Abort part 3


Fredag den 3 oktober, klokken 8.45 og vi er ankommet til afsnit 5032, Gynækologisk afdeling, riget.

Da vores stue er ved at blive gjort klar, bliver vi parkeret ude foran på gangen i to lænestole. Mine hænder ryster, jeg er vildt nervøs og Thomas ved godt at han ikke lige skal snakke til mig, fordi der vil være en overhængende fare for at jeg så går i tusinde stykker.

Efter lidt ventetid bliver jeg indlagt. Thomas bliver medindlagt. Jeg får et fint hospitalsarmbånd på, et endnu finere par hospitals trusser og en dejlig matchende skjorte.

Klokken 9.00 sharp træder overlægen ind på stuen,


hilser på og hører lidt til min skræntende person, nusser mig blidt på skulderen og giver mig den første pille, der skal modne livmoderen og sætte aborten i gang.

Jeg skal have foretaget en provokeret medicinsk abort. Det er der mange der har prøvet før. Kroppen skal klare det hele selv, uden hjælp foruden pillerne. Det vil sige med rigtige veer og en rigtig fødsel. Derfor min kæmpe stigende nervøsitet. Jeg gjorde det klart for lægerne at jeg ikke var interesseret i smerter, når ikke jeg ville få en levedygtig baby ud af det. De gjorde det klart for mig, at jeg kunne få skønne mængder morfin. Jeg sagde tak!

De skal have fosteret ud uskadet, så at sige. Fosteret skal obduceres og alle de kloge læger skal undersøge og tage prøver, så de kan finde ud af om det er arveligt eller hvad årsagen til at sygdommen er blevet budt indenfor, er. De og vi, vil naturligvis gerne gardere os mod forhåbentlig fremtidige graviditeter.

Vi havde fået af vide at det kunne tage alt imellem 2-12 timer, før der ville ske noget! Hver tredje time kom lægen ind og gav mig en pille og i tide og utide, kom den ene sygeplejerske efter den anden, ind og undersøgte mig.

Jeg skulle faste, så jeg kunne ikke engang fylde mig med kager og andet usundt. Fasten er ikke pga. selve aborten, men pga. den udskrabning man skal ned til bagefter.

Dagen gik med at hælde rødsaftevand ned og kigge på kranen der drejede frem og tilbage, ovre på taget af Panum. Jeg skulle nemlig også ligge stille i sengen. Jeg husker at jeg for en kort rum tid blev distraheret over de enorme højder, som kranarbejderne arbejder med under sådan et arbejde og jeg fulgte opmærksomt med, da der skulle skiftes kranfører og man kunne se dem kravle op og ned ad den kæmpe kran.

Jeg prøvede at se første afsnit af Orange is the new black, men kunne ikke koncentrere mig om det i mere end tyve minutter. Jeg er ikke begyndt på serien efterfølgende - den minder mig for meget om hele det her scenarie.

De første 6 timer, var jeg ved ”godt” mod. Jeg havde affundet mig med situationen og havde ikke grædt hele dagen.

De efterfølgende timer til gengæld. Der var jeg klar til at kaste mig ud fra kranen på Panum, uden line. Mit overskud var væk. Forsvundet. Og det havde INGEN intentioner om at komme tilbage. Jeg græd ikke. Jeg var rasende.


Rasende over at det skulle tage så lang tid. Rasende over at der dog ikke bare var en deroppe, der kunne forbarme sig og lade mig få det hurtigt overstået. Men NEJ.

Jeg følte mig som den eneste i hele verden der havde det svært og uretfærdigheden ville ingen ende tage. Irrationelt og ikke sandt, det ved jeg. Men alt sund fornuft var væk.

18 timer gik der før der skete noget!!!!! 18 timer!!!

