Et levende mareridt

Billedet er et model billede og afspejler ikke personerne i beretningen.


Det at være gravid, er ofte noget de fleste pr automatik ser som verdens største gave og en helt igennem fantastisk tid. Og sådan ville jeg da bestemt også have ønsket, at jeg havde det under min graviditet.

 

Sandheden er bare en helt anden. I november 2017 fik jeg konstateret pcos. Og dommen lød på, at jeg ikke kunne blive gravid på naturligvis med min kæreste - noget af et slag! I februar 2018 kom vi igennem første IUI med min kærestes sæd; og sørme så om ikke graviditeten sad der i første forsøg! Vi var begge ovenud lykkelige, for nu ventede der bare 9 lykkelige måneder, hvor maven og baby skulle vokse - og det ville jo være en fantastisk tid; ikke?

 

Men nej. Da jeg talte med min læge fra Infektionsmedicinsk afdeling i Skejby om, at jeg ønskede at blive gravid, fik jeg besked på at stoppe på min medicin omgående, for min autoimmune sygdom. For medicinen måtte jeg åbenbart ikke tage, når en graviditet indtrådte. Så det stoppede jeg på, inden første IUI-forsøg.
Og Hey - når man har en kronisk sygdom, og medicinen bliver taget fra en, så får man det ikke godt.  

Så da jeg blev gravid, blev min krop sat under yderligere pres. Det resulterede i at min feber igen var der hver dag, nogle gange kun som 38 grader og andre gange som 40 grader. Jeg var træt. Ugidelig. Og gik med en konstant følelse af influenza.

Men det var ikke det værste.  

Nej, det værste ved hele forløbet var, at de på sygehuset var i tvivl om, hvordan det påvirkede min lille datter i maven, at jeg var så meget syg.

En læge mente det ville påvirke hendes hjerte, en anden at det ville påvirke hendes vækst, en 3. At det slet ikke påvirkede hende og en 4. At det kun var farligt for mig.

Fra uge 30 gik vi til scanning hver 3. Uge af den årsag: men vi var stadig ikke trygge, fordi de ikke vidste hvad de skulle kigge efter hos hende.

Forestil jer, at det dyrebareste i bære på, hele tiden er under en belastning fra jer selv. Hvilke tanker det giver en kommende mor - for ødelagde jeg hende? Led hun derinde? Ville hun overhovedet komme ud og være rask? 

Nå, men mandag d. 24. september 2018 sagde min krop fra for første gang. Her var jeg 33+6. Jeg fik voldsomme synsforstyrrelser og blev lam i højre arm. Jeg troede det var svangerskabsforgiftning, og tog til fødegangen i Horsens, hvor de hurtigt kunne konstatere at det ikke var det. Min fødselslæge kom ind igen, og sagde at det hele nu ville gå lidt stærkt. Der ville komme en ambulance med udrykning og de ville køre mig, min mand(ja, vi blev sørme gift i juni) og min gravide mave til Århus, hvor de på Neurologisk afdeling ville stå klar; fordi de mistænkte en blodprop i hjernen.

En blodprop. I min hjerne.  

Turen gik afsted i fuld fart. Jeg græd ikke. Men jeg gik ind i min selv. Forestil jer, hvordan det er som 25-årig at ligge der med sin gravide mave, med mandens hånd i min, og tankerne florerende omkring der faktum, at jeg måske havde en blodprop.

Ville jeg blive lam? Kunne jeg dø? Hvad med min datter? Skulle min mand så være alene far?

Vi ankom til Århus, med fuld fart på - og et hold af mennesker tog imod mig. Jeg blev akut scannet i hovedet og der var heldigvis ingenting. Men jeg blev kørt på en stue, hvor lægen forklarede, at det nok var min krop der sagde lidt fra nu, og derfor gav mig disse reaktioner. Nå... Så min krop kunne altså måske ikke lide at være gravid mere?

Men hvad så?  

Vi tog hjem samme aften. Slukøret, trætte og forgrædte. Jeg var ked af det og bange. Meget bange. Og jeg var frustreret over, at jeg ikke bare kunne have en lykkelig graviditet hvor jeg kunne nyde min mave.  

Onsdag d. 26. september tog jeg til Århus igen - denne gang for at snakke med den anden afdeling jeg også er tilknyttet med min sygdom; reumatologisk afdeling.

Her blev jeg mødt af en meget vred og uforstående læge, der ganske simpelt ikke forstod, at lægen fra infektionsmedicinsk havde taget mig af min medicin under graviditeten - fordi jeg åbenbart godt måtte tage det.

At det var langt bedre jeg tog det, frem for at være så meget syg.. Jeg var målløs og græd igen. For havde jeg virkelig gennemgået 34 ugers graviditet i helvede, når det kunne have været mindsket bare en smule?!

Nå. Hjem igen - og nu på min medicin igen. Forvirret i hovedet over de mange forskellige meninger; og nu også med en henvisning til fødeafdelingen i Skejby fremfor Horsens, fordi jeg slet ikke skulle være i Horsens når jeg havde denne kroniske sygdom. Flot.. Så jeg blev simpelthen fulgt det forkerte sted med knapt så kompetente læger.

