Min historie starter i august 2012. DEL 2

fik du ikke læst del 1 kan du gøre det lige her

Det bliver dagen for fødslen.

Jeg når til årsprøve i et fag, til frisøren og ud og handle for min far. Mens han er igang med aftensmad begynder jeg at få ondt i ryggen. Lige i lænden. Jeg brokker mig og synes det er irriterende! For min graviditet har været en super god graviditet! Og jeg har været meget aktiv under hele forløbet, så mine smerter overraskede mig meget! Da der er gået 20-30 min og min far flere gange har hørt "nu gør det ondt......nu er det væk" går det op for ham hvad det er der foregår. Jeg har veer. Og han får tåre i øjnene og siger "lille skat... Du skal sgu være mor nu! Det er veer det der!" Han smiler over hele ansigtet og jeg siger "ikke før jeg har fået mad!" Jeg nåede at slikke på en kartoffel da vi blev enige om at jeg skulle ringe til min søns farmor.
Hende og min søns faster smider hvad de har i hænderne og kommer.  Vi når ned fra opgangen og ud på gaden, da jeg lige pludselig stopper og siger "jeg tror sgu lige jeg pissede i bukserne!" Mens jeg er flad af grin og har ondt. Min far og min søns faster griner ad mig og siger "tror du ikke bare det er vandet der er gået??" Vi griner lidt og går videre til bilen.

Jeg sætter mig i bilen og min far går op og spiser færdig inden han cykler til hospitalet. Min søns farmor ringer 10 gange på under 20 minutter for at fortælle hvordan mine veer er. Hospitalet bliver ved med at fortælle hende at når jeg er førstegangsfødende går det nok i sig selv og smider røret på. Da hun ringer 11. gang starter hun med at sige "hvis i smider røret på én gang til! Så lover jeg ikke for følgerne!!" Sygeplejersken lytter endelig efter farmor har sagt at hun nægter at lade mig føde i en bil giver se efter og vi får grønt lys til at komme på fødegangen. Vi kommer op og igennem én dør (derefter en lang gang og en dør og en lang gang) da mine presveer går igang. Min søns faster (der også er gravid med komplikationer) må "løbe" efter noget personale så de kan få en seng til mig. Jeg kan ikke holde mig på benene.

Min søns far bliver der ringet efter og han kommer ind på stuen.

Vi er ikke i et forhold og han har fået en ny, som heldigvis ikke mente hun skulle med på hospitalet, hvilket han heller ikke gjorde! Min mor køre ind til hospitalet og jeg fortæller personalet at jeg nægter at føde før far og mormor er ankommet! Alle på stuen griner. Personalet siger at det bestemmer jeg jo sådan set ikke farmor og faster fortæller så personalet at jo det gør jeg, og at man tydeligt kan høre at personalet ikke kender mig, for jeg er stædig! Vi griner alle. Min mor og sønnens far kommer ind på stuen og jeg får at vide at jeg skal presse.

Fødslen var meget ubehagelig!

Ikke på grund af smerter, det kunne jeg snildt overleve uden smertestillende. Men det gik så hurtigt at jeg ikke kunne følge med og min krop kørte på urinstinkter! Jeg kan huske at jeg fik ros for at klare det flot og trække vejret som man skulle.
På et tidspunkt snakker lægerne meget lavt og jeg kigger undrende på min mor. Hun fortæller mig at mine underlivs muskler er så stærke at de kvæler ham hver gang der kommer en ve.

Min mor kan se frygten i mine øjne og siger at jeg skal tage imod ilt hvis de tilbyder det, og det gjorde de!

Alle andre stemmer end min mors blev meget grødet og jeg havde en ud af kroppen-oplevelse. Det var min krop der var igang, men det var ikke min mentalitet. Jeg var et andet sted. Jeg tænkte på da jeg fandt ud af at jeg var gravid og bare ville af med klatten i min mave (det kunne jeg forholde mig til) til nu hvor jeg lå og nærmest gik i panik over at min egen krop var ved at tage livet af mit barn. Jeg kom tilbage til virkeligheden fordi min mor snakkede til mig. Jeg bad hende gentage hvad hun sagde. Hun fortalte at det var lidt kritisk på nuværende tidspunkt. Han fik sugekop på og min mor fortalte (fra erfaring efter 4 fødsler) at jeg havde tre pres inden det hed akut kejsersnit!
Jeg havde ingen energi i kroppen. En fødsel er hård mod kroppen, specielt uden diverse smertelindrende midler. Jeg fik ingen smertelindring. Men jeg havde heller ikke fået noget mad hele dagen. Jeg havde haft kvalme og først om aftenen fået min appetit tilbage.

