“hverken min mand eller jeg havde oplevet hende komme til verden”

17 juni 2014 starter mine veer med vores første datter - de næste 1,5 døgn er fyldt med ve-drop, massiv opkast, søvnmangel, smerter, meget grønt foster vand da man vælger at tage det for at sætte skub i fødslen. Nellie begynder at vise tegn på at være stresset og påvirket af det grønne fostervand i maven. Jeg kæmper en ulige kamp hvor hun kommer skævt i bækkenet og der forsøges med både hård og blød sugekop men uden held, stuen er fyldt til renden med læger, læge stud. jordmoder, jordmoder stud. osv., får sidste chance for selv at presse hende ud ellers hedder den akut kejsersnit i fuld narkose. Trods jeg gav alt hvad jeg kunne lykkedes det ikke. Jeg blev kørt direkte på operationsbordet og min mand blev efterladt alene tilbage på fødestuen for det var spørgsmål og minutter før Nellie kunne tage skade af at blive i maven så han måtte ikke komme med til kejsersnittet. Jeg husker ikke meget om de minutter hvor de kører afsted med mig og til jeg er i narkose. Da jeg vågner på opvågningen er det uden Nellie - hun havde brug for hjælp og medicin og er var blevet indlagt på neo, hvor vi efterfølgende var indlagt 1 uge.

 

Det akutte kejsersnit satte mange dyb spor i mig. På sygehuset kæmpede jeg med tankerne om det nu også var vores datter jeg sad med i favnen - da hverken min

mand eller jeg havde oplevet hende komme til verden, vi følte os snydt for den oplevelse at se vores dyrebareste komme til verden.

unnamed-1140x759.jpg

Jeg var panisk angst for næste fødsel og da vi 2 år senere besluttede at nu var det tid til endnu en baby var jeg aldrig et sekund i tvivl om at det denne gang skulle være en planlagt kejsersnit - jeg ville ikke byde, mig selv, min mand eller Nellie,  den rutsjebane tur igen, endnu et akut kejsersnit kunne give. Jeg græd ved at tanken om at skulle give det et forsøg med en vaginal fødsel

 

19 april blev datoen hvor Elliot skulle bringes til verden. Vi mødte glade og spændte ind på sygehuset - tiden gik og vi havde fået den seneste tid i kalenderen til kejsersnittet. Tiden gik og gik, vi var nu næsten 5 timer forsinket (ikke sjovt for en fastende højgravid), da de endelig kom og hentede os på værelset som vi var blevet indlogeret på.
Vi blev mødt at det rareste og sødeste personale som gjorde det klart at de ville gøre alt hvad de kunne for at give os den bedste oplevelse denne gang. Jeg havde hele tiden en sygeplejeske ved min side som fortalte hvad der forgik og kun var OBS på mit velbefindende. Da de er klar til at tage Elliot ud af maven - sænker de klædet som dækker mellem os og lægerne, så vi rent fysisk kan se ham komme ud af maven og DIREKTE op på mit bryst - den vildeste følelse nogensinde. Jeg lagde der med mit barn, de var hurtige til at give medicin da jeg fik kvalme og rysteture som er normale bivirkninger af bedøvelsen. Vi blev kørt på fødegangen hvor vi lå nogle timer, Elliot forlod ikke mit bryst før han skulle vejes og måles flere timer senere.

image2-225x300.jpg

Det planlagte kejsersnit var en fuldstændig vidunderlig og rolig oplevelse.