ABORT PART 1

Jeg vidste ikke helt hvordan
jeg skulle reagere da jordemoderen sagde at hun ikke brød sig om at fosteret ikke bevægede sig.

Og da lægen sagde “det ser altså ikke så godt ud”, havde jeg ikke forberedt mig selv på at jeg ville blive så ked af det. Den der følelse der gør at man ikke føler man kan trække vejret, fordi man skal græde så meget. Følelsen af at det gør rigtigt ondt i hjertet. Ligesom hvis du hamrer albuen ind i noget. Det gør så ondt. En rigtig eksisterende fysisk smerte. Sådan havde mit hjerte det. Det gjorde ondt. Meget. Rigtig meget.

Det var en ny følelse af smerte som jeg aldrig har prøvet før. En smerte så stor,
at jeg føler det svært at beskrive. Ingen tidligere følelse kunne hamle op med
den jeg mærkede nu. Følelsen af magtesløshed overmandede mig fuldstændig.

Thomas sad på en stol ved siden af mig med korslagte arme og så helt bleg ud. Han var
ked af det. Det kunne jeg se. Han havde nok også grædt lidt. Men jeg kunne ikke
koncentrere mig om ham. Det eneste jeg havde lyst til, udover at agere Ally
Mcbeal og skyde alt ned omkring mig, var at rejse mig op foran Thomas og foran
lægerne og trampe hysterisk i gulvet, råbe og skrige og kaste med alt omkring
mig. Præcis som en hysterisk 2-årig, der ikke får lov til at spise smør direkte
fra pakken.

Men i stedet blev jeg liggende på briksen.

Det her var til den obligatoriske nakkefold i uge 12. tirsdag den sidste dag i
september 2014. Dog fandt vi ud af at jeg var 15 uger henne.

Fosteret (vi fik valget mellem at kalde det for barnet, babyen eller fosteret. Vi valgte
fosteret. Mange ting at tage stilling til. Men så var det lettere for lægerne)

led af en sygdom kaldet Arthrogryposis Multiplex Congenita, forkortet til

AMC.

Det er en sjælden sygdom. Der fødes 6-8 levedygtige børn om året herhjemme. Og når
jeg skriver levedygtige, så er det fordi de fødes med det man kalder normal
intelligens. Altså en normal hjernekapacitet. Men de fødes også med fysiske
handicaps i form af stivhed og nedsat bevægelighed i en eller flere led. Kort
fortalt er musklerne forskellige steder i kroppen lammet og ude af stand til at
fungere normalt.

Så findes der, og hold nu fast, en udvidet udgave af sygdommen, som udover at give
de "normale" fysiske lammelser i musklerne, også rammer lungerne, som
vi jo ved, også er to pumpende muskler.

Mit foster havde fået den helt store pakke, da han (det var en dreng), havde stået
forrest i "hvem skal fejle noget grumt på deres vej til verden" køen.
Sygdommen havde sat sig på begge arme og begge ben og samtidig på lungerne.
Dvs. at han udover hverken at kunne bruge arme og ben, heller ikke havde nogen
lungefunktion. Han ville dø af iltmangel når han blev født.

Det syrede er, at han ville have kunnet levet inde i mig under hele graviditeten,
da det jo er mig der forsyner fosteret med ilt.

Efter en lang snak med lægerne, blev vi sendt hjem. Bare hjem. Vi havde ladet
scanningen bundfælde sig, taget stilling til tusind ting bla. udfylde en
ansøgning til Etisk råd om at få lov til at få foretaget en abort (det skal man
når abortgrænsen er overskredet). Lægerne mente ikke at der ville være noget
problem med Etisk råd. Vi fik heller ikke noget valg. Det var bare sådan det
var og gudskelov. Den beslutning ville jeg ikke have haft lyst til at sidde
med. Vi skulle jo fjerne en potentielt lille baby. Det VAR en lille baby, med
udviklede fingre, tæer og alt. Han var bare kun 20 cm lang og havde AMC som
følgesvend.

Men ud af undersøgelsesrummet med os, ud i den virkelige verden, ud igennem alle de
lykkelige par der sad i venteværelset med lykke sprøjtende ud af ansigterne på
dem. Ud i den virkelige verden som bare kørte videre som om intet var hændt.

Jeg havde lyst til at skrige.

Det styrtregnede, cyklister hakkede af hinanden, biler dyttede, Adrian skulle
hentes i vuggestuen og Judith skulle luftes. Alt som om intet var hændt. Jeg
havde lyst til at grave mig ned i et meget, meget, meget, dybt hul og ikke komme
frem før det lille bitte foster indeni mig, på mirakuløs vis var blevet rask og
intet grumt skulle til at ske.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.