Når man har besluttet at gå fra 2 til 3 – og ventetiden er forfærdelig lang!

En fantastisk og virkelig sej IVF-mama fortæller her om følelserne der går igennem en når man går fra beslutningen om at ville have en baby til at man får ønskebarnet, når beslutningen tager endnu længere tid end forventet.

Forventningsglæde, sommerfugle i maven, lykkerus.

Er følelser som alle par går igennem når de har truffet beslutningen om, at dele deres liv sammen resten af deres dage og valget om at lave en baby. At tilføre en ekstra person til tosomheden. At ændre status fra par til familie. Man binder sig nemlig for livet ved at bringe et lille nyt væsen til verden.

Ængstelse, mavepine, tomhed.

Følelser som par går igennem, når beslutningen om familie forøgelse ikke lykkedes. Som kommer måned efter måned, og for nogle år efter år. Som kommer hver gang ens familie eller venner deler nyheden om, at de venter sig for første gang, for anden gang, for tredje gang osv. Som man ikke helt kan forklare hvorfor kommer.

Alt sammen fordi man står i en situation, hvor man kæmper med blod, sved og tårer. Hvor man ønsker og håber.

Kampen om en baby.

Kampen om en familie.

Kampen om Peanut.

I foråret 2009 bliver jeg opereret for en vandcyste på den ene æggestok. I den forbindelse finder jeg ud af, at jeg nok har PCOs. Mine skanningsbilleder viser det tydeligt. Som taget ud af en bog. Min, på det tidspunkt, kæreste og jeg bliver hurtig enige om, at jeg skal tage imod tilbuddet om udredning. Vi elsker hinanden, og vi vil gerne dele livet sammen. Udredning understøtter mistanken, og jeg har PCOs. Men i en mild grad, da mine hormontal er forholdsvis normale men mine skanninger viser den klassiske ”perler på en snor”. Jeg har ikke diabetes og jeg er ikke ekstrem overvægtig. Dommen er, at jeg nok skal have hjælp til at kunne få børn! Bom. Slået hjem i Ludo. Lige startet på uddannelse og nu med følelsen af, at være forkert. Forkert som kvinde.

I november 2009, på min 20 års fødselsdag, får jeg et kort fra min kæreste. ”Jeg elsker dig, og du er min eneste ene” og så et fint lille P med et kryds over. Mening? Let’s make a baby. Så der røg p-pillerne og den spændte, forventningsfulde tid gik i gang.

Det blev vinter, så forår, så sommer, så efterår og så blev jeg 21 år. Og stadig ingen baby.

Efter 1 års kamp gik vi vemodige i gang med fertilitetsbehandling. Vi havde en meget striks aftale om, at vi IKKE ville have donor af hverken æg eller sæd. Så skulle vi adoptere. Det kunne ingen af os forlige os med. At jeg enten skulle blive gravid med en ”anden kvindes æg” eller med en ”anden mands sæd”. Så var adoption vejen frem for os.

Vi startede med en smule hormoner. Vi prøvede 5-6 omgange med hormoner, skanninger op til ÆL (ægløsning), hjemlig lagengymnastik og ventetid. Uden held.

Inden da havde jeg fået foretaget en ultralydsskanning med kontrast som egentlig også skulle virke som en gennemskyldning for, at sikre at der ikke sad nogle ”klumper” og spærrede oppe i mit system.

Så blev jeg 22 år. Og stadig ingen baby

Så gik vi i gang med insemination. Daglig medicin i form af enten næsespray, tabletter eller injektion blev vores hverdag. Det påvirkede mig ofte med hovedpine, træthed, ondt i maven og generel nedtrykthed. Vi blev insemineret 6 eller 7 gange. Med pauser da min krop enten blev overstimuleret eller lignende. Og fordi vi havde behov for pauser fx henover en sommerferie så vi lige kunne slappe helt af og tænke på andet end medicin osv.

