Når man er mor og selv har oplevet store tab

Da jeg var 3 år, døde min mor af kræft efter et længere sygdomsforløb. Jeg ved at min familie har været i stor sorg efter min mors død, men jeg husker intet selv. Jeg har jo nok været for lille dengang til at kunne huske det den dag i dag.

Jeg er vokset op på landet med min far og mine to ældre brødre. Jeg husker min barndom som god, tryg og fuld af kærlighed. Jeg har som sådan ikke manglet noget, men jeg husker alligevel, at jeg altid har følt et savn. Jeg husker at have tænkt over hvordan det mon ville være at have en mor, når jeg var hjemme ved mine veninder og så dem med deres mødre, eller når jeg har kigget i vores mange fotoalbum med billeder af min mor, sammen med min familie og mig, men helt præcis hvad jeg savnede, vidste jeg ikke. Jeg føler ikke at jeg har kendt min mor og når jeg kigger på min ældste datter Naya, der lige nu har samme alder, som jeg havde da vi mistede min mor, skræmmer det mig. Tænk hvis jeg døde nu, så ville hun højst sandsynligt ikke kunne huske mig, når hun bliver ældre.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvis mine piger skulle vokse op uden mig. Jeg ved at min familie så småt har ville vænne mig til, at skulle undvære hende, da de vidste at det var den vej det gik, men jeg forestiller mig alligevel at det må have været en kæmpe omvæltning for mig dengang og det blev kun forstærket efter, at jeg selv fik børn. Jeg har altid tænkt på, hvor hårdt det har været for min familie og mig, at miste hende, men efter at jeg selv er blevet mor, har jeg tænkt meget over, hvor hårdt det må have været for min mor, selv at vide, at hun skulle dø fra sine tre små børn.

Da jeg fik min ældste datter Naya var jeg, som så mange andre førstegangsmødre, lidt i vildrede med det her lille væsen. Hun væltede mig omkuld af kærlighed og jeg kunne sidde længe og kigge på hende, helt opløst i gråd, af lykke over hvor dejlig hun var. Der var rigtig mange ting, som jeg ville have spurgt min mor om, hvis hun havde været der. Gode råd til søvn, amning, tilknytning og alverdens andre ting, som kan være meget følsomme for en nybagt mor, at snakke med andre om. Især fordi jeg kunne høre, hvordan de andre i mødre gruppen havde stor glæde af at dele den begivenhed med deres egne mødre. Her savnede jeg hende specielt meget, men jeg tænker hele tiden, at min mor sidder et sted og kigger ned på os og følger med.

Da Naya så er 6 måneder, sker der endnu en tragedie i mit liv. Mine brødre er ude for en fyrværkeri-ulykke nytårsnat. Her dør min ene bror og min ældste bror kommer slemt til skade og i mange dage vidste vi ikke om han heller ikke ville overleve. Det var sindssygt at stå i. Og med en lille datter, der aldrig havde undværet sin mor i længere tid, end det tog at handle ind. Pludselig var jeg væk fra hende, både fysisk og psykisk. Jeg forstår slet ikke hvordan vi kom igennem det, men jeg ved at Naya har været den største motivation, for at arbejde med sorgen. Jeg har stadig dage hvor det fylder meget og pigerne ser mig være ked af det, men det er egentlig helt okay, for hver gang ser de at jeg bliver glad igen og det er der også stor læring i for dem.  Jeg tænker stadig på min bror hver dag og hvor ville jeg dog ønske, at han kunne se mine piger i dag. Jeg ville give alt jeg har, for at se ham tosse rundt med dem, give Naya en tur på sin motorcykel og grine med Liva over alt det gøjl hun laver. Men jeg øver mig hele tiden i at lade de gode og glade ting fylde i mit liv. Jeg tror egentlig altid at min far, måske ubevidst, har lært mig at se fremad. Vi kan ikke lave om på fortiden, hvor meget vi end gerne ville, men vi kan hygge os og have det sjovt sammen i fremtiden.

Noget andet jeg har lært af mine tab, er at et menneske kan tåle nogle enormt voldsomme stød i livet, hvis man har en tryg og sikker havn. Jeg har altid vidst at min far ville kæmpe sig igennem sorgen, han ville stå stærkt igen og altid gribe hvis jeg falder, eller hvert fald tage fra i faldet, så jeg ikke lander så hårdt, at jeg ikke kan komme op igen. Min far og min mormor er mit sikkerhedsnet og de er de stærkeste mennesker jeg kender. De har været igennem nogle voldsomme tab og rejser sig hver gang og er taknemmelig for det de stadig har i livet. Dét vil jeg gerne give videre til mine piger, for så er jeg sikker på, at de også vil kunne klare de stød, som livet vil byde dem. Jeg kan ikke beskytte dem mod livet, men jeg vil altid være der, til at rense såret, så de igen kan hele.

I dag har jeg fokus på, hvad jeg gerne vil i livet og hvad jeg gerne vil give mine piger. Det er virkelig vigtigt at vi har det godt, er lykkelige og laver en masse sjov, ballade og dejlige ting sammen. Det er langt vigtigere for mig, end at de lærer at holde bordskik, og den slags. Det er ikke det jeg vil tænke tilbage på, når jeg bliver gammel. Det er den tid vi har sammen, der betyder noget og det er jeg meget bevidst om.