Min historie starter i august 2012. DEL 1

Jeg fik en voldsom influenza som varede næsten en måned.

Jeg havde næsten lige haft lavet en "tag på" kostplan med min læge da jeg vejede under 50 kg. Jeg har aldrig haft spiseforstyrrelser, blot en meget høj forbrænding.
Jeg begynder at tage på efter at være kommet på denne kur, og jeg er rigtig stolt over at jeg endelig kan tage på! Men mit humør bliver mærkeligt og jeg kan mærke der er noget galt med min krop.

Jeg kommer til lægen flere gange, samt jeg har taget 4 hjemme graviditetsteste som alle var negative!

Så jeg var SIKKER på at jeg IKKE var gravid! Min læge og jeg havde mange samtaler om hvad der kunne være galt, og pludselig kommer min læge med tanken om at jeg kan have mavecancer... Dette sker i december 2012 og han mener at jeg skal have lov til at fejre julen uden at vide om jeg reelt har cancer i maven, da han mente at usikkerheden ville være bedre end at vide jeg havde cancer. Jeg var enig med ham, for så længe intet var sikker kunne jeg fortælle mig selv at det bare er indbildning.

Den 27/12 2012 bliver jeg så træt af at alle spørger om jeg er gravid, jeg havde jo taget en masse tests der sagde at jeg IKKE var!

Jeg var frustreret over at folk blev ved med at nævne det, og ikke bare forstod at de skulle stoppe. Ingen vidste hvad jeg havde snakket med min læge om. Ikke engang min daværende kæreste. Jeg ville ikke tage sorgerne på forskud så jeg holdt det for mig selv. Men også denne test var NEGATIV! Det blev januar og jeg havde travlt i skolen, samt min læge ikke længere mente det var mave cancer, så han ville ringe til nogle forskellige kollegaer og høre om deres erfaringer med mine symptomer. På intet tidspunkt siger min læge "ja ja, det er fint du siger, at du ikke er gravid! Nu tager vi en blodprøve for at være sikre!"

I skolen begynder vi at intensivere undervisningen da vi skal forberedes til eksamen. Jeg falder umotiveret i søvn i undervisningen og mine lærere bliver bekymret og stiller spørgsmål til hvordan jeg har det (min kæreste havde været i Afghanistan og var kommet hjem januar 2012 med PTSD, meget af min energi gik på at være der for ham indtil videre gik fra hinanden midt januar 2013).
I starten af februar 2013 flytter jeg hjem til min far som jeg ikke har snakket med i mange år og vi får snakket alt igennem, hvilket giver ro i hovedet.

Jeg ses med en rigtig tæt veninde den 26/2 2013 som kigger på mig og siger meget bestemt "er du seriøst helt 100% sikker på at du ikke er gravid eller noget??? Og vil du ikke godt gøre mig en tjeneste og tage en test i morgen og så ringe bagefter til mig??" Jeg siger bare jo, og hun kan mærke at jeg er irriteret over snak om, hvorvidt jeg er gravid.

Den 27/2 2013 tager jeg i skole. På vej i skole køber jeg en graviditetstest, da jeg ikke vil tage den hjemme, da min far ikke skulle vide det.

Jeg ankommer på skolen, den er tom, jeg er mødt tidligere for at kunne tage testen i fred.


Jeg tager testen, venter, kigget på testen efter under 30 sekunder! Det sortner for mine øjne og jeg får kvalme. Jeg sidder i 10 minutter ude på toilettet og ved ikke hvad jeg skal gøre! Jeg er i total PANIK!

Testen er POSITIV!

Jeg får skrevet til min ekskæreste at jeg har taget en test og den er positiv! Og så begynder en samtale på om hvorvidt vi skal beholde barnet eller om vi skal tage os sammen og være forældre sammen. Han giver mig valget. Han siger at jeg må bestemme og han støtter mig uanset hvad! Også selvom vi ikke er sammen. Men hvis han må sige noget, så ville det ikke gøre ham noget at vi beholdte barnet, men han havde fuld forståelse for at jeg på INGEN MÅDE var et sted i mit liv hvor jeg kunne tage mig af et barn.

Det bliver time og jeg får samlet mig og går ind til undervisning.

