At gå fra 3 til 4

Jeg sidder her på 'den anden side' af alle mine bekymringer i forhold til at få endnu et barn.

Da vores dreng var 2 år, var jeg klar til at skulle udvide familien. Men min kæreste var ikke sikker på at han ville have flere børn. Jeg accepterede at han ikke var klar til endnu en baby, men fortalte også tydeligt at jeg brændende ønskede mig endnu et barn. Langsomt blev han mere klar, og der vores søn var 3,5 år stod jeg med en positiv graviditetstest. 

Jeg gik mest i panik - min kæreste var meget rolig. Tankerne og den dårlige samvittighed meldte sig hurtigt. Hvad ville det gøre ved vores familie? Hvad ville det betyde for vores søn? Ville vi ødelægge vores parforhold? Magtede vi overhovedet opgaven med endnu en baby og kunne vi give hende lige så meget kærlighed og opmærksomhed som vi kunne give vores søn? 

Jeg har flere gange tænkt at det var ærgerligt at vores søn er 4 år og 5 måneder ældre end vores datter. Men lynhurtigt blev jeg meget mere opmærksom på alle de fantastiske fordele ved, at vi vente med at få lige netop vores datter. Jeg har en dreng der forstår så sindssygt meget, der har været meget opmærksom og deltagende allerede fra graviditeten, hvor vi fortalte ham at han skulle have en lillesøster. Han har mærket lillesøster vokse, han har nysgerrigt spurgt ind til fødslen og efterfølgende hyldet min tissekone i badet, og sagt at den "ret sej, fordi den kan blive så stor at lillesøster kan kunne komme ud" :)  Han har fra start insisteret på at hun er med når han skal puttes, han gav hende den første flaske, da amningen drillede, han har været med i det omfang han gad, og valgt det fra lige så hurtigt, når interessen ikke var der, og hellere ville spille fodbold. Og det har han været i stand til at kommunikere og det har virkelig gjort familie forøgelsen meget nemmere. 

Jeg skal ikke lyve og sige, at de første 2 uger var hårde. Som i rigtig hårde. Jeg vil ikke sige at jeg fortrød at jeg fik vores datter, men jeg havde ærlig talt svært ved at se hvordan vi nogensinde skulle få det til at fungere. Men det smukke er jo, at man får det til at fungere. Man planlægger sig ud af det der er muligt, og slapper af i det man alligevel ikke kan gøre noget ved. En fra min 1. mødregruppe fortalte at det første barn lavede alting om, og nr. 2 bare passede ind. Og det har virkelig været tilfældet her. 

Da vores dreng var 1 år, så jeg en gravid mor med et barn i hånden og min første tanke var 'hvorfor har man overhovedet lyst (eller overskud) til at få et barn mere'.

Det forstår jeg nu…

Det bedste jeg nogensinde har lavet er min søn. Og ham kan jeg få lov til at give til min datter. Og jeg kan ærlig talt ikke forestille mig, at kunne give hende en bedre gave. 

Vi skal stadig arbejde på at prioritere vores forhold, fordi der går lynhurtigt forældreskab i hverdagen. Men jeg elsker min kæreste højere end nogensinde før, og det gør mig stolt, hvor mega seje vi er til at være forældre og hjælpe hinanden når det er mega hårdt. Og så er der ikke noget der booster mine følelser mere, end at se sin kæreste sammen med sine børn. 

 


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.

 

Som I måske allerede ved er MamaWise nomineret til "Børn i byen prisen 2018" som bedste blog. Vi har virkelig brug for jeres hjælp, og vil sætte meget stor pris på hvis I vil hoppe ind og stemme på hos. Stem på MamaWise lige her