Susans fortælling om 5 år med ufrivillig barnløs

baby-teddy-bear-cute-39369-520x520.jpg

Susan fortæller her sin historie om 5 år med ufrivillig barnløshed, hvordan gik fra at at være glad og lykkelig til at være ked af det, jaloux og helst ville være alene. Læs her hele historien og om Susan stadig er ufrivillig barnløs i dag, lige her.

Mit navn er Susan, jeg er 30 år gammel og har igennem de sidste godt og vel 5 år været ufrivillig barnløs.

Egentlig har jeg aldrig villet have børn – måske det bunder i at min mor var dagplejemor og jeg havde følelsen af, at skulle dele hende med de andre unger? Jeg har i hvert fald aldrig været den store fan af børn. Jeg har tit tænkt på, om det er karma der har bidt mig i bagen her senere i mit liv.

Men ønsket om børn ændrede sig da jeg i 2010 mødte min mand. Et år efter, i februar 2011, stod jeg nemlig med en (ønsket) positiv test og fødte vores søn september samme år. Vi havde en hård start med kolik og lillebror/søster var derfor ikke lige på tale med det samme. Et par måneder efter min søns 1 års fødselsdag, stod jeg så med en positiv graviditetstest igen. Denne gang var den mindre planlagt, men lykkerusen indtraf hurtigt og vi glædede os allerede til, at vores lille familie skulle gå fra 3 til 4.

Lykken varede ikke længe, for det viste sig at fosteret var gået til i 8-9. uge og hele min verden braste sammen.

Gynækologen, som konstaterede at fosteret ikke var i live, hvilede sin arm på mit knæ mens jeg lå fuldstændig blottet og knust med benene i bøjlerne  så sagde hun iskoldt ”Ja, det er der jo ikke nogen grund til at græde over!”. Hvis ikke det var fordi at jeg troede at hele mit hjerte allerede var knust, så fandt hun da i hvert fald lige ét lille stykke, som hun smadrede til atomer.

Ønsket om baby nummer 2 var nu ikke kun et ønske, det var blevet til en mission! En mission som hurtigt viste sig at blive en lang rejse.

Den positive graviditetstest havde skabt en ”nu-skal-du være-mor-igen” plads oppe i min hjerne og da denne graviditet så alligevel ikke blev til noget, forblev denne plads tom. Selvom jeg forsøgte, kunne jeg ikke udfylde tomrummet med noget andet. Vi forsøgte måned efter måned og lige lidt skete.

Når man uden held har forsøgt, at opnå en graviditet i over 1 år så er man ufrivillig barnløs og kan derfor blive henvist til enten det offentlige eller private regi. Fordi vi i forvejen har en fælles søn, så blev vi tilbudt hjælp ved en privat fertilitetsklinik. Her startede vi i april 2014.

Først startede man mig op på hormoner og det kørte sådan i et par måneder – ingenting skete. Så forsøgte vi os med insemination – ingenting skete. I august 2014 bliver jeg så gravid igen, på ganske økologisk vis, altså uden hjælp. Denne gang, var jeg lidt mere påpasselig med at føle glæde – men alligevel tænkte jeg for mig selv ”jeg kan da ikke være så uheldig, at det sker to gange i træk?”. Det kunne jeg så, for i oktober blev fosteret igen erklæret dødt.

Tomrummet i hjernen blev bare endnu større og føltes efterhånden som et stort sort hul der bare slugte alt liv og glæde omkring sig.

Det er sgu svært at gennemgå den slags og samtidig skulle være mor, kone, veninde, søster og datter. Jeg havde da ikke lyst til at tale med nogen og ej heller være sammen med nogen. Der hvor båndet nok knækkede helt, var at mens jeg lå på hospitalet for at få min udskrabning, da lå min svigerinde på Riget og fødte min nevø – det har taget mig lang tid at bearbejde den smerte. Ikke kun fordi det var en smerte, men fordi det var ren og skær jalousi!

Generelt er jalousi nok den følelse der har fyldt mest hos mig i de sidste 5 år. Jeg fik min søn relativt tidligt, mens min omgangskreds stadig levede bylivet. Men flere og flere begyndte at indhente mig og det havde jeg det enormt svært ved. Flere nåede at føde 1-2 børn (nogle endda 3!!!) mens jeg kæmpede så hårdt for at få mit andet barn.

Det betød desværre, at jeg ubevidst trak mig fra alt socialt liv. Jeg havde ikke lyst til at se på andres børn eller andres gravide maver – jeg havde ikke lyst til at holde deres nyfødte babyer og føle mig tvunget til at smile og sige dikkedik. Nej, for jeg var vred og jeg var jaloux!

Denne kamp har gjort mig til et vredt og bittert menneske. Jeg har svært ved at glædes på andres vegne og så vil jeg egentlig helst bare være alene. Sådan var jeg slet ikke før. Selvom jeg prøver at være glad, så falder jeg bare tilbage i mit sure sorte hul og det kræver bare så ufatteligt mange kræfter at kravle op ad hullet igen.

Jeg har taget mig selv i, at kigge på den gravide kvinde nede i Netto og tænke ”hvorfor fanden kan hun få lov til at være gravid? Det har hun sikkert ikke fortjent!”. Og jeg flover mig sådan.

En jeg kender var det samme igennem som jeg selv. Hun var endda lidt foran – altså hun havde flere aborter end jeg selv havde og var derfor kommet i behandling inde på ’Rigshospitalets enhed for gentagne aborter’ (tidligere kaldet Abortus Habitualis (HAB)). Adgangsbilletten for at komme i behandling der er 3 dokumenterede aborter i træk. Jeg fulgte lidt med i hendes forløb og sagde til mig selv ”det er næsten lige meget om næste graviditet ender i en abort, for så kommer jeg jo i behandling på HAB”.