Vi bliver råbt op og min lærer siger mit navn 7 gange uden jeg reagerer. Ingen i lokalet er i tvivl om at jeg er i chok! Men ingen ved over hvad. De fleste tror at det er på grund af mit høje fravær og at jeg står til at blive smidt ud af gymnasiet.
Min lærer kommer over og lægger sin hånd på min arm, og jeg "vågner", undskylder for at være fraværende, men alt han siger er "følg lige med" jeg følger med ind i et lokale ved siden af hvor vi kan tale i fred. Vi får snakket om hvad der gør jeg er i chok og han sender mig afsted til lægen med det samme! Det eneste jeg tænkte på var mit fravær. Jeg ved det er totalt ligegyldigt med fraværet når jeg lige har fundet ud af at jeg er gravid! Men det var hvad jeg kunne forholde mig til.
Jeg ringer til min læge og fortæller at jeg har testet positiv og jeg gerne vil snakke med dem om mine muligheder.

Jeg kommer til lægen, en kvindelig læge. Hun får snakket mig ned så jeg kan forholde mig til min situation.

Hun undersøger mig og siger at hun tror jeg er tre måneder ALLER MAX 4 måneder henne, så jeg kan sagtens få foretaget en abort hvis det er det jeg ønsker.

Og det gør mig lettet, for det er lige præcis det jeg ønsker! Jeg VIDSTE at jeg aldrig ville kunne blive den mor som dette barn fortjente!
Jeg fik ringet til min veninde og fortalt hvordan verden lige pludselig hang sammen. Hun havde desværre ikke mulighed for at komme og støtte mig, men fik fat i en af vores fælles veninder der havde et barn i forvejen og som kunne forstå hvad jeg gennemgik. Hun møder mig ved hospitalet og går med mig. Vi sidder i venteværelset og hun spørger mig om hun skal blive ude når de kalder mit navn eller om hun skal gå med ind. Jeg kigger på hende, og må have lignet en der havde set et spøgelse, for hendes næste kommentar var "jeg går med dig! Bare rolig du er ikke alene!" Hun tog min hånd og gav den et klem.

Jeg blev kaldt ind og blev skannet. Der kom dagens andet chok!

Jeg var ikke MAX 4 Måneder henne.... Jeg var over halvvejs i graviditeten! Jeg var over 27 uger henne!

Jeg hørte pludseligt et skrig, som lød som om der var en der lige var død. Der gik lidt før det gik op for mig, at det var MIG der skreg… De fortalte mig at en abort ikke var mulig, da det ville gå ind under mord. Min første kommentar var "jeg sladre ikke til nogle! Bare fjern ham!" På dette tidspunkt havde INGEN fortalt mig hvad køn babyen i min mave var! Personalet griner lidt og siger at jeg ikke mener det jeg siger. Min veninde kigger dybt alvorligt på dem og siger "tro mig! Hun er DØD SERIØS!" Stemningen på stuen tager en drejning. Og personalet snakker kort om, om der skal søges særtilladelse til en abort da jeg har opdaget det så sent og er så langt henne, samt har været til læge flere gange og taget flere tests.

Imens personalet har denne samtale, sidder min veninde og prøver at få mit fokus væk fra deres samtale ved at fortælle, om da hun var gravid. Selvom hun ønskede barnet, var hun stadig bange, og forsikrede mig at dette var normalt.
Jeg svare bare

"jaja.... Det er fint... Hvis de ikke fjerne ham, så springer jeg ud fra broen over motorvejen!"

Min veninde tager dette meget seriøs og siger at hun aflyser alle sine planer resten af dagen og får sin mor til at hente hendes datter. Min veninde frygter på nuværende tidspunkt for mit liv.
Vi får snakket færdig med personalet og de siger at de ikke vil søge særtilladelse, da jeg på dem virker som et fornuftigt menneske. Hvilket jeg synes er meget skræmmende da de har hørt alt hvad jeg har sagt.

Da vi kommer ud fra hospitalet, tager min veninde fat i min arm og siger, at vi tager hjem til mig!
Det gør vi og vi møder min far som er på vej ud af opgangen. Han kigger undrende på mig og spørger hvorfor jeg ikke er i skole. Jeg bryder helt sammen og kan ikke få et ord ud over mine læber. Min veninde spørger om han har travlt eller lige har tid til at gå op igen.

Min far siger at han vil skide på at han har travlt selvfølgelig går han lige med op!

