Om sorg, savn og kærlighed beretningen om Theo

VIL DU LÆSE:

Del 1

DEL 2

Del 3 – De to dage vi fik med vores søn i live  

Jeg bliver kørt på opvågning, og mens de har syet mig sammen, så har Tobias fulgt med vores søn, som kom på neonatal afdelingen.

Tobias kommer herefter ned til mig, da jeg begynder og vågne, og siger, at vores lille dreng klarede det så godt, som det nu kunne forventes, og at han bare var så sød. Mens jeg vågner bliver jeg med det samme spurgt, om jeg ønsker at amme, og så får jeg ellers en ”malkemaskine” så jeg kan begynde at pumpe ud. Forunderligt nok, var der selv samme dag, begyndt at