Da sugekoppen kommer på, siger min mor "så. Nu skal du gøre klar og samle alle dine kræfter til at presse!" Jeg prøvede men der skete INTET! Min mor var den eneste der lagde mærke til de stille tårer der løb ned ad min kind. Hun kunne se på mig at jeg var ved at give op. Og hun havde ingen ide om hvor ret hun havde. Jeg ville bare sove! Da det er tid til at presse anden gang og min mor er lige så sikker som mig på, at det ender med akut kejsersnit.
Jeg ved ikke hvad der motiverede min mor til det næste hun gjorde, men det hjalp! Min mor spurgte (i min verden) ekstremt provokerende "når. Hvornår skal jeg så forvente nummer to barnebarn??" Og jeg blev så rasende på hendes mangel på situationsfornemmelse! Jeg kunne have gået amok på hende verbalt hvis ikke jeg var igang med at føde. Hun kan se på mig at jeg bliver arrig og jeg siger (råber nok nærmere i virkeligheden) "hold din fucking kæft!" Mens jeg presser. Min mor sidder og smiler ekstremt selvtilfreds og jeg er helt færdig! I min verden var jeg på vej til akut kejsersnit! For jeg vidste at et pres mere ikke var nok. Min verden var ved at smuldre. Da jeg pludselig høre nede fra mine fødder "ej hvor er han fin!" Jeg vågner og kigger ned. Jeg ser et lille hoved dækket af kulsort hår (far er lyshåret og jeg er brunette) jeg husker ikke om far fik lov til at klippe navle strengen men jeg ved at sønnen havde den rundt om halsen og dette skulle løsnes før den blev klippet.
Jeg hørte min søn for første gang og så var jeg fyldt med energi! Fik at vide af flere at man ikke skulle tro jeg lige havde født.
Knægten blev tjekket af børnelægen, som vi fandt ud af, havde været udsendt med sønnens far, så det var lidt specielt for dem begge og jeg smilte af at være en del af det.
Fra jeg får den første ve til han ligger på min mave, går der 2,5 timer..

Efter han var blevet tjekket for fejl og mangler og der ikke var nogle, fik jeg ham op på maven, og det var nu tid til at jeg blev undersøgt. Alle på stuen vidste at jeg havde frabedt mig alt der havde med nåle at gøre. Så da sygeplejersken havde kigget på mig, begyndte hun at grine lidt nervøst. Jeg spurgte hvor slemt det var, og hun fortalte at jeg skulle sys.

Jeg blev hvid i ansigtet og sagde at hun ikke rørte mig med en nål før nogle havde taget min søn!

Hans far tog ham.
Hun fik lavet ét sting og så bad jeg pænt om bedøvelse! Jeg havde følelsen af at hun stod med ild og brændte mig! Jeg blev lokal bedøvet og derefter var der intet. Bedøvelsen var kølig så det hjalp også. Jeg spurgte hvor længe hun skulle ligge og rode rundt mellem mine ben, for nu var jeg altså sulten! Sygeplejersken fortalte at det nok ville tage noget tid. Min fødsel var gået så stærkt at jeg var flækket zigzag fra det ene hul om til det andet. Det endte med over 40 sting. Da hun var færdig, kom en anden ind med to halve skiver ristet toast og en lille pakke Nutella og syltetøj. Jeg kiggede på mig følge af pårørende med et ansigt de alle sammen forstod. Sønnens far kunne se på mig at jeg var ved at blive hangry. Så jeg fik vores søn i armene og så sagde han "jeg finder noget mad til dig!" Han fandt en McDonald's uden for hospitalet (kl. var over 22 da han gik efter mad)
Han kom tilbage med en stor cheeseburger menu plus sodavand og rigeligt med pommes frites sovs plus tre ekstra cheeseburgere til hvis jeg blev sulten i løbet af natten (bedste ekskæreste ever!) Da jeg havde spist (i ro for personalet på "ordre" fra min mor og min søns farmor) kom de ind og ville gerne have at jeg prøvede at amme ham. Det fungerede lige fra start.

Grundet jeg var 21 år og ikke vidste jeg var gravid det første halve år, havde jeg været i byen en del gange.

