Vejen til vores ønskebarn

Det her er mit liv. 
Det her er infertilitet. 
Det her er vores livskrise.
Det her er håbet om at kunne give vores lille datter Lily søster eller bror. 
Det her er part. 2 i vores fertilitetsrejse.


Det hele startede tilbage i 2015. Hvor min mand og jeg blev enige om at nu skulle det være tid efter 7 års forhold. Allerede efter et par måneder, kunne vi godt se, at der var et eller andet galt. 

Min mand kunne ikke levere sæd.

Der kommer ikke sæd ud, pga. hans sukkersyge, ved almindeligt samleje. Og alle ved, at uden sæd, er der ingen der bliver gravide. Så vi kontaktede egen læge, som hurtigt sendte os videre til en der skulle undersøge min mand yderligere for at fastslå problemet. Derfra fik vi beskeden:

“I skal have hjælp, til at få børn. Det er den eneste måde”

sagde lægen. Bum! Right in that face. Han anbefalede en klinik, som os er den fertilitetsklinik vi gik på for at få vores første barn Lily og nu igen her med ønsket om andet barn. 

Jeg stod der i et kort øjeblik helt lamslået, fortvivlet og tankerne fløj om ørene på mig. Hvad skal det betyde? Vil det så nogensinde lykkedes? Hvorfor os? 

Vi snakkede næsten ikke sammen på vej hjem den dag og da min mand var taget på arbejde igen og jeg hjem, brød jeg bare sammen. Jeg ved ikke rigtig lige hvad der skete, men jeg blev så overvældet af følelser og bange. For jeg har altid vidst at jeg ville være mor, til mine egne børn og med denne mand og nu så det hele pludselig så sort ud. Nu havde man hele sin ungdom gjort alt for at undgå graviditet og nu ønskede man ikke andet. 

Men efterhånden som jeg blev klogere på området, blev sat ind i tingene, fik snakket med venner og familie, samt de søde læger inde på klinikken, begyndte jeg at have håb.

Jeg begyndte at kæmpe. Være stærk. Her kom min viljestyrke frem og en helt ny side af mig selv. 

Jeg kan huske at vi frygtede meget for, hvordan de skulle få sæden ud af min mand, fordi vi var kommet til at google hans ‘problem’. Ja, og alle ved, at man ikke skal google sådanne problemer. Ville de opererer ham, ville de suge det ud? Det havde vi i hvert fald begge læst om på google. 

Vi møder så ind på fertilitetsklinikken, til vores første samtale. Med underskrifter fra hans familie, som en slags “vidner”. Og her snakker vi det hele igennem, vi snakker om min cyklus, som vi hurtigt finder ud af svinger alt for meget, vi får taget blodprøver, og test for alverdens ting, som fx. kønssygdomme. Og her nævner de, at der findes noget nervemedicin, som min mand kunne prøve at tage i nogle dage, for så at se, om hans sæd ville komme ud.

Og det gjorde den!

Det var så befriende, at det hele startede så godt ud, så han undgik operation, eller andet. Piller var mere ligetil. Os selvom de har en del bivirkninger. 

På vejen hjem efter samtalen på klinikken er der igen lidt stille i bilen. Det noget af en kamel at sluge for os begge. Man lærer jo ikke i skolen, eller i sin opvækst om det her ‘fertilitetsproblem’, tværtimod. Når man er ung prøver man konstant at undgå graviditet, og ens forældre sørger for at sige at man skal beskytte sig og passe på, men ingen siger, at der nogen der ikke kan få børn selv, eller ikke selv kan lave dem og skal have hjælp til det. 

Det ramte mig hårdt, at vi ikke kunne selv. 
Men jeg begyndte at åbne op, hvilket hjalp mig igennem. 

Vejen til vores ønskebørn <3

Vejen til vores ønskebørn <3

..Jeg fik menstruation, og nu skulle vi igang med drømmebarnet. Vi tog ind til klinikken, og jeg blev scannet dernede. Husker tydeligt hvor grænseoverskridende jeg synes det var, at være blottet, også mens man havde menstruation første gang! Men det vænner man sig hurtigere til end man tror.

Rent faktisk ender man med at være f... ligeglad.

Når man har gjort det 100x. Også gik vi ellers igang med hormoner, og behandlinger herfra. Pyha, det var hårdt 

Efter 1 år i fertilitetsbehandling, bliver jeg rent faktisk gravid, vi er lykkelige, men den lykke bliver hurtigt flået ud af hænderne på os.

I uge 8-9 får jeg en ufrivillig spontan abort, der slår mig helt ud af kurs. Jeg vågner en morgen, med mavekramper og en blodig seng. Jeg husker at jeg skriger og begynder at græde, min mand er taget på arbejde og jeg ringer straks til ham. Han kan dårligt forstå hvad der bliver sagt, fordi jeg græder så voldsomt. 

