At være gravid med hyperemesis gravidarium

Forestil dig de værste tømmermænd du har haft.
Læg en omgang influenza oveni. Forestil dig så at have det sådan stort set hver dag i 9 måneder. Sådan føles det at være gravid med hyperemesis gravidarum. 

Man kalder det hyperemesis gravidarium - HG -, når kvalme og opkastninger er så slemme, at ens almentilstand påvirkes betydeligt, man taber sig mere end 5% af sin kropsvægt og bliver dehydreret. Man kan i værste tilfælde også få problemer med lever og nyrer. For at sætte lidt tal på, så rammer kvalme 70-85 % af alle gravide i varierende grad i første del af graviditeten og ca. 50 % kaster også op. HG rammer ca. 0,5-2 % af alle gravide og 0,1-1 % er så slemt ramt, at det kræver sygehusbehandling med væske via drop mm. 

Jeg var mindre end fire uger henne, da jeg testede positiv med min ønskebaby. Jeg var så lykkelig og så frem til 9 fantastiske måneder. Sådan blev det bare desværre ikke. Det var der mange grunde til, men den altoverskyggende var, at jeg kastede op hver evig eneste dag, hele min graviditet og da jeg var 18 uger henne, fik diagnosen hyperemesis gravidarum.

Rigtig mange havde svært ved at forstå, at det ikke bare var almindelig morgenkvalme - som i øvrigt er slemt nok tænker jeg - og at det ikke hjalp at spise kiks eller lignende på sengekanten, inden jeg stod op. Faktisk hjalp ingen af de normale tips og tricks det mindste

og jeg havde ærlig talt lyst til at slå alle, der kom med de ellers velmenende råd.

For når man først er så syg af sin graviditet, at man mange dage stort set ikke kan andet, end at ligge i fosterstilling i sin seng og vente på at man i det mindste kan sove, så bliver man lidt træt af at få at vide, at man bare skal spise lidt kiks. Jeg kan godt forstå, at det er svært at forstå, men det var enormt frustrerende, konstant at blive mødt med mistro. For så slemt kunne det da ikke være og graviditet er jo ikke en sygdom. Men jeg overdrev ikke og for mig var følgerne ved at være gravid så slemme, at jeg reelt VAR syg.

Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at jeg var gravid, da jeg i uge 3+4 tog en test. Jeg havde allerede madlede og småkvalme og HG viser sig også ofte allerede mellem uge 4-9. Da jeg var fem uger henne begyndte jeg at kaste op. Ikke bare om morgenen, men hele døgnet. Jeg havde min første graviditetsrelaterede sygemelding da jeg var ca. 5 uger henne og da jeg var 7 uger henne, blev jeg deltidssygemeldt. Min krop sagde simpelthen fra, så snart den ikke fik ro nok og bare 20 timers arbejde om ugen, krævede mere energi end jeg havde. 

Jeg havde 45 minutter i bus til arbejde og det sidste jeg gjorde inden jeg stod på bussen, var at kaste op og det første jeg gjorde når jeg stod af, var at kaste op. Jeg prøvede ihærdigt at passe mit arbejde, men det er svært når man kaster op hele tiden og er fuldstændig udmattet pga. mangel på mad og væske.
I løbet af første trimester tabte jeg mig sammenlagt 15 cm og nogle kilo.
Jeg havde rigtig mange dage, hvor jeg ikke kunne andet end at ligge på sofaen eller i sengen. Hver gang jeg rejste mig, kastede jeg op. Jeg havde det så dårligt, at jeg i perioder tænkte, at jeg i hvert fald ikke skulle have flere børn, hvis jeg skulle have det sådan. Faktisk overvejede jeg, om jeg overhovedet kunne gennemføre graviditeten. 

Da jeg var 18 uger henne, var jeg til jordemoder, hvor jeg fik besked på at holde mig i ro. Min puls var for høj, jeg var begyndt at få for mange plukveer og babys hjerte havde også god fart på. Ikke noget alarmerende, men hun kommenterede det. Min egen læge sygemeldte mig fuld tid, i første omgang i fire uger. Det eneste der kunne holde opkastningerne lidt nede, var ro.

Fuldstændig ro.
Jeg havde på det tidspunkt tabt mig ca. 10 kg.  

Først håbede jeg at det ville gå over når jeg ramte andet trimester, for det gør det jo “normalt”. Det gjorde det ikke. Så sagde mange “så bliver det bedre efter uge 20” og for nogen stopper HG også omkring uge 20. For andre varer det ved, til de har født. Jeg hørte til sidste gruppe og de fire uger, endte med at blive til en sygemelding resten af graviditeten. 

Da jeg gik ind i 3. trimester begyndte jeg at tage lidt på igen og have dage, hvor jeg havde det nogenlunde, når jeg altså lige havde overstået morgenens opkastning. Jeg kunne spise lidt igen. Men der var kontant afregning, hvis jeg ikke sørgede for at få masser af ro og hvile, både psykisk og fysisk, samt at få nok væske og holde mit blodsukker stabilt. Så måtte jeg bruge flere dage i sengen. Af og til valgte jeg at gøre ting, som jeg vidste ville betyde, at jeg efterfølgende måtte tage nogle dage i sengen. Tage til familiefødselsdag fx. Men man bliver også bare skør af, aldrig at komme ud.  

Jeg var heldig. Det var ikke så slemt, at jeg blev indlagt for at få væske, men det var slemt nok. Da jeg havde født og al væske var ude af kroppen, vejede jeg ca. 15 kg mindre end da jeg blev gravid. 

Man ved ikke hvorfor, at nogen kvinder får HG. Det positive er, at det meget sjældent påvirker fostret, da det nok skal sørge for at få hvad det har brug for. Samtidig har man fundet ud af, at kvinder med HG, af en eller anden grund har en meget lav risiko for at abortere. Man får ikke nødvendigvis HG i alle graviditeter, men risikoen er forhøjet, når man først har haft det en gang. 

Kvalmen forsvandt i øvrigt som dug for solen, da jeg gik i fødsel og jeg fik en sund og rask lille dreng.