skræmmende og samtidig styrkende oplevelse. Grænser, behov og selvkærlighed er noget jeg ikke forstod eller mærkede før - jeg kan det nogen gange nu, og hvis jeg skal blive en mega god mor, så skal jeg kunne det rigtig godt, så jeg kan give vores søn den gave, at kunne mærke sig selv, respektere det man føler og leve efter sit eget kompas.

Hvad der skabte min og vores situation er mange ting. Nogle ting skete langt tid før min mand overhovedet kom ind i billedet, andre i graviditeten, hvor vi med stor autoritetstro lyttede til fagpersoner, og andet skete efter vores søn kom og vi igen lod os rive med af fagpersoner i stedet for at lytte til os selv. Til vores forsvar vil jeg sige, at som førstegangsforældre er det nemt at blive væltet omkuld når smerter, manglende søvn og sygdom rammer. Min opfordring til sundhedsplejerskerne er klar, “Lyt lyt lyt. Og tag det alvorligt det der bliver sagt - også selvom det lyder skørt og små-neurotisk i jeres ører”. Jeg ved godt mange gør et fantastisk stykke arbejde, men det vi var igennem, kunne have haft et meget anderledes forløb, hvis nogen havde lyttet og taget os seriøs.

I dag, 3 år efter vores søn kom, kæmper vi stadig.

Vi har langt færre skænderier, vi kan for det meste tale om forældrelivet på en konstruktiv og berigende måde, der giver os nye kræfter til i samarbejde at være de bedste forældre vi kan. Men vi rammes begge af den stress, der sidder i os fra det første år. Det er en proces at ændre og acceptere så markante livsændringer, og tilpasse det så store og pludselige forandringer. Og for os var det ikke “bare” det, at der kom et barn. Det var også økonomisk pga. min kroniske rygskade, alle fremtidsdrømme der pludselig ikke var realistiske mere, og alt det jeg pludselig havde brug for hjælp af min mand til at gøre, både pga. min begrænsning fysisk, men også psykisk. Min mand sagde forleden til mig, “jeg har nok givet dig skylden for alt det dårlige i mit liv… og jeg gør det nok stadig ind imellem”. Det var sindsygt hårdt at høre, men med den erkendelse ligger også udviklingens potentiale. Når vi kender den samme sandhed, kan vi tale om den. Indtil nu har det været en tavs sandhed, som har skabt vrede og frustration.

Vi er på vej til at blive den familie vi drømmer om.

Vi uddanner os sammen, udfordrer hinanden på godt og ondt, og jeg elsker min søn i dag, langt højere og stærkere og mere inderligt end jeg gjorde, da jeg gik hjemme med ham, uforstående over mine smerter og tristhed, og kæmpede for at føle noget der ikke var plads til. Jeg ønsker nogen gange at jeg kunne spole tiden tilbage, og vide det jeg gør i dag. Jeg ved godt det ikke nytter noget, men jeg ved vi kunne have været så gode. I stedet glæder jeg mig over hver dag at gøre fremskridt. Jeg kan mere, og min søn og jeg har et stærkt og kærligt bånd - noget jeg i lang tid var usikker på om vi nogensinde vil få.

Vi skal turde sige det højt. Alt det vi føler, og blive hørt og respekteret. Måske forstår andre det ikke - måske gør de. Men det er ikke vigtigt. Det vigtigste i mine øjne er at forstå, at det mest sårbare øjeblik i livet er, når man lige er blevet forældre til et lille menneske. Og lige der er ingen emner upassende. Alt der fylder er relevant. Alt der rører sig skal holdes, løftes, krammes og tages alvorligt. Fagpersoner har en gigantisk magt, som skal forvaltes med omsorg og omhu. Pas på de små nye mennesker der kommer til verden, ved at passe ekstra godt på dem der passer dem. Vi har ikke mere at give når kilden tømmes. Og bliver vi ved med at prøve forandres vi. Vi bliver overlevende zombier, der skammer os, mens vi pynter på os selv inden vi går ud, siger det rigtige, så vi ikke fejler i vores kæres forestilling om alt det vi magter. Vi er bare mennesker, og vi er mange der rammes af fortiden, nutiden og alle mulige forskellige individuelle fortællinger og sygdomme, som er med til at gøre os ekstra udsatte og sårbare som nybagte mødre og fædre. Vi kender ikke hinandens historie. Men min har gjort, at jeg altid kigger lidt dybere i en ny mors øjne. Krammer hende og holder hendes barn, hver gang der er brug for det.

fødselsdepression (1).JPG

Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.

læs også:

Jeg vidste at det blev en sej og svær kamp

En fortælling om fødselsdepression, og det at ignorere alle tegn

Men min krop og mit sind er så træt