Men så fik jeg også veer. Sammen med 40 i feber vel at mærke. Intet kommer let til den der skal straffes. Eller noget…

Veerne kom stille og roligt og jeg kunne tydeligt huske dem fra Adrians fødsel. En uge efter jeg havde født Adrian, var jeg klar til at gøre det igen. Jeg synes det var det fedeste. I kan nok forstå, at det ikke lige var de samme tanker der var forbundet med det her forløb.

Veerne gjorde ondt, men det var ikke ulideligt. Efter lidt tid gjorde de mere ondt. Den der nivende, stødende, krampende, det føles som om dit underliv er ved at ryge ud af dig, følelse. Thomas ringede efter sygeplejersken, så jeg kunne få noget morfin. Det var egentlig ikke fordi at veerne var ulidelige, men alt oppe i mit hoved var ulideligt og jeg havde brug for et eller andet.

Der gik en time før der kom nogen(!!) En sygeplejerske kom ind og hun undskyldte sig

med at der var meget travlt på afdelingen. Jeg kunne ikke overskue at protestere, for nu var veerne ulidelige. Hun fyldte morfin på mig og tyve minutter senere, var jeg vind og skæv.


Det hele sejlede og udover smertelindringen, var det virkeligt også dejligt oppe i hovedet. At være godt skæv!

Over midnat fik jeg kvalme og troede at jeg skulle kaste op. Dels på grund af morfinen og dels pga. den meget ubehagelige situation.

Jeg havde den sødeste ældre jordemoder, som bedte mig om at komme op på en bækkenstol at sidde. Hun havde for mål at der skulle ske noget nu og det kunne vi jo kun give hende ret i. Hun fortalte os, at hun havde besluttet sig for at den her ubehagelige situation skulle ende nu.

Jeg kom op på stolen og fik det vildt dårligt. Fik en brækpose og sad der med underlivet blottet, helt rundtosset og tom. Jordemoderen havde trukket gardinet for og Thomas sad på den anden side. Hun skulle nok passe på mig sagde hun. Hun var meget rar! Og det var nu også meget rart at Thomas ikke kunne følge med lige der.

Jeg synes det hele var ydmygende. Noget helt andet, end når man skal til at føde et rigtigt barn og er fuldstændig ligeglad med hvad ens bedre halvdel ser. Her følte jeg mig ydmyget, blottet, flov og ulækker. Og det er nok det værste jeg ved. Helst ingen må se mig når jeg er svag og lille!

Jeg laver en opkastrefleks uden der kommer noget op. Til gengæld mærker jeg et pres på underlivet, jordemoderen siger at jeg kan prøve og presse. Jeg presser et par gange og noget kommer ud og ryger ned i skålen, som sidder nedenunder bækkenstolen. Sådan.

Det var det.

Jeg så ikke ned i skålen. Jeg var for dårlig.


Men jeg var slet ikke i tvivl om at der var en masse blod og så det der foster, som....var det i live?


 Eller var det dødt inden det kom ud? Eller lå det nede i skålen og døde af iltmanglen? Det var jo fuldt udviklet, bare i en 20 centimeters baby miniatureudgave.

Spørgsmål jeg aldrig fik svar på og som har hjemsøgt mig lige siden. Jordemoderen havde tidligere informeret os om at når det var overstået, ville hun lige sørge for mig, men derefter gå ud og "ordne" fosteret så at sige. Vaske det og ligge det på et lille håndklæde i en lille bitte kiste.


JA! En lille bitte fucking kiste.


Så makerbert. Men Etisk råd bestemmer og det er sådan fremgangsmåden er.

Vi havde besluttet os for at vi godt ville se fosteret. Egentlig havde jeg besluttet at jeg ikke ville og Thomas havde besluttet at han godt ville. Det var fint nok. Men lægen havde sagt at erfaring havde vist dem, for efterfølgende bearbejdelse, at det var bedst at se det, så jeg ombestemte mig.

Vi lå og ventede på jordemoderen i stilhed. Efter noget der føltes som tusind minutter kom hun ind med en lille trækiste og Thomas får den i hånden. Hun lader os være.

