ABORT PART 2

Fik du ikke læst del 1, så kan det gøres lige her.

Efter vi var kommet hjem fra nakkefoldsscanningen, havde hentet Adrian, luftet Judith og ringet til hvem der nu skulle vide at graviditeten var gået i ged, kom min mor susende ind og hentede både Adrian og Judith.

Jeg kunne overhovedet ikke overskue at være nogens mor, have ansvar for nogen i det hele taget, eller være nogens kæreste.

Jeg kunne sgu ikke engang overskue at eksistere! Jeg ville bare være alene.

Helt og aldeles alene! Thomas blev dog og tak og gudskelov for det.

Første aften er det eneste i hele det her forløb, hvor jeg ikke kan huske hvad vi lavede. Ellers kan jeg huske alt ned til mindste detalje fra vi fik beskeden og flere uger, ja måneder frem. Jeg tror måske bare vi gik i seng. Jeg tror ikke rigtig at vi snakkede. Jeg tror bare at jeg græd og græd og græd.......til jeg omsider faldt i søvn.

Dagen efter skulle vi være på riget kl. 10 og jeg skulle have foretaget en moderkagebiopsi. Jeg græd da jordemoderen forklarede mig hvordan det ville foregå. Jeg græd da den meget søde overlæge foretog biopsien. Det gjorde ikke ondt, da hun stak kanylen igennem maven på mig. Det var nok mere tanken om hvorfor hun gjorde det. Jeg græd bagefter. Jeg græd og græd og græd og gud må vide, hvad alle de lykkelige par i venteværelset har tænkt, for ja det hele foregik samme sted igen. Afdeling 4002, hvor man bliver scannet og heldigvis størstedelen af gangene, får af vide at alt er godt.

Normalt er jeg ikke en person der græder særlig meget, men min krop havde taget over og jeg havde intet at skulle sige.


 Det var svært at acceptere.


Meget. Jeg har stadig svært ved at acceptere det. Det sidder i mig, som et mavesår der ikke vil forsvinde, men som til gengæld vil lade mig bløde i meget lang tid og gerne ligeså tit som det føler for det. Hævner mavesår! Det ikke at kunne styre mig selv, at min krop tager over og bestemmer at nu skal jeg græde. Ikke at kunne holde det tilbage Det er svært. Fucking svært. Jeg har aldrig haft let til tårer. Heller ikke efter jeg er blevet mor. Og hvis tårerne kommer, er det gerne når andre ikke ser det.

Jeg er slet ikke mig selv. Jeg har det som om gode gamle Therese, har forladt min krop og erstattet mig med en lille bitte, skrøbelig, udefinerbar, usynlig, grædende skikkelse. Det bliver godt igen. Det ved jeg jo godt og jeg satser stærkt pa at blive mig selv igen en dag. Det skal jeg.

Jeg ved jo godt at min situation ikke er værre end så mange andres. Og alligevel tillader jeg mig at sige at den er værre end nogle andres, da jeg alligevel er udenfor kategorien ”hver fjerde kvinde prøver at abortere inden uge 8”. Men et shoutout til alle kvinder og par, der kæmper med barnløshed, utallige aborter, skuffelser og sorg. Det er forfærdeligt og mine tanker er hos jer. Det fortjener ingen og ingen fortjener at gå gennem det jeg og Thomas går igennem lige nu.

Tilbage på riget.

 Resten af formiddagen fik jeg taget en masse blodprøver og vi var til samtale på afdelingen hvor jeg skulle indlægges om fredagen. “Gynækologisk afdeling og afdeling for seksuelle overgreb”. Av for en rædselsfuld afdeling. Intet godt sker jo på den afdeling. Intet.
Det er kun forfærdelige tilfælde der bor på den gang. Kræft, overgreb og aborter. Det var hvad der foregik der. Ikke just opkvikkende. Tværtimod. To døgn efter, skulle vi arrivere på afdelingen. Indtil da skulle tiden bare gå. Med et kæmpe savn i Adrians retning og dog stadig en lettelse over at han ikke var hjemme, skulle vi have de næste to døgn til at gå.

Jeg havde et lille hængeparti hos en kær overbo. Jeg havde i min iver og lykke, fortalt hende om min graviditet, da hun fortalte mig om hendes. Og nu skulle jeg fortælle hende at min ikke blev til noget. En kæmpe lærestreg for mig! Fortæl ikke mennesker du ikke er tætte med, om din graviditet før du ved at alt er som det skal være. Eller: Fortæl kun om din graviditet til mennesker du er så tætte med, at du også kan ringe grædende og fortælle dem at det ikke blev til noget.

Jeg skrev en besked til hende. Hun skulle vide det, for jeg kunne slet ikke overskue at møde hende og skulle fortælle det ansigt til ansigt. Hun var meget sød og dagen efter stod der en buket blomster foran vores dør, med teksten "en lille tanke fra overboen". Hun er nu næsten 7 måneder henne og jeg undgår hende. Måske ubevidst, måske bevidst. Det ved jeg ikke.

Dagene op til indlæggelsen gik med at sove rigtig meget, sove så længe vi overhovedet kunne, vi sov til middag og sov igen og igen og igen. Tiden sneglede sig afsted.
Jeg havde stadig et levende foster inde i maven – sådan en mærkelig fornemmelse i kroppen, når jeg vidste at det ville være slut to døgn efter.

Vi gik lange ture. Tiden skulle bare gå............... Det hele var vildt mærkeligt og jeg husker at jeg følte mig fanget i en lydisoleret bobbel. At alle omkring mig, på nær Thomas, bevægede sig i rasende fart og stemmerne var fjerne. Jeg derimod, bevægede mig i en usandsynligt langsom slowmotion og kunne ikke nå ud til nogen. Det var nogle forfærdelige dage. Dage hvor vi var i venteposition. En venteposition som man vidste ikke ville bringe noget godt med sig når man kom i mål.