Vi kommer op og min veninde sætter sig i sofaen sammen med mig og siger at min far skal sætte sig ned. Han bliver bleg og spørger om jeg er okay. Jeg ryster på hovedet og får fremstammet at jeg er gravid. Mere kan jeg ikke få ud over mine læber. Heldigvis overtager min veninde og fortæller resten. Min far spørger om jeg vil have at han aflyser sine aftaler. Jeg svare nej, for jeg har min veninde. Min far og veninde aftaler at hun ringer hvis han skal komme hjem.

Vi sidder og holder tøsehygge som da vi var teenager. Pludseligt spørger hun om jeg er okay. Jeg svare at nej det er jeg ikke, men det skal jeg nok blive, jeg skal bare lige forstå hvad der er sket og hvad der vil ske.

Min veninde har på mange måder været min redning ved at være der den dag.

Hun fortalte hvordan hun havde det da hun var gravid og hvad hun havde hørt fra folk hun kendte, både godt og ondt. Og det vigtigste hun fortalte mig var "du skal ikke skamme sig over at du ikke føler kærlighed for barnet lige nu. Det skal nok komme! Jeg lover dig at du kommer til at elske det barn! Også selvom at det først er når den ligger på din mave! Du kan ikke lade vær! Det er ikke alle der har det sådan. Men jeg har kendt dig i næsten 10 år. Og jeg VED hvor STORT et hjerte du har. Og den lille ailien i din mave vil blive din verden! Stol på mig!"

Derefter gik alt hurtigt!

Jeg havde termin 25/5 2013 så der var kun tre måneder til at få fat i de vigtigste ting. Men min far i hånden fik jeg ringet til min mor. Hun fik et næsten lige så stort chok som mig. Og jeg kunne høre på hende at hun tænkte fuck! Om det var på grund af den person jeg var indtil den dag eller om det var fordi hun vidste hvor mange ting vi skulle få fat på, på rekordtid, vidste jeg ikke på daværende tidspunkt. Jeg har senere fundet ud af at det var min personlighed der var grunden…

Min far gik lige pludselig amok med hvad vi skulle spise og hvilke vitaminer og alt jeg skulle have fat i. Han støttede mig og viste mig på intet tidspunkt at han havde samme bekymring som min mor. Det var først efter jeg havde født og jeg direkte spurgte ham.

Da jeg havde vidst i 14 dage at jeg var gravid, skulle jeg på studietur. Mine lærere havde gjort alt hvad de kunne for at finde ud af om jeg måtte tage med på grund af min graviditet. Det måtte jeg heldigvis! Det var kun få fra min klasse der vidste at jeg var gravid. Jeg var 21 så jeg var ældre end dem fra min klasse. Da vi kom til Irland og havde fået vores værelser, samlede mine to lærere os så jeg kunne fortælle resten af klassen hvad der foregik. Det havde vi aftalt hjemmefra. Det var meget følelsesladet, nogle havde regnet det ud selvom jeg ikke havde fortalt dem det. Men en ting der kom bag på mig, var at de alle sammen uden undtagelse støttede mig!

Og det fik hormonella til at græde af glæde! Haha!

To af mine rigtig gode venner havde været i et storcenter der lå i nærheden og havde købt en blå morgenkåbe til min dreng. De havde fået pakket den ind og skrevet et kort der var så sødt! Hormonella begyndte at græde igen, og drengene blev rørt over min reaktion.
Det var den fedeste tur jeg nogle sinde har været på, de støttede mig indtil min fødsel både på gode og dårlige dage. De var der med det samme og nogle af dem hjalp endda med at finde tøj til min drengs ankomst.

Inden jeg tog til Irland, havde jeg meget svært ved at jeg var gravid. Men da jeg kom hjem og min far hentede mig i lufthavnen mødte han en helt anden datter. En datter der var klar til at blive mor!

Min mor og far gik fra hinanden da jeg var 2-3 år gammel og har aldrig rigtigt kunne tale sammen. Mens jeg var gravid, har de haft snakket sammen, min far har haft holdt min mor opdateret med hvordan jeg ændrede mig og hvordan jeg havde det. Min mor bor syd for Køge og skulle køre langt den dag jeg fødte.

Min søns farmor og farfar boede tæt på hvor min far boede og vi aftalte at fordi de havde bil ville de køre mig til hospitalet når jeg skulle føde.


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.