En tid jeg aldrig glemmer! Et savn der kun bliver større

Jeg husker tydeligt dagen (morgen) hvor jeg stod med en positiv test i hånden :O Det var ikke til at forstå og måtte da også lige nive mig i armen engang. (Vi har prøvet og blive gravid i et år)

Jeg stortudet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg var alene hjemme og skulle på arbejde senere på dagen. I Panik ringer jeg til min mand Simon og spørg hvad jeg skal gøre? (Ja det er jo indlysende, men jeg kunne simpelthen ikke tænke klart) Simon spørg om det så ikke var en god idé at få ringet til lægen så det kunne blive bekræftet. Testen ved lægen viste også positiv, så der var liv og glade dage.

Et helt nyt eventyr var startet, og begyndelsen på et nyt kapitel på gården!

Dagene går og jeg render til lægen lidt on/off da min læn tog livet af mig og kvalmen styrede min hverdag, imens vi ventede på at blive kaldt til scanning. I Starten havde vi svært ved at finde ud af hvor langt jeg var henne, da min menstruation havde været uregelmæssig i et år efter jeg lage p-pillerne, så vi valgte at betale for en scanning, for vi ville se det med vores egne øjne at der var "noget" derinde, og på daværende tidspunkt var jeg så 10 uger henne, og jeg havde stadig ikke hørt fra sygehuset, så endnu en tur til lægen. Vi finder så ud af at mit papir var væk og at jeg ikke stod i systemet.

Endelig fik jeg en tid ude på sygehuset, og får bekræftet at der ligger en lille baby og bobler rundt derinde, og har det helt fantastisk. Vi svævede på en lyserød sky og elskede allerede den lille klump!

Ugerne gik og glæden voksede for hver dag der gik. 

Endnu en gang havde nysgerrigheden taget over, og vi betalte os fra en kønsscanning. Det var en lille dreng, glæden i Simons øjne kan ikke beskrives, for hvis det blev en dreng, skulle han opkaldes efter hans farfar, som var hans store forbillede. Han skulle hedde Christian. Lige pludselig havde vi skabt en identitet til vores lille DRENG! Nu skulle der shoppes BLÅT og GRØNT og barnevogn fik vi bestilt mellem jul og nytår, og så røg der lige lidt ekstra lækkert i kurven. Det hele var bare fantastisk!

Onsdag d. 4. januar skulle vi til 20 uger scanning, det skulle være en at de bedste dage, for vi skulle jo se baby C igen, men noget var ikke som det skulle være, først var det ”bare” et hul i skillevæggen, men hende der scannede, var ikke 100% sikker på om der var mere, da baby C ikke var så samarbejdsvillig. Udover hjertet var hans organer roteret 180 grader og lungerne og nyrerne var ikke 100% i orden, men det var hun ikke så bekymret for i forhold til det lille hjerte.

Den første tanke der fløj igennem mit hoved var, ”bare” et hul i skillevæggen, det ved jeg kan laves med et godt resultat. Så jeg var ikke så nervøs og tænkte at det hele nok skulle gå.

Men så let slap vi ikke..

Vi skulle vente og se om de kunne nå at scanne senere på dagen, hvor der så også ville være en overlæge og en børnehjertelæge til stede. En time efter havde de en tid så den fik vi. De scannede det lille hjerte i 2-2½ time, og tog omkring 150 billeder kun af hjertet. (Sådan en briks er ikke så behagelig at ligge på i så lang tid) Jeg syntes det var voldsomt, men samtidig skulle de jo være sikker på hvad der præcist var galt.

Resultatet var desværre overhovedet ikke som vi håbede, langt fra.....

De sagde at det ikke så godt ud, men de kunne ikke fortælle helt præcist hvad der var med hjertet, da de skulle snakke sammen med dem over på Rigshospitalet, og sende billederne derover.

En sætning jeg ALDRIG vil glemme, som børnehjertelægen sagde var ” I skal have i tankerne at i nok ville skulle vælge at stoppe graviditeten eller fortsætte” Jeg tror at det er den værste sætning man kan give kommende forældre, for hvordan skulle vi kunne vælge vores ønskebarn fra, noget vi har kæmpet for i et år? Det var jo umuligt at få sig selv til at stoppe.

Vi fik en tid dagen efter, hvor jeg skulle have taget fostervandsprøve (AV! siger jeg bare) og både Simon og jeg skulle have taget blodprøve. Fostervandsprøven var for og se om der var noget med baby C udover hjertet og blodprøverne var for og se om der var noget i Simons eller mine gener, bagefter kunne vi tage hjem og vente til det blev mandag, hvor vi ville få svar på nogle af prøverne og billederne. (Aldrig har dagene føltes så lange)

Hele weekenden prøvede vi at forberede os på det værste, selvom det var pisse svært, men vi var nødt til at prøve, da lægerne ikke var helt begejstret for hvad de havde set. Det var nok den længste weekend jeg nogensinde var gået igennem. Endelig blev det mandag og vi skulle have nogle svar. Endnu engang blev jeg scannet, dog kun i 3 kvarter og hvor de tog omkring 100 billeder. 

De havde fået kigget alle billederne igennem og var nået frem til at det var ret kompliceret og lå i den farlig ende. Der var 3 mulige operationer, men ingen af dem gjorde baby C 100% rask, og chancen for at nå 5-årsalderen var omkring 60% generelt for hjertebørn med lidt svære hjertefejl. (Christians var meget svære)

Det viste sig ikke kun at være én hjertefejl men hele 6.