Ud af disse mange gange var der to MAX tre gange hvor jeg indtog alkohol. De andre gange ville jeg hellere at vi selv kunne køre hjem når vi ville hjem. Det første møde jeg havde med en jordemoder, var særdeles ubehageligt! Jeg fortalte hende hvad jeg havde foretaget mig og jeg blev stemplet som en ekstrem alkoholmisbruger. Heldigvis havde jeg min søns farmor med. Hun tog mit parti. Hun havde trods alt kendt mig i 5 år plus det løse. Og hun blev meget bestemt overfor jordemoderen! Men jordemoderen ville ikke lytte... Vi fortalte hende flere gange at jeg ikke vidste jeg var gravid, for havde jeg vidst det havde jeg jo ikke taget i byen. Hun mente at jeg godt vidste det, men bare var en dårlig mor der kun tænkte på mine egne behov. Så jeg blev tilknyttet familieambulatoriet (som regel for familier med misbrug eller totalt kaos, eks. Vold)

og det var det bedste der kunne ske! Jeg fik den bedste nye jordemoder der LYTTEDE til mig. Det ændrede rigtig meget for mig at komme på familieambulatoriet! På den positive måde.

Jeg blev tilbudt at være en del af et forskningsprojekt omkring alkohol påvirkning på fosteret. Derudover fik jeg 5 dage på hospitalet i stedet for 3, dette gjorde mig tryg at vide det var en mulighed!

Det at min veninde og min far var så stor en støtte fra start og at jeg fik en anden jordemoder gjorde helt klart at det var nemmere for mig at acceptere at jeg var gravid. Og endda 27+ uger henne.
Jeg havde aldrig haft et ønske om at skulle have børn. Jeg er den ældste i en søskendeflok på 4 og den yngste er 5 år ældre end min egen søn. Jeg var træt af børn! Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet at jeg skulle have et barn. Det lå så fjernt, hvilket gjorde at det var så stort et chok for mig.

Jeg mødte utroligt meget støtte!

Og uden den støtte havde jeg aldrig troet på at jeg kunne være en god mor! Jeg har dog også mødt en masse der var skeptiske og stillede spørgsmålstegn ved hvordan jeg kunne gå i så lang tid uden at opdage det. Jeg er endda blevet kaldt uansvarlig! MEN!  Hvis dit liv er kaotisk og du er stresset så kan det være nemt at misse.

Jeg har de seneste 5 år fået at vide at jeg har overrasket mange positivt! Jeg vidste at jeg var gravid i tre måneder og havde aldrig ønsket børn, men alligevel vendte jeg selv op og ned på mit liv for et "uønsket" barn. Lagde mine egne behov til side og klemte ballerne sammen. Jeg har fået at vide mange gange at jeg klare det super godt, specielt når man tænker på at jeg har været alene mor i tre år (faderen og jeg fandt sammen da knægten var 8 måneder og gik fra hinanden efter to år) og med et barn der i 10 måneders alderen måtte indlægges på et hospital fordi han havde betændt væskeansamling i ryggen og skulle have antibiotika hver 3. time i drop. Derudover har der været mange indlæggelser med astma.

Jeg var med hver gang han var indlagt!

Hans far har været med 5 gange og en af gangene var da vi var gået fra hinanden og det var i hans uge (vi har en aftale omkring dette). Jeg har haft mange søvnløse nætter på grund af min søns astma. I 2017 blev han erklæret astma fri! Samt vi blev frigivet fra familieambulatoriet fordi han klarede sig så godt og man på ingen måde kunne mærke at jeg har de indtaget alkohol under graviditeten. Jeg har færdig gjort en HF med afsluttende eksamenskarakterer 10 i min hue! Jeg har klaret en halv bachelor (fandt ud af at jeg ikke dur til kontor arbejde) og er nu påbegyndt min drømmeuddannelse som jeg ELSKER!!

Jeg håber at min lille historie, som er lidt anderledes, kan hjælpe nogle der står i samme situation. Hvis den kan hjælpe bare én der synes det hele ser sort ud, til at tro bare en lille smule på sig selv, så bliver jeg glad. For de ting man ikke får at vide når man er gravid, er hvor hårdt det kan være emotionelt og hvor mange mennesker man kan miste på halvvejen. Jeg har 3 venner tilbage fra før jeg blev gravid. Alle andre er forsvundet. Men det er de rigtige der er tilbage og de nyder at følge med i min søns opvækst! Man vil få dage hvor alt er galt. Men nu skal du høre det fra en der aldrig har ville have børn...

DE ER EN GAVE!

Jeg NYDER hver dag jeg har med min søn. Jeg elsker ham højere end noget andet! Og hvis jeg kunne gøre noget om, ville det være at rejse tilbage til efter jeg havde fundet ud af jeg var gravid og fortalt mig selv "ro på tøs! Du skal sgu nok klare det! Men drop den der bachelor! Bare gå igang med din drøm med det samme!" Jeg ville bestemt ikke tage tilbage til starten af graviditeten og have fortalt mig selv at jeg var gravid! For så VED jeg at jeg ikke havde haft ham nu.

Nogle ting sker af en grund på de mest "upassende" tidspunkter, men som regel viser det sig at det er det mest perfekte tidspunkt!


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.