Fra et barn til to

Da stod med en positiv graviditets test vidste jeg egentlig ikke helt, om vi nu også var klar til, at få barn nr. to.
Det var planlagt, men alligevel begyndte bekymringerne. Vores første fødte var bare ikke et sovebarn. Han græd ekstrem meget, var umulig at få til at sove og generelt bare meget urolig. Jeg græd mindst ligeså meget som ham, og den barsel var det absolutte hårdeste år i mit liv. Jeg sov max 3-4 timer, usammenhængende vel og mærket i døgnet og dagen startede tit kl. 02.30/03 om natten. Vi prøvede titusinder ting, men han ville bare ikke sove. Han græd - vi græd og vores hjem var fyldt med vrede, frustration og opgivenhed. Af og til tænkte jeg, hvorfor vi dog fik den ide at få et barn, og at jeg ALDRIG skulle have flere. Han måtte blive enebarn. 

Jeg var så træt, så træt. Af og til var jeg meget misundelig over, at min kæreste bare kunne forlade den synkende skude og tage på arbejde.

Vi snakkede egentlig ikke særlig meget om, at vi nu skulle have et barn til, men når snakken faldt på det, sad vi begge lidt og håbede på, at alt ville gå lidt bedre anden gang.

Alle sagde, at det er meget nemmere anden gang.

Men det turde jeg bestemt ikke tro på. 

Vi nærmede os terminen og vi begyndte at glæde os, glæde os til at møde lillebror som lå og holdte fest i min mave. Vi var meget spændte på, hvordan storebror ville tage det. Han var jo vant til at have vores fulde opmærksomhed og han var jo vant til, ikke at skulle dele os med andre. 

Jeg gik 12 dage over termin, ligesom første gang og blev endnu engang sat igang. Min fødsel første gang var virkelig en dårlig oplevelse. Jordemoderen og jeg havde ikke den mindste kemi. Hun havde ikke styr på noget som helst. Både min kæreste og jeg var så utrygge ved hende. Baby lå skævt, og efter flere timer bliver der tilkaldt en læge som klipper mig op og hiver ham ud med sugekop. Min største frygt! Jeg var fuldstændig ødelagt både fysisk og psykisk og det var virkelig en hård omgang. Der gik 6 uger(!!) Før jeg kunne gå normalt igen. AV! 

Og så var den en kæmpe omvæltning at blive forældre. Især til en ulykkelig baby, som bare ikke ville sove eller finde ro.  

Fødslen anden gang var bare en drømmefødsel. Fra første veer til han var født gik der 2,5 time. Der var smæk på veerne, og det hele gik pænt stærkt.

Men det var en fantastisk oplevelse.  

Lillebror var perfekt, amningen gik så godt lige fra start og han var bare så mild, blid og helt stille og rolig. 

Han sov, og han sov, og atter sov. Hold nu op det var mærkeligt at have en lille baby som kunne sove 4-5 timer i træk. Jeg blev fuldstændig fyldt med kærlighed og rigtig dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg faktisk brugte hele min graviditet på at bekymre mig, og havde lidt svært ved at glæde mig.

For lillebror han er den sødeste lille baby. 

Jeg har tit været “misundelig” når jeg læste om forældre der skrev, “vores evige glade Marie” fx. Jeg anede ikke hvad det ville sige at have en glad baby, MEN det skal jeg lige love for, at jeg oplever lige nu. Lillebror er så glad, tilpas og evig smilende. 

Storebror er 2 år og 4 mdr. Lillebror er 4 mdr. De er så forskellige, og alligevel har de mange ligheder. Storebror sover igennem, og han er blevet meget nemmere efter han fyldte et år. Og han sover.

Jubii. 

Vi er glade for nu, at vi alligevel kastede os ud i projekt baby nr. to. Det er fantastisk at kunne nyde sin baby og nyde det, at gå hjemme på barsel. Jeg elsker det og mine to skønne drenge. 

/ Gitte