Om sorg, savn og kærlighed - beretningen om Theo

Del 1 – Graviditeten

I oktober 2018 opdagede min kæreste Tobias og jeg, at jeg var gravid. Terminen hed 18. juni 2019. 

Vi gik til en tidlig scanning i uge 7, hvor vi hørte hjertelyd, derefter fortalte vi vores forældre, at de skulle have deres første barnebarn. I uge 10 var mine nerver ved at løbe af med mig, og vi fik endnu en tryghedsscanning, hvor alt stadig så fint ud. 

I december skulle vi til nakkefoldsscanning og vi fik et meget højt tal på 1:21000 risiko for kromosomfejl. Den 21. december var vi til kønsscanning, og kunne begge se, at det var en lille dreng, der hyggede rundt i maven. Jeg var stadig nervøs, ikke af nogen særlig grund, men bare nervøs for om alt nu var okay. Da vi skulle 4,5 uge til Australien og New Zealand i januar og februar, var jeg til endnu en tryghedsscanning, her havde jeg min mor med. Det var en stor oplevelse for hende, og vi fik lov at se den lille fyr i 3D. Scanningsdamen sagde, at jeg ikke skulle være nervøs, og at hun var vant til at lave misdannelsesscanninger, og at det ville komme bag på hende, hvis der skulle vise sig, at være noget galt, når vi skulle til misdannelsesscanning. 

3D billede uge 17

3D billede uge 17

Så alt var godt, og vi drog afsted til Australien og New Zealand.

Det var den mest fantastiske rejse, og vi talte hver dag om, hvor meget vi glædede os, og det virkede som om det gik mere og mere op for Tobias, at han skulle være far. Han viste en hel enorm stor omsorg for mig og den lille fyr i maven. Maven var blevet så stor, at det nu kunne ses, og vi tog mange billeder af den, som vi forestillede os, at vi skulle vise til vores søn, når han blev stor. Mens vi var afsted rundede jeg også uge 20, og var dermed halvvejs. 


Billeder fra New Zealand uge 21 og 22

Billeder fra New Zealand uge 21 og 22

Billeder fra New Zealand uge 21 og 22

Billeder fra New Zealand uge 21 og 22

Vi havde inden, vi tog afsted fået en tid til misdannelsesscanning dagen efter vi kom hjem, der var jeg 21+6. Vi landede efter 27 timers rejse i lufthavnen kl 12 om søndagen, og mandag morgen kl 08:00, mødte vi så op til misdannelsesscanningen. Scanningen gik fint og alt så godt ud, jeg husker jeg var så lettet, da den var ovre, og jeg kunne tørre maven. Vi tog overtøjet på, mens hende der scannede lige tastede ind på computeren. 

Pludselig spørger hun mig, om mit navn igen, og om jeg ikke var 21+6 – det bekræftede jeg, selvfølgelig allerede der lidt bekymret – hvornår spørger hun på den måde, tænkte jeg?

Målene fra scanningen viste, at vores lille dreng ikke var helt så stor som han burde. Jeg kom derfor på briksen igen, hvor de tog nogle nye mål. Der kom endvidere en anden dame og scannede mig, men de fik alle de samme mål. 

Vores søn var så vidt jeg husker 27 % for lille.

Vi blev fortalt at nogle børn bare er mindre, men at det også kunne være begrundet i f.eks. sygdomme eller kromosomfejl. De skulle derfor tale med en læge, men da det var vinterferie, ville det muligvis først blive ugen efter. Vi tænkte derfor, at det nok ikke var alvorligt, når det kunne vente. 

Allerede samme eftermiddag blev jeg ringet op af en læge, som gerne ville lave en fostervandsprøve på mig dagen efter. Det takkede vi selvfølgelig ja til. Da vi mødte op på hospitalet dagen efter, var der 3 damer på stuen, som alle prøvede at ringe rundt, fordi de åbenbart prøvede at få tilladelse til at sende prøven direkte med taxa til rigshospitalet. Vi blev noget chokeret over, at det nu virkede så alvorligt. Vi blev begge sendt over for at få taget blodprøver, for at vores kromosomsammensætning kunne blive sammenholdt med evt. afvigelser i vores kommende søns kromosomer. 

