Sofie - månedens mama Januar 2019

Jeg er Sofie – en 28-årig (men 29 lige om lidt) mor til Gustav og en lillebror i maven, som gerne skulle joine familien i december – men helst ikke juleaften, ok?! Jeg er gift med Mads, som fylder 33 år lige om lidt. Vi har været sammen siden 2006, da jeg gik i 1. g, så vi et rigtigt high-school par.

Til daglig kender du mig måske som hello_sofie, da jeg efterhånden får lagt en del billeder op på instagram, hvor en masse (især kvinder) følger med i mit liv på godt og ondt. Jeg har læst kommunikation på Copenhagen Business School og har siden 2015 arbejdet i Deloitte. Min officielle titel er Assistant Manager og jeg hjælper med at vinde projekter for virksomheden ved at sørge for, at det vi skriver er skarpt og lækkert – også visuelt. Og så er jeg en haj til at styre processer og projekter.

Når jeg ikke arbejder, eller sidder på instagram, eller pludrer med Gustav og Mads, så er der altså ikke meget tid tilbage. Men hvis jeg har ekstra tid, så elsker jeg at lytte til lydbøger, kigge på rejser, som jeg ikke nødvendigvis kommer af sted på, shoppe online, drikke kaffe med gode veninder og så ELSKER jeg brunch.

image3.jpeg

Har du altid vidst, at du ville være mor?

Ja, det har jeg nok. Men det er aldrig noget jeg har dyrket eller drømt om. Men jeg har altid vidst, at det skulle være i 30’erne, når jeg har fået min karriere op at stå. Det skulle komme i anden række. Indtil det pludselig blev serveret for mig som 26-årig. Det var ikke planlagt og vi var lidt rystede. Heldigvis har Mads og jeg været sammen i maaaange år og vi vidste, at vi skulle gøre det, selvom det kom lidt før tid. Nu er jeg så glad for, at jeg var forholdsvis ung, og at jeg blev ”tvunget” ud i moderskabet – ellers havde jeg nok ladet mit strukturgen tage over og hvem ved, hvornår det så var sket.

Det at være mor, er det som du forventede? Eller var der noget som overraskede dig?

Jeg forventede mig ikke noget. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente – og det er jeg glad for i dag. Jeg synes, det var meget hårdt og var nok blevet skuffet, hvis jeg havde troet, at moderskabet var noget andet. Moderskabet er overvældende på godt og ondt, men hvis du følger med på de sociale medier, så er det typiske de smukke og gode sider, som du får serveret. Det synes jeg er synd – vi skal kunne tale om det hele, så man ikke føler sig forkert, som mor, fordi man føler vrede, frustration og kedsomhed. Det er følelser, som er helt okay.

Det overraskede mig, at jeg ville føle så stor en angst. Den vil altid ligge i mig efter jeg er blevet mor, men var meget overvældende de første måneder. Angsten for at miste, for ikke at gøre det godt nok. Det er jo et kæmpe ansvar, og pludselig har man ansvaret for noget så dyrebart – dét er følelser, som har overrasket mig.

Hvornår har du det allerbedst i mor rollen og hvornår synes du, at det er hårdest?

Jeg har det bedst, når Mads er ved min side og vi har weekend og vi har tid og lyst til at fokusere 100% på Gustav. Jeg kan godt lide at tage på eksperimentariet, på legeplads, på biblioteket og lade Gustav rende rundt. Det gør Gustav glad og os glade, fordi vi alle kan slappe af sammen og det er typisk i de situationer, at Mads og jeg får mulighed for at drikke kaffe i ro og mag og tale lidt sammen, mens Gustav render rundt selv.

Jeg synes, at det er hårdest, når jeg selv er syg og man stadig skal være Gustavs mor, men man mest af alt har lyst til at grave sig selv ned. Det er SÅ hårdt! Endnu værre, hvis også Gustav er syg. I de situationer må jeg bare ty til bedsteforældre, for det er helt uoverskueligt at tage sig af et barn, når man næsten ikke kan overskue sig selv.

image4.jpeg

Har du/I et ønske at om udvide børneflokken/betyder det noget at dine børn har søskende? Er der forskel på opdragelsen/ din måde at være på, med nr 1 og 2 osv?

Jeg er 110% sikker på, at vores opdragelse med nummer to bliver langt mere løs end med Gustav. Gustav gik jo ikke i stykker af at få sukker eller komme lidt sent i seng nogle dage. Det er egentlig meget rart at have den erfaring med sig – selvom jeg lige nu føler, at jeg intet kan huske! Men det kommer nok meget naturligt (håber jeg). Jeg hører fra de fleste, at nummer 2 er nemmere, netop fordi der ikke altid er fuld fokus på ham. Det tror jeg er en god ting, da Gustav altid har været i fuld fokus hos os og hos bedsteforældre – det bliver spændende at han skal dele sit shine med en lillebror.

Det har aldrig været vigtigt for mig, at Gustav og nummer 2 skulle komme i rap. Der er næsten 5 år mellem mig og min storebror, så jeg har aldrig tænkt over, at det var vigtigt med søskende, der aldersmæssigt er tætte. Der er 8 år mellem Mads og hans lillebror og Mads ville meget gerne have to, der var tæt på hinanden i alder, så det er mest ham, der har presset lidt på for en hurtig 2’er ;-)

Hvad vægter du højt som mor?

Jeg vægter vores fælles trivsel rigtig højt. At både jeg og Gustav skal være glade – alt skal ikke foregå på Gustavs præmisser og selvfølgelig heller ikke mine. Vi er en familie og skal lære at få det hele til at fungere som en familie. Det er også vigtigt for mig, at Gustav lærer at være kærlig. Det er ikke en evne, man er født til, men noget han lærer gennem livet. Jeg vil gøre mit til at være åben, kærlig, lyttende, kyssende – selvom han sikkert vil hade det, når han bliver ældre ;-)

Har du nogen gode råd til kommende forældre?

Find venner eller familie, som du stoler på. Ikke dem, der pynter på det hele og ”fødslen var som at smutte en mandel”. Tjo, tja. Det kan godt være, at det var en nem fødsel – men som at smutte en mandel? Jeg er stor tilhænger af at være ærlig – både når det går godt og dårligt. De gode dage er jo kun rigtig gode i kraft af de dårlige og jeg ville ikke undvære nogle af dem. Jeg siger ikke, at kommende forældre skal frygte det værste, men tag det hele med en gran salt – og måske er det bedre slet ikke at have nogen forventninger, så man ikke bliver skuffet. Og et rigtig vigtigt råd til kommende forældre – vælg jeres kampe. Både med barnet (når det bliver ældre), men også med hinanden. I de nye roller kan man hurtigt komme til at snerre af hinanden hele tiden og diskuterer alt, fordi man naturligvis finder sig selv i en ny rolle. Man skal lige finde hinanden i det – giv hinanden plads til det (det arbejder Mads og jeg stadig med ligesom de fleste andre ☺)

image1.jpeg