Det var: hul i skillevæggen, fælles hjerteklap mellem kamrene, ombyttet hjertekamre, en for lille lungepulsåre, ombyttede pulsåre og venerne fra hjertet var alt for små (Vores lille baby var alvorligt syg)

Vi skulle nu vælge om vi vil fortsætte eller stoppe graviditeten. (Et umenneskeligt valg)

Hele min verden brød fuldstændig sammen, hvordan skulle jeg (vi) nogensinde kunne vælge at stoppe? Jeg kunne slet ikke se for mig at vi skulle vælge vores barn fra. Jeg følte mig som verdens dårligste mor når jeg snakkede om at vi nok var nødt til at stoppe, jeg følte at jeg gav for hurtigt op, og at jeg ikke kæmpede nok for baby C, jeg kunne ikke se mig selv i øjnene. Det var et kæmpe slag i hovedet, hvordan kunne jeg får mig selv til at stoppe?

Hvordan kunne jeg opgive min søn?

Jeg fik tudet hele vejen hjem og prøvede at forstå vores situation. Om aften fik vi snakket rigtig meget om det hele, jeg kunne godt se at det ikke ville være for Baby Cs skyld hvis vi valgte at fortsætte, men at vi var nødt til at stoppe. At få sig selv til at sige det højt var forfærdeligt, nok noget af det sværeste at sige.. 

Hvis vi fortsatte, skulle vi bo on/off på rigshospitalet og baby C ville skulle kæmpe for sit liv lige fra starten af, hvis han overhovedet overlevede fødslen, for lægerne kunne ikke love at han ville overleve til den første operation. Hvis han så overlevede, ville vi hele tiden skulle leve i frygt for at miste ham hverdag, den tanke var forfærdelig.

En sætning der hjalp mig var:
”Du kan ikke fortryde dit valg hvis du stopper, men du kan fortryde hvis du vælger at fortsætte”

^Når det er svært husker jeg mig selv på disse ord!

Om tirsdagen ringede vi ud på sygehuset for at fortælle vores valg om at stoppe, for vi kunne godt se det ikke ville blive godt…
Torsdag skulle vi til samtale. Vi skulle skrive under på at vi søgte sen abort, og hvordan det hele nu skulle forgå, og hvad vi skulle igennem. Det hele virkede så uvirkeligt, jeg havde accepteret situationen (også alligevel ikke) men slet ikke forstået den. Nu kunne vi så gå hjem og vente på at blive ringet op, om hvornår jeg skulle sættes i gang.

For mig er abort et rigtig grimt ord i vores situation, for mig betyder det at man oplagt slår sit barn ihjel (hårde ord, I know) men det var min tanke!

Jeg blev ringet op, og vi skulle på sygehuset søndag d. 15. januar hvor jeg fik en pille som blødgjorde livmoderen og gjorde den ”klar” til om mandagen hvor jeg skulle sættes i gang. Jeg har aldrig haft svært ved at sluge piller, men lige den der, var godt nok svær. Mandag d. 16. kl. 08:00 skulle vi være der og jeg fik de første piller halv ni, som skulle sætte fødslen i gang. Jeg skulle have 2 piller hver 3. time.

20 min over 11 begyndte jeg at kunne mærke lidt, jeg fik noget smertestillende og to piller igen. Kl. 13 blev jeg kørt på fødegangen da smerterne havde taget til, og jeg skulle have en epiduralblokade. Ventetiden var lang og det var ulideligt at have så ondt, når der alligevel ikke kom noget godt ud af det, og det var på ingen måde smerterne hver, for jeg kunne jo ikke se frem til det der skulle være det lykkeligste øjeblik i vores liv, men at det derimod var mere smerte og sorg.

kl. 18 gik vandet, og så gik det hele i stå, og der skete ingenting.

Jeg havde ikke lyst til at prøve at presse, for så var det hele slut og jeg skulle aldrig mærke min søn mere. Jordemoderen kom ind lidt over 7 og lagde et bækken under, og sagde at jeg blev nød til at prøve og presse. Én pres ve og så var han ude.

Baby C var død med det samme, og var begyndt at blive lidt mørk.

(Det havde vi forberedt os på)

Inden alt det her kunne jeg ikke se for mig at han skulle ligge ved mig lige efter fødslen. Jeg fik ham op og alt stod stille, selvom han var død, var han noget af det sødeste jeg nogensinde havde set, Det var jo en baby, bare meget lille, han havde jo alt, det hele var bare i miniature. Han var 25 cm lang og vejede 385 g. Det var svært at forstår for man kunne slet ikke se hvor syg han var, og det var så svært at forstå at nu var det slut, jeg skulle ikke længere mærke hans små spark, eller bande over hvor pokkers ondt jeg havde. 

Jeg lå med ham i 3-4 timer, jeg kunne slet ikke for mig selv til at lægge ham fra mig. Jeg havde ikke lyst til at det hele nu var slut, jeg skulle ikke mere mærke Baby Cs små spark og tumlende rundt, det var så svært og give slip på ham.

Tror kl. har været halv 12 om aften da vi blev kørt op på vores stue, for at få noget søvn, og baby C blev lagt på køl. (På køl... Du skulle ligge inde i mave, dejlig varmt)

Om tirsdagen skulle vi siger farvel til baby C og vi skulle se ham for sidste gang, det var nok den sværeste afsked…

Den lille hue han fik på da han blev født og det lille tæppe han fik om sig, valgte vi at få med hjem, det er et dejligt minde om ham og hvor lille han var. Sygehuset tog hånd og fodaftryk som vi også fik med hjem. Det hele var så småt.

Christian har nu 2,5 år efter fået den skønneste lillesøster som slet ikke skal være i tvivl om at hun har en storebror, der passer på hende der oppe fra!

Jo mere vi snakkede om det, jo flere havde selv prøvet det! Flere end vi havde regnet med. Vi er kommet igennem alt dette ved at være åben om det ellers skrøbelig emne og en familie der var der 110% 

Kh Simone.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.