Nede i kisten ligger en lille bitte baby med ti fingre og ti tærer. Den er rød, fordi den endnu ikke har fået hud. Armene og benene ligger mærkeligt - sygdommens værk.!. Udover det ligner den en rigtig baby.

Thomas er ked af det. For ham er det en synlig beskæftigelse på at min graviditet og udviklingen af en baby, er blevet standset. Tror først det hele gik rigtigt op for ham lige der, da han fik kisten på skødet og kunne se hvad der lå dernede. Jeg er også ked af det, men græder ikke så meget. Føler mig bare tom!

Klokken er nu 1.30 om natten og vi skal vente pa at en portør henter mig, så jeg kan blive kørt ned pa operationsgangen til en udskrabning. Denne dag vil ingen ende tage. Jeg er sulten, tørstig og sur. En portør kommer og henter mig, siger ikke hej til hverken mig eller Thomas, har tydeligt travlt og et andet sted han hellere vil være. På to sekunder er han på vej ud af stuen med mig. Thomas havde lovet at gå med, men portøren affejer ham, da der ikke sker noget spændende nede på operationsgangen og det er dumt at sidde der og glo til jeg er færdig. Hans ord. Jeg opgiver at sige ham imod. Jeg er for træt. Thomas bliver på stuen.

Nede på operationsgangen klokken 02.00 om natten, sker der sgu ikke så meget. Det kunne rimelig hurtigt konkluderes. Der var meget mørkt og portøren efterlader mig på gangen. Alene. I mørket.

Aner ikke hvor længe der går, men efter noget tid, kommer der en læge ud og hilser på mig. Hun hiver dynen fluks af mig inden jeg når at reagere og udbryder


"guuud du har ikke noget tøj på".


Prøv at få mig til at føle mig lidt mere sølle. Missionen er i hvert fald fuldført til fulde. Jeg ligger med hele underdelen blottet og uden selv at have kigget, går jeg ikke ud fra at jeg er noget kønt syn.

Jeg kommer ind på operationsstuen og møder tre meget glade ældre kvinder, der hører musik og fortæller vitser. Jeg er trist, skrøbelig, omtumlet efter morfinens aftagning og føler mig totalt blottet og udstillet med spot direkte ned i underregionen. Lad os få det her overstået.

Det hele var ydmygende og nedværdigende for min, ellers normalt stærke personlighed.

Da bedøvelsen aftager, vågner jeg i min seng ude på den mørke operationsgang. Sådan noget bedøvelse er for sindssygt - jeg kan på ingen tænkelig måde huske, at jeg selv er gået fra operationsbriksen ud i min seng. Da jeg kommer op på stuen, kan jeg næsten ikke holde mig vågen, men jeg får noget mad - falder i søvn med brød i hånden og bliver vækket af sygeplejersken der lige skal tjekke mig.

"Alt godt" er svaret. Du skulle bare vide...

Thomas rykker hans seng hen til min og vi falder i søvn. Hånd i hånd. Ingen snak - kun ro! Tiltrængt...

Lørdag formiddag bliver jeg udskrevet. 25 1/2 time efter jeg er blevet indlagt.

Slutteligt spørger sygeplejersken om jeg vil have et billede af fosteret, for så vil hun sende et til mig. Det er kutyme at der bliver taget et til journalen. Hvad skal jeg ærligt talt bruge det til? Men uden at vide hvorfor, takker jeg ja! Er ikke helt klar over om jeg bare gerne vil blive ved med at straffe mig selv. Ellers giver det i hvert fald ikke mening at modtage sådan et billede.

Men det er endelig overstået. 5 dage i helvede!! Nu skal vi vente på nogle svar efter obduktionen og de prøver jeg fik taget i dagene op til.

Jeg glædede mig til at se Adrian. 5 døgn uden ham - det længste vi har været adskilt nogensinde.

Shit hvor jeg glædede mig til at se ham! Og kysse på ham... Og kramme ham. Hårdt. Meget hårdt. Fuck hvor jeg elsker ham, den lille lort!!