1.jpg

Camilla Olsen er uddannet familierådgiver på Blackbird institute. Hun blev færdig i juni 2018, og arbejder som selvstændig familierådgiver, derudover er hun støtteperson og relationsvejleder på en folkeskole.

Hun er 41 år, gift og har 3 børn.
To drenge på henholdsvis 10 år og 8 år, og en pige på snart 3 år.

Som familierådgiver hjælper hun familie med både specifikke situationer der som kan være svære at gå til og også med generelle samspils situationer. Hun har fokus på relationen og har konkrete råd til de situationer der opstår i de familier der opsøger hende.

På hendes facebookside kan du læse mere om hendes børnesyn og få råd til hvordan man kan navigere igennem uenigheder med en styrket relation.
www.camillaolsen.dk


_SP15233.jpg

Stine Roswall er privat jordemoder. Stine blev uddannet i 2010 og har siden da arbejdet på først Herlev Hospital og derefter Hvidovre Hospital. Siden januar 2017 har Stine arbejdet som privat jordemoder, hvor hun besøger gravide og nybagte forældre på hele Sjælland. Stine tilbyder fødselsforberedelse, ammehjælp, jordemoderkonsultation, hindeløsning og meget andet.
Stine har 2 døtre, en mand og et lille hus i Rødovre.

Stine har bred viden om både graviditet, fødslen og den første tid efter fødslen, og hun deler gladelig ud af sin viden her hos mamawise.dk og på sin facebookside (www.facebook.com/jordemoderStine)

Vil du gerne have besøg af Stine, så find hende på www.PrivatJordemoderKBH.dk


josefine.jpg

Mit navn er Josefine Holmberg Baslund. Jeg er 31 år og bor sammen med manden min og vores dejlige dreng Noah på 4 år og vores fine nyankomne datter Sarah på 2 mdr.

Vi bor i Esbjerg i eget hus tæt på skov og strand, og så bor vi kun 5 min. væk fra mine forældre, hvilket er lige efter mit (kaffe)hjerte!

Jeg blev i 2012 færdiguddannet som farmakonom og fik arbejde i en virksomhed, som parallelimporterer medicin. Her udarbejdede jeg bl.a. indlægssedler og æsker til medicin, så du har måske fået en pakke p-piller eller smertestillende med dig hjem fra apoteket, som jeg har været med til at udarbejde.

Siden hen har jeg skiftet branche, og når jeg ikke er på barsel, så arbejder jeg bl.a. med produktudvikling samt salg -og markedsføring af et børnetøjsbrand. Man skulle umiddelbart ikke tro, at farmakologi og børnetøj går hånd i hånd, men det gør det faktisk ofte og især under produktudviklingen, hvor vi arbejder meget på at undgå unødig kemi og dermed gøre tøj og tilbehør så skånsomme som muligt for børn og miljø!

Jeg er meget nysgerrig af natur, og min baggrundsviden gør, at mine veninder flere gange har kaldt mig for ”speltmor”, fordi jeg ofte tjekker indholdet i både mad -og plejeprodukter. Da jeg blev mor for første gang, gik det nemlig lynhurtigt op for mig, hvor galt det kunne gå ved kun at stole på emballagen og markedsføringen af produkterne. Min søn er, ligesom jeg selv, sart overfor parfume og nogle tilsætningsstoffer, og jeg fik hurtigt fundet min ”farmakonomhat” frem, når der skulle købes ind, så vi slap for røde knopper og ubehag. Jeg vil dog sige, at jeg ikke er fanatisk, og der skal selvfølgelig være plads til både fredagsslik og færdiglavet pastasauce!

I min fritid finder man mig ofte i køkkenet, hvor jeg nørder med egne opskrifter på lækker, nem mad, eller på min træningsmåtte i stuen, når lillesøster sover, så jeg kan få en stærk krop igen efter 2 hårde graviditeter med svære bækkensmerter.

Som farmakonom lærer man om sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse. Det vil sige, at jeg er i stand til at rådgive om behandling med lægemidler, men også om hvordan man kan forebygge sygdom. Dermed kan du som læser ved mamawise.dk få råd og vejledning om alt fra brug af forskellige produkter, til hvordan man kan forebygge f.eks. ferie-mave, forkølelser, lus, allergi osv. Har du et særligt spørgsmål, du ønsker at stille mig, så er du meget velkommen til at skrive til mamawise.dk’s postkasse.