Efter at have prøvet hormoner og inseminationer beslutter vi os for, at købe et enkelt forsøg med kunstig befrugtning. Fertilitetslægen, som jo havde undersøgt os begge i hoved og bagdel, kunne ikke finde nogen årsag til aborterne og ej heller en årsag på hvorfor der gik så lang tid imellem mine opnåede graviditeter. Så i april 2016 startede vi forsøget, som resulterede i 12 æg, hvoraf 4 var godkendte – altså ikke superæg, men godkendte. Jeg fik lagt 2 æg op og betalte en halv formue for at fryse de sidste 2 ned. Det endte desværre ikke ud i en graviditet, men derimod en indlæggelse på hospitalet med infektion i kroppen og overstimulering af mine æggestokke ..hvis nogen skulle være i tvivl, så er det ret smertefuldt.

Slukøret efter denne oplevelse, valgte vi at forsøge igen uden hjælp.

Det resulterede så i den 3. graviditet og vi kunne næsten ikke få armene ned. Jeg håbede selvfølgelig på, at mareridtet skulle stoppe her, men havde hele tiden i mente, at hvis det blev til endnu en abort så var det min adgangsbillet til en mere dybdegående udredning på Rigshospitalet.

Som frygtet, så endte denne graviditet også med et dødt foster. Endnu engang blev mit hjerte revet itu, tomrummet i hjernen større og vreden vredere.

Samtidig blev jeg også uhyggelig kold. Følelseskold. Jeg husker ikke engang om jeg græd? Jeg husker bare scanningen, hvor fosteret blev konstateret dødt – jeg rejste mig fra briksen, tog mine bukser på og spurgte om de så bare ringede til hospitalet, så jeg kunne få en udskrabning? Samtidig husker jeg også min mand sidde og stirre på mig med tårer i øjnene. Hidtil havde det været ham der var den stærke, ham som greb mig når jeg faldt – men han blev simpelthen så ulykkelig over at se min reaktion. Jeg tror bare det gik op for ham, hvor ødelagt jeg egentlig var.

Udskrabningen fandt sted en lørdag morgen. Selvsamme dag havde vi inviteret gæster på besøg – vi skulle nemlig fejre min søns 5 års fødselsdag. Det er svært at beskrive, hvor ensom man føler sig i et lokale fyldt med mennesker, når man lige har gennemgået en abort.

Og hvad er det egentlig man føler? Hvoraf jalousi har været en af de helt store følelser for mig, så har følelsen af ikke at være tilstrækkelig også overtaget mig langsomt. For jeg er jo i stykker! Jeg dur jo ikke til det, som jeg er skabt til – at lave børn. Jeg er en dårlig kone fordi jeg ikke kan give min mand et barn mere, jeg er en dårlig mor fordi jeg ikke kan give min søn en søskende. Jeg har i 5 år været en ovn i udu og jeg har følt at hele verden kunne se det på mig.

Som alkoholikere går til møder, så følte jeg også bare en trang til at sige det højt. ”Hej jeg hedder Susan og jeg er ufrivilligt barnløs!”. Og jeg har også været utrolig åben omkring det. Det har været lige så naturligt for mig at tale om, som at tale om alle mulige andre hverdagsting. Det overraskede mig voldsomt meget, hvor uhyggeligt mange andre kvinder der har været det samme igennem. Jeg er altså ikke alene om det her – vi er faktisk mange! Det har virket helende for mig, at åbne op og tale om det.

Efter 3. abort fik jeg hevet en psykologhenvisning ud af min læge. Det hjalp mig desværre ikke – men det var forsøget værd.

Vi blev samtidig henvist til HAB og vi var heldige at komme før til, pga. et afbud. Vi fik derfor allerede en tid til første samtale i marts 2017. Jeg fik foretaget en masse prøver og lægerne fandt ikke nogen umiddelbar forklaring for tabene. En mulig årsag kunne dog være ’overaktivt immunforsvar’. Så det ville simpelthen sige, at min egen krop havde slået fostrene ihjel.

Da vi kom til anden samtale viste det sig, at jeg igen var blevet gravid på helt almindelig vis. Jeg håbede de ville påbegynde en medicinsk behandling mod mit immunforsvar – men pga. begrænsede midler og statistikker er de nødsagede til kun at tilbyde medicinsk behandling til dem med flere end 4-5 aborter. Min behandling ville derfor være, at de observerede mig. Såfremt det ville ende ud i endnu en abort, så ville de først ved næste graviditet tilbyde mig behandling.

Nu er jeg ikke typen der kan læne mig tilbage og lade skæbnen tage over, så jeg skaffede medicinen andetsteds fra!

Om det er medicinens værk eller blot skæbnens vilje, ved jeg ikke – men i skrivende stund sidder jeg og kigger ned på min gravide mave. Hver dag har været et helvede, fyldt med frygt for at miste men faktum er at der i dag er 17 dage til termin og forhåbentligt 17 dage til at tomrummet bliver fyldt op med kærlighed og glæde.

Jeg er ikke spor i tvivl om, at der skal arbejdes hårdt for at blive mit gamle glade jeg igen, men for første gang i flere år ser jeg endelig lyset for enden af tunnelen og tror på, at jeg nok skal blive mig selv igen ..blot med nogle ar på sjælen.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.