I efteråret 2012 skulle jeg så småt i gang med min bachelor. Og derefter den allersidste eksamen. Min kæreste og jeg blev derfor enige om at sætte projekt Peanut på standby. Så jeg kunne give mig 110% i den sidste del af uddannelsen.

Så blev jeg 23 år. Og stadig ingen baby.

Ved årsskiftet 2012/2013 gik jeg igen i gang med medicin, men denne gang med henblik på IVF. Jeg fik taget æg ud (AV!) på en onsdag, og de blev parret sammen med min kærestes sæd (han leverede over 35 millioner svømmere i den portion – BRAVO). Så kom den lange ventetid på det famøse opkald fra klinikken. Om der var nogle æg som havde delt sig og dermed var befrugtet korrekt og klar til oplægning.

ENDELIG kom opkaldet. 1 ud af 5 æg havde overlevet og delt sig korrekt. Ét lille guldæg blev lagt op og så skulle jeg ellers vente igen i 14 dage.

Meget lange 14 dage. Hver dag føltes som 1 uge. Jeg ventede og græd af glæde, af bekymring, af håb og forventning. Endelig blev det fredag. Endelig skulle jeg have taget blodprøve. OG igen vente på resultatet.

Klinikken ville ringe inden de lukkede kl. 15 den dag. Jeg var sammen med min veninde, som også havde været med oppe ved oplægningen.

Klokken blev 14.50.

Klokken blev 14.55.

Klokken blev 15:05. Og jeg græd igen. Havde de glemt mig? Var det ensbetydende med, at blodprøven var negativ?

Klokken blev 15.09 og min telefon ringende. Mit hjerte stoppede og mine lunger krympede. En rar dame undskyldte det sene tidspunkt, men de havde haft travlt. Og jeg var ikke blevet glemt!

”… Nå, men søde, du fik jo taget en blodprøve i morges. Og vi har fået resultatet…. TILLYKKE, DU ER GRAVID!”

Vent, hvad? Altså jeg har en baby i maven? Altså jeg er gravid? Jeg ringende til min kæreste som var på arbejde og han kunne næsten ikke tale, da jeg fortalte ham nyheden.

Den aften græd vi igen. Af lykke.

Februar 2013 var uden tvivl en af de bedste måneder i vores liv. Da fik vi nemlig ENDELIG (mange) fine teste med de mest tydelige røde streger og 2 styk af dem.

Efter 6 uger så vi hjerteblink.

Efter 12 uger var vi til NF skanning og ventede en perfekt baby.

Efter 20 uger var vi til MD skanning og ventede en perfekt baby. En lille pige. Vores lille Peanut. Vores datter var på vej.

Efter 26 uger sagde jeg ”ja” i kirken til min kæreste imens Peanut sparkede i min mave.

Efter 40 uger og 5 dage fødte jeg den smukkeste, sødeste, lille pige på en smuk november dag.

Og så blev jeg 24 år og endelig med en baby!

Kampen om Peanut var slut og her sad jeg med lille Peanut i mine arme.

”We went to Hell and back. And we made it”

Og her sidder jeg, oktober 2017, med vores lillebror på 9 uger. Som også er skønt lille IVF barn. Men denne omgang var meget nemmere. Vi startede medicin i september 2016. Jeg fik lagt æg op i november og testede positivt i december.

Til alle mødre, fædre, medmødre, medfædre  derude:

Giv aldrig op. Klap Jer selv på skulderen. Giv Jer selv lov til at græde. Til at være barnlig og synes alle andre som får babyer er dumme idioter. DET ER OKAY!

Vi kæmper nemlig bogstavelig talt med blod, sved og tårer for at få et barn. Et drømmebarn. Et virkelig ønsket barn. Og den klub er sgu egentlig okay, at være en del af (OG NEJ, her menes der IKKE, at alle andre ikke ønsker deres børn!!)

Så high-five til os alle. Og jeg sender alt min kærlighed til Jer som forsat kæmper!

Kh. en IVF-mama.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.