"vi skulle på en sidste kæreste tur”

Mit navn er Maria, jeg er 32 år og jeg vil gerne fortælle om hvordan min søn kom til verden i 2015. Oplevelsen sidder stadig i mig i dag.


Min kæreste og jeg havde aftalt at vi skulle på “en sidste kæreste tur” inden vores søn kom til verden. Jeg var 36+3 da vi valgte at tage til København. Dagen går derudaf og vi er på lidt sightseeing i København. Vi er blandt andet ude at sejle med turistbåd. Jeg kan mærke hvordan min søn er aktiv i maven og alt er godt.
Efter vi har sejlet rundt, skal vi på strøgtur. Vi går og går og efter vi har spist frokost, kan jeg godt mærke maven føles lidt tung og bækkenet er ømt. Min kæreste foreslår en cykeltaxa, men det vil jeg ikke. Så vi går tilbage til vores bil som står parkeret et godt stykke væk. Jeg kan næsten ikke komme ind i bilen fordi jeg er så øm i kroppen. Vi går 10 km den dag.

Om aftenen hygger vi på hotelværelset og alt er fortsat godt.

Tidligt næste morgen ved 4-tiden vågner jeg og går ud på badeværelset. Det drypper. Hmm. Først tror jeg bare at jeg virkelig skal tisse og han tynger på min blære så det drypper lidt.
Jeg går i seng igen. Kort tid efter begynder veerne at komme. Jeg var i tvivl. Var det nu veer? Hvordan føles veer egentlig?
Vi ender med at tjekke ud tidligt om morgenen. Tror den var omkring kl. 8.
Vi skyndte os mod Fyn. Vi bor på Tåsinge, på Sydfyn så turen hjem var lang. Jeg var tilknyttet OUH Odense så da vi nåede Nyborg ringede jeg til fødegangen. Veerne kom med 3-4 min mellemrum på det tidspunkt. De bed. Kan huske jeg var spændt og stemningen egentlig var god og jeg havde overskud til at joke og grine hele vejen. De bad mig komme ind.

Da vi kom ind, blev jeg undersøgt på modtagelsen.

Jeg var 2-3 cm åben og damen der undersøgte mig, mente de ville tage mit vand på fødegangen. Men sådan skulle det ikke gå.
Den jordemoder vi fik spurgte om hospitalerne på Sjælland fejlede noget siden vi ikke var blevet derovre. Jeg følte mig tryg ved OUH så det var naturligt for mig at skulle “hjem” for at føde. Fik kørt en kurve som tydeligt viste veer. Ikke kraftige, men de var der. Og de var regelmæssige.

Jordemoderen mente jeg kunne have begyndende influenza eller blærebetændelse, så jeg fik taget blodprøver, taget temperatur og tjekket urin. Jeg undrede mig virkelig. Hun kunne da se mine veer.
Vi var der til om aftenen og ikke én gang tjekkede hun mig indvendigt eller tog mit vand. Hun sagde, at jeg ikke havde blærebetændelse eller feber, og så længe der ikke skete mere så måtte vi godt tage hjem. Så det gjorde vi. Jeg var udmattet på det tidspunkt.

Da jeg havde haft veer i 24 timer, gik mit vand igen.

Yes, tænkte jeg. Nu sker der noget. Ind til OUH med os igen. Og denne gang var jeg 6 cm åben og de prikkede min hinde og der kom endnu et skyl.
Jeg kom ind på en fødestue og fik straks lattergas. Nøj, jeg kom i den 7’ende himmel.

24 timer med veer havde virkelig tæret på mine kræfter. Nu kunne jeg endelig slappe lidt af. Jeg lå med veer i alt 36 timer og nåede at presse i 1 time før man fandt ud af at min søn havde skæv hovedstilling så han ikke kunne komme ud vaginalt.

Jeg skulle have kejsersnit..

Min kæreste blev iklædt dragt og kom med på operationsstuen. De fortalte fint hvad der skulle foregå og de gik stille og roligt i gang. Undervejs begyndte jeg at ryste og jeg rystede meget! Jeg kunne mærke de tog hårdt fat i mig flere gange og alt måske ikke var helt som det skulle være. Min søn kom ud og jeg så ham og kyssede ham. Han var smuk, men havde en masse skrammer og blå mærker i hovedet. Kort tid efter blev min kæreste sendt ud. Han fortalte bagefter han huskede meget blod.

Min krop gik i chok.

Jeg rystede ukontrolleret og følte at jeg ikke kunne trække vejret. Jeg husker ikke meget andet end en sygeplejerske ofte spurgte om jeg var vågen. Det var jeg.
Min søn kom til verden kl. 21.28 da jeg var 36+5. Men jeg så ham først 6 timer efter.
Jeg mistede over 3 liter blod og måtte klippes op indvendigt for at de kunne få min søn ud. Det kunne have gået galt - for både mig og min søn. Jeg var indlagt knap 14 dage efter med en infektion i kroppen. Vi har det begge godt den dag i dag.

Oplevelsen sidder dog stadigvæk i os og tænker der var mange ting man kunne have gjort anderledes.