Prøven blev taget og sendt afsted, og jeg skulle hvile mig resten af dagen, og håbe at fostervandsprøven ikke havde fremprovokeret en abort, da der er lille risiko for det. Det gjorde den heldigvis ikke. 

Herefter havde vi nogle frygtelige dage, hvor vi ventede på svar på prøven. 

Ingen kunne sige os, om svaret ville foreligge inden weekenden eller efter. 

Vi gik i en blanding af håb for at der selvfølgelig ikke var noget galt, og samtidig måske prøvede at forberede os på, at der kunne være noget galt. Samtidig forestillede vi os, at vi evt. kunne blive sat overfor et valg om abort. 

Heldigvis blev vi ringet op fredag eftermiddag med besked om, at der ingen sygdomme eller kromosomfejl var i forhold til det de undersøgte for. Vi skulle dog møde til yderligere scanning mandag. 

Mandag blev vi scannet og vores lille dreng var stadig lille, men helt perfekt. Det blev aftalt, at vi skulle følges med scanning hver. 14 dag (det blev dog hurtigt lavet om til hver uge). Vi kom til et par af de her kontrolscanninger, og vores søn blev ved med at være for lille, men voksede dog, og så stadig bare helt perfekt ud. Så han var nok ”bare” for lille, hvorfor man hele tiden skulle afveje, om han havde det bedst i maven, eller uden for maven. Heldigvis vurderede de, at han havde det bedst i maven. 

Til 3. eller 4. scanning, da jeg var uge 25+6 oplyste jeg lægen om, at jeg havde haft kløe i hænder og fødder. Jeg blev derfor sendt til en blodprøve, for at tjekke om jeg kunne have fået leverbetinget graviditetskløe. Resultatet aftale vi med lægen, at vi bare kunne tale om ugen efter til scanning. 

Allerede samme dag, som prøven blev taget blev jeg ringet op, at mine blodprøver kunne tyde på svangerskabsforgiftning, og at de derfor gerne ville have mig til et tjek. 

Det skal hertil siges, at jeg tidligere i forløbet, havde fået at vide, at når man venter et lille barn, så kan det være fordi moderkagen ikke fungere optimalt, og det medføre en øget risiko for svangerskabsforgiftning. 

Jeg mødte op omkring kl 15 på fødemodtagelsen til undersøgelse. Undersøgelsen viste ikke umiddelbart tegn på svangerskabsforgiftning, men da mine blodprøver ikke var helt gode valgte man at indlægge mig. Jeg er her 25+6. 

Jeg var herefter indlagt i tre nætter. Mine blodprøver viste at jeg var mere syg end jeg selv følte. Jeg blev oplyst om, at hvis min tilstand blev forværret, så kunne en overflytning til Rigshospitalet være nødvendigt, da det er dem, der tog imod børn før uge 28. 

Jeg fik lungemodner over indlæggelsen, da man ikke forventede jeg ville kunne gå til termin, men det var svært at spå om, hvordan min svangerskabsforgiftning ville udvikle sig. Her begynder alvoren så småt at gå op for os, men vi tror stadig på, at det nok skal gå, vi havde jo fået en fostervandsprøve der viste en rask dreng, vi var kommet nogle uger over uge 24, hvor man kan redde børnene fra, hvis der bliver født, og nu havde vi også fået lungemodner, og jeg følte mig jo egentlig ikke syg. 

Om torsdagen blev jeg udskrevet, her er jeg 26+2, da mine blodprøver havde været stabile (men dog dårlige) under hele indlæggelse. Jeg skulle møde til kontrol allerede lørdag igen. 
Fredag eftermiddag begynder jeg at få trykken for brystet, og går derfor tidligt i seng, og tænker at det forhåbentligt er gået over lørdag, og ellers måtte de se på det til kontrollen. 


Lørdag skal vi møde på hospitalet kl. 10:15. Lørdag viser sig, at være sidste gang jeg forlader vores hjem, før jeg blev mor.