Torsdag d. 27. september stod jeg sent op. Jeg havde ikke sovet ordentligt om natten, jeg var urolig og kunne heller ikke finde ro i mit hoved. Jeg gik ned for at tisse klokken 12, og i toilettet hørte jeg et “plop”. Jeg kiggede ned i kummen, og så en underlig slimklat med blod i. Undrende fik jeg rejst mig op og tog et bind i mine trusser og gik lidt forvirret rundt.

Hvad var det?

Pludselig kom der endnu en kæmpe klat ned i bindet og derefter en lidt sivende fornemmelse der dog hurtigt stoppede. Jeg ringede til fødeafdelingen i Skejby, som jeg havde en tid ved om tirsdagen, ugen efter, for at lægge en plan for fødslen.

Jeg fik besked på at komme hurtigst muligt, da det nok var slimproppen og at fostervandet måske også var gået lidt.

Jeg ringede til min mand og bad han om at komme hjem. Og ca. 45 minutter kom han hjem og vi fik pakket lidt tøj til os selv og baby; for måske vi blev forældre snart?

Vi kørte mod Skejby, og omkring 30 minutter derfra, gik mit vand.. Ud på hele forsædet... Nu blev jeg for alvor nervøs; for det var jo alt for tidligt at føde 34+2..

Vi ankom og jeg blev tjekket. Fostervandet og slimproppen var gået ja.

Vi fik tildelt en fødestue og fik pænt af vide, at vi i dag eller i morgen skulle fejre vores datters fødselsdag.

Fødslen i sig selv, var som sådan en fin oplevelse. Jeg klarede det til UG, fik jeg af vide, uden at skrige og jeg lyttede til min JM. Men de sidste 10 minutter af fødslen, var traumatiske. Min lille datters hjertelyd faldt drastisk mod 0. Der fløj en masse mennesker ind på fødestuen og en læge fik sagt til mig, at jeg nu kun skulle lytte til hende - for min datter skulle ud NU! Ved næste ve skulle jeg presse og ikke slippe det pres. Og det gjorde jeg så.

Jeg pressede det bedste jeg kunne. Alt imens flåede hun min datter ud med en sugekop i ét ryk.

Fredag d. 28. september 2018 kom hun til verden, min datter, Thilde, 6 uger før tid. Helt blå og stille.. Men hun vågnede op og lå hos mig nogle minutter, inden de fjernede hende fra mig og stak af med hende og min mand til neonatal afdelingen.

Jeg græd... Jeg græd meget..

Endelig efter 3 timer var jeg syet sammen og gennemtjekket og blev derefter kørt op til genforening med mine to kære. Her lå jeg med Thilde i lidt tid - men efter 24 timer i fødsel, var jeg træt og brugt..

Vi blev indlogeret på mor/barn min mand og jeg - uden Thilde. For hun skulle være indlagt på neonatal lidt endnu. Min mand og jeg græd.

Meget. Vi kunne slet ikke forholde os til fødslen og vores egen datter; for det var alt for tidligt. Og hun var jo ikke hos os..

Vi endte med at være indlagt på Neonatal i en uge på intensiv stue, fordi Thildes ene lunge punkterede og pressede på hendes hjerte. I hele den uge havde vi hende knapt nok ude hos os, fordi hun var svag og med smerter.

Så der stod jeg som mor og måtte i 2 hele døgn ikke holde min egen datter, trøste hende når hun var ked eller tage hende ind til kroppen.. 

Torsdag d. 4. oktober blev vi udskrevet og tog til Horsens sygehus på barselsgangen. Her var vi i yderligere en uge for at blive amme etableret med hende - fordi for tidligt fødte ikke har lysten til at sutte eller kræfterne til det. Men det lykkedes!

Hjem torsdag d. 11. oktober og NU skulle vi endelig lære at være en familie derhjemme

- troede vi! 

Hele weekenden havde jeg det dårligt. Jeg fik mere og mere feber og blev diffus. Mandag d. 15. Oktober blev jeg indlagt på akut afdelingen, med et infektionstal på 170 og det skal være under 8.. Jeg fik antibiotika i lange baner; og vi måtte tage snakken om amning. For Thilde fik ikke nok hos mig, fordi sygdommen satte produktionen ned. Hun var ked og urolig. Så tirsdag nat fik hun sin første flaske - for der kom intet mælk ud af mine bryster. Jeg græd bagefter, mens jeg kiggede på min venflon hånd og droppet der hang

HVORFOR skulle alting ramle for os?

Onsdag blev jeg udskrevet og turen gik hjem. Jeg var stadig ked af det. Ked af, at vi havde kæmpet sådan med amning og at hun nu var flaskebarn i stedet.

Men det var den rigtige beslutning - for nu kan min mand aflaste mig, når min sygdom driller.

Vi har nu været hjemme i knapt en uge. Og først nu begynder vi at lære Thilde at kende.
Jeg er ikke flov over at sige, at min graviditet var et helvede uden lige, fyldt med bekymringer og sygdom. Jeg er heller ikke flov over at sige, at jeg hader de sidste 10 minutter af min fødsel. Og sidst men ikke mindst, så er jeg heller ikke flov over at sige, at det først er nu, knapt 4 uger efter min datters fødsel, at jeg er begyndt at holde af hende og lære hende at kende.. For med sådan er forløb, så er der mange ting der skal bearbejdes.

Og det skal der være plads til.


Vil du dele din beretning med os? Så send os endelig en e-mail (mamawisedk@Gmail.com) for at høre mere.