Gitte Møller månedens mama Oktober 2018

Hej læsere

Jeg hedder Gitte Møller. Jeg er 38 år, gift med Jesper og mor til 3 børn.
William på 10 år (som jeg er ekstra-mor til), Julie på 4 år (der er spastisk lammet i benene - konsekvens af en blodprop i hjernen) og Oliver på 2 år.
Sammen bor vi i et nybygget, handicapvenligt hus lige i udkanten af KBH.
Jeg har arbejdet i Sverige i 12 år (Sales Manager/ Shippingfirma) og pendler dagligt over den fine bro 😊

Har du altid vidst, at du ville være mor?

Nej.

Jeg levede det vilde singleliv til jeg var 29 – og dengang var der ingen planer om børn. Jeg forestillede mig, at HVIS jeg mødte den rigtige mand.....................- men lysten dukkede først op, da jeg mødte Jesper.

Det at være mor, er det som du forventede? Eller var der noget som overraskede dig?

Pyha, der har været mange overraskelser. Mit forløb – særligt med Julie – var meget overraskende hele vejen igennem. Jeg havde ikke, i min vildeste fantasi, forestillet mig, at jeg skulle være mor til et barn med et handicap. (Sådan noget sker jo kun for naboen).

Da Julie meldte sin ankomst 3 måneder for tidligt og jeg sad og kiggede på en mikrobaby på 1330 gram, vidste jeg, at mit liv ville være forandret – for altid. Intet stemte overens med mine forventninger og drømme.

Jeg drømte om barselsbesøg, kage, hyggeamning og babysvømning – og IKKE neonatalgang med slanger, isolation, EKG og frygten for at miste.... Da vi fik hende med hjem – fik hun kolik. Det var drøn hårdt og jeg følte mig på mange måder snydt!

MW1.jpg

(Hun skylder big time oven på det kolik stunt.. . Jeg måtte jo sidde hele aftener med føntørre tændt i stuen......ENESTE der virkede... ret umulig opgave, at baby-hygge med en tændt føntørrer i rummet 😊😊)

Frihedsberøvelsen kom bag på mig... og følelsen af magtesløshed. De første 3 måneder efter hjemkomst fra hospitalet – var vi i hjemme-isolation pga. risiko for bakterier/sygdomssmitte.

Jeg var, desuden, afhængig af at stole på, hvad andre (primært læger) kunne spå om mit barns (og vores) fremtid. Den følelse af magtesløshed kom helt bag på mig... jeg kunne intet stille op – men måtte stole på, at lægerne havde ret, når de forklarede, at hun nok skulle overleve,- men at vi skulle forvente ”et liv i kørestol – og man kan sagtens have et godt liv alligevel”.... ☹

Følelsen af grotesk kærlighed kom også bag på mig. Jeg synes selv, at jeg var ret godt fyldt op med kærlighed før jeg fik børn..... Men den slags kærlighed vi oplever til vores små – er helt unik.  En slags skizo-kærlighed....ha ha........ 😊 (Det ene øjeblik elsker man dem til månen og det næste øjeblik ønsker man dem solgt for en flaske billig rødvin!)

Så kom Oliver, 2 år efter Julie,... og DÉR skulle jeg opleve den dér drømmebarsel....riiiight...! Han var ørebarn og skreg non-stop i 9 måneder... Dér var jeg forholdsvis tæt på, at stille mit liv ud til storskrald!

(I dag er de tilgivet...........  😊)

Hvornår har du det allerbedst i mor rollen og hvornår synes du, at det er hårdest?

Jeg har det allerbedst, når mine børn er glade og trives. Så ved jeg, at jeg har leveret varen. Jesper og jeg anser vores liv og hjem for ”hjemme-A/S” og når alle er glade, mætte, grinende og fjollede – så kører vores ”A/S” efter hensigten.

Og helt modsat er det, når børnene er kede af det eller mistrives. Hvad angår Julie er det hårdt, at være den ambitiøse på hendes vegne.  Hun er 4 år – og gider ikke træne, hvis ikke hun ser en mening med det. Det forstår man jo godt...…

Har du/I et ønske at om udvide børneflokken/betyder det noget at dine børn har søskende? Er der forskel på opdragelsen/ din måde at være på, med nr. 1 og 2 osv.?

Vi har de børn, vi skal have. Vi skal ikke have flere. MED STATSGARANTI. 😊 Det betyder meget, at de har hinanden. Den glæde og forståelse de har for hinanden og deres forskelligheder er unik – og kan, i særdeleshed gavne dem, når de skal ud i den store verden.

De kommer hjemmefra med en forståelse af, at vi ikke alle er ens og at forskellige former for handicaps er en helt normal del af virkeligheden. De støtter hinanden, passer på hinanden og ja -så hader de hinanden og slås som krigere, fra tid til anden...

MW2.jpg

De opdrages ens, alle 3.

Krav og normer er de samme. Der er enkelte elementer i vores dagligdags-opdragelse, der ikke stiller helt samme krav til Julie - der er fysisk begrænset...

Men derudover er der ingen forskel. Hvis vi skal leve 5 mennesker, med 5 forskellige behov på samme matrikel – skal alle bidrage med det de kan, ud fra de ressourcer vi har....

Hvad vægter du højt som mor?

Tid sammen!

Vores tid sammen er sparsom. I hverdagene flyver vi allesammen fra arbejde, skole, børnehave og vuggestue – til sport. Vi er delt op og alle dyrker forskellige former for sport. Fodbold, svøming, cykling og parasport (racerunning) – så vi har ikke ret meget tid sammen i hverdagene.

Derfor er de fleste weekender helliget tid med familien (når der ikke er sport på programmet).

Jeg vægter også tid alene med Jesper. Hvis Jesper og jeg skal fungere som par (og som team i vores A/S) skal vi løbende tankes op på kærlighed til hinanden.

Har du nogen gode råd til kommende forældre?

DROP FORVENTINGERNE

Det bliver alligevel ikke som du forventer (det bliver langt federe – også selvom rejsen er en anden end den du havde forestillet dig...)

Det er en kæmpe omvæltning at få børn – uanset om du får verdens nemmeste vidunder-baby, der sover på kommando - eller en kolik-baby med søvn-fobi. Dit liv og dine prioriteter vil ændre sig, i hvert fald for en periode. Nogle venskaber kommer måske lidt på standby og andre blomstrer - og det er helt ok.

Du vil få 1000 gode og velmente råd af mor/svigermor, veninder, kollegaer (og damen i Netto-køen der ved ALT om børneopdragelse..) Men gør dét der føles rigtigt for dig og din familie - når det ikke fungerer længere, så gør du/I noget andet.

LAD HYTTEN SEJLE og lev af take-away – hvis det er det der skal til.

HUSK HINANDEN

Du og din mand/kone skal også være vilde med hinanden, når jeres unger flytter hjemmefra. Der bliver perioder som bliver hårdere end du havde drømt om, men INTET varer evigt , selvom det kan føles sådan. Det siger måske sig selv, men kan alligevel være nødvendigt at minde sig selv og hinanden om ind imellem.

MW3.jpg

Andet du gerne vil fortælle, så skriv det endelig.

Jeg er MEGA stolt af denne fornemme titel.
1000 tak for den. Den vil jeg smile over, længe.


Husk at stem på MamaWise til “Børn i byen prisen" som “bedste blog 2018