Han henter mig og vi kører ud til en klinik i nærheden, og får bekræftet det jeg allerede godt vidste. Og nu begyndte jeg at blive endnu mere bange, for aldrig at blive mor.

Nye spørgsmål dukkede op. Kan jeg ikke holde på et barn? En graviditet? Er det fordi vi ikke kan lave børn sammen? Hvorfor skete det? Jeg var fuldstændig ødelagt. For ikke at snakke om smerterne. 

Da jeg kom ovenpå igen, fortsatte vi kampen. Her finder lægerne så ud af, at jeg har cyster på æggestokkene og jeg får at vide at jeg har PCO. Og pludselig giver det hele mening. Jeg har uren hud, lange og uregelmæssige cyklusser, ingen ægløsning, sukkertrang, sult osv. Og svært ved at blive gravid og det var jo derfor. 

Nu var det ikke længere kun min mand, der var problemet. Nu var det os begge. Men trods det, var det rart at have noget forholde sig til. Og jeg begyndte at sætte mig noget mere ind i pco/pcos. Jeg købte den populære bog: Spis dig gravid. 

Vi kæmpede og kæmpede..

image2.jpeg

Nu var der gået 2 år, siden vi startede. Og vi var kommet til 4 IUI-H forsøg efter en lille pause (2017) som os mislykkedes og her husker jeg, hvor ynkelig jeg følte mig. Jeg var træt. Træt med træt på. Træt af det hele. Træt af at kæmpe. Træt af negative test. Jeg kunne næsten ikke overskue at skulle gøre det igen. Men min mand fik mig dog på bedre tanker og heldigvis for det da. For ved 5 IUI bliver jeg gravid!

Tænk hvis jeg havde givet op.

Derfor skal man blive ved, for måske giver man op, lige før et mirakel sker. 

Før jeg stod med den her meget positive graviditet test, havde jeg gjort alting anderledes. Jeg spiste mig fertil, tog alverdens kosttilskud som skulle hjælpe på fertiliteten, jeg fik akupunktur, og var blevet sygemeldt fra mit arbejde, som fik mig ned med stress. Jeg fik ro på, og skabt balance i min krop og bum..

der var den!

Om det lige var derfor, får vi aldrig svar på - men jeg er sikker på, at det har haft en finger ned i spillet. 

Men selvom jeg var blevet gravid, var jeg hunderæd for at miste og bløde,

og havde slet ikke tid eller overskud til at nyde det. Jeg turde ikke gå på toilettet og kigge i toilettet eller i mine trusser. Jeg var så bange for at jeg ville miste det igen…

Jeg blev et testmonster,

men heldigvis fik vi scanninger hver 2. uge inde på klinikken for at følge med i udviklingen. Og da vi endelig, langt om længe havde passeret uge 12. kunne jeg begynde at nyde det og glæde mig over at skulle være mor, til vores helt eget kærlighedsbarn. Dog betød det at jeg lå med hovedet nede i lokummet hver dag, flere gange om dagen. Men når jeg mærkede hende sparke, var det, det hele værd. 

Det tog os lidt over 2 år alt i alt.

2 år, der føltes som 100 år. Ved 5 IUI-forsøg blev jeg gravid. Lige før vi skulle til videre til IVF. 

Vi er nu i behandling igen og startede allerede da hun blot var 8 måneder, (august 2018) fordi vores chancer er små og på lægernes anbefaling - Vi har os allerede haft mislykket forsøg. 

Men jeg er mere rolig nu, end jeg var sidste gang, fordi jeg nu ved jeg kan blive gravid og få et barn.

image4.jpeg

Dog havde jeg nok håbet eller troet, at jeg var blevet gravid hurtigere denne gang, fordi min krop lige havde været gravid. Dog er min PCO forværret og mit kejsersnit-ar laver en masse ballade og har nedsat min fertilitet yderligere.

Men jeg er en fighter - jeg kæmper.

Og jeg har et kæmpe ønske om at blive mor igen, og give min datter den største gave ens forældre kan give en, nemlig søskende. Venner for livet. Jeg har selv søskende og kan ikke forestille mig et liv uden. 

Tak fordi i læste med.

Hvis du føler dig alene, skal du vide, at det er du ikke. På min Instagram står jeg frem og bryder tabuet om fertilitetsbehandling, snakker ærligt om det at få hjælp til at få børn. I er mere end velkommen til at følge mig. Jeg her hjulpet mange kvinder på den måde. For ingen skal føle sig alene

“You may have to fight a battle more than once to win it.”


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.