30118909_10215973667513979_1366610066_n.jpg

Jeg hedder Birgitte, er 32 år og mor til Charlie (september 2017). Min mand og Charlies far hedder Tesfazgi. Jeg mødte Tesfazgi da jeg boede og arbejdede i Etiopien.
Det var i høj grad mine år i Etiopien som både formede og vakte min interesse for det sociale arbejde med børn og deres familier. I løbet af mine år i Etiopien arbejdede jeg med at planlægge og faciltiere workshops og uddannelse for udsatte børn og unge. Jeg vejledte NGOer som arbejder med udsatte familier. Jeg arbejdede med vejledning og støtte til familier som har børn med HIV/Aids. Og jeg skrev bachelor i samarbejde med børn og unge som havde været tidligere børnearbejdere.

Jeg er uddannet Socialrådgiver, specialiseret i socialt arbejde med børn og familier. Derudover har jeg en kandidatgrad i International samfundsvidenskab. Sideløbende med mine primære uddannelser har jeg taget en række kurser, hvorigennem jeg har specialiseret min viden indenfor børn, familier og samfund, med fokus på hvordan strukturer har indflydelse på os, hvordan vi kan ændre dem eller lære at agere i dem. Yderligere har jeg faciliteteret workshops i både Danmark og Etiopien for børn, familier og pædagoger med det mål at bidrage med viden om, hvordan børn og voksne kan lære via leg, bevægelse og miljø.

Jeg har i en række år arbejdet med, og uddannet mig i, sundhed og motion. Jeg er Fitnessinstruktør, med primær fokus på funktionel træning og bevægelse. Jeg har kurser med i bagagen fra Active Aid, Equinox og Fitness World.

Det er en passion for mig at kunne kombinere min uddannelse og erfaring indenfor familievejledning med viden om træning, og dermed have en helhedsorrienteret tilgang til familiens sundhed. Jeg integrerer al den viden jeg har, og bruger delelementer der hvor det giver bedst mening - Jeg er af den overbevisning, at vi kan drage fordel af at kombinere den emotionelle del af vores sundhed med den fysiske. Jeg mener, at det ene er forudsætning for det andet. Jeg går derfor lange veje for at finde måder hvorpå vi kan koble det socialfaglige med det sundhedsfaglige, så børn og deres familier kan opnå trivsel på alle områder og integrere begge dele som en naturlig del af deres liv og hverdag.

Min store passion er arbejdet med børn og familier, at sikre trivsel via de ressourcer som den enkelte familie har til rådighed der hvor de er lige nu. Som regel kræver det kun nogle små justeringer eller et par enkelte værktøjer at få hverdagen til at glide lidt lettere. Jeg ønsker, at den enkelte familie kan få støtte til at opdage og udforske værktøjer, som de måske ikke selv havde set.

Jeg har arbejdet med børn og familier lige siden jeg trådte ind på arbejdsmarkedet. Mit første job var som babysitter for en privat familie. Herefter blev jeg uddannet som assisterende svømmetræner, og blev assisterende træner ved baby- og børnesvømning.

Senere i mit liv har jeg været ansat som skoleskaklærer hos Dansk Skoleskak, og herigennem undervist og arbejdet med børn og unge, hvor formålet har været at integrere skak i deres dagligdag for at forbedre evnerne inden for matematik, analyse og logisk forståelse.
Yderligere har jeg været ansat som boligsocial medarbejder, hvor jeg har stået for ungdomsklub, mentorskaber og kontakt til børn og unge i det område jeg arbejdede i. Dette indebar også at arbejde med støtte og vejledning til familier som levede på kanten, og støtte dem i at klare hverdagens udfordringer.Senest har jeg arbejdet som privat aflastningshjælper for en ung dreng, som både var udfordret af autisme, udviklingsforstyrrelse og diabetes. Her var det mit ansvar at aktivere drengen i nogle timer, et par gange om ugen, mens familien så kunne samle sig selv.
Dertil kommer mere end 10 års erfaring fra frivilligt arbejde hos Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg har været lektiehjælper for flygtninge, mentor og støtteperson for familier, aktivitetskoordinator og en haft en lang række kasketter på.

I løbet af min barsel med Charlie, er det blevet stadig mere klart for mig, at min store passion er at bruge mine mange erfaringer til at støtte, vejlede og hjælpe børn og familier, både med det emotionelle og sundheden. Jeg glæder mig til at kunne bidrage her på bloggen med min viden og erfaring, og forhåbentlig være med til at inspirere familier med at overkomme små og store udfordringer.

Du kan læse mere om det jeg går og laver på
Www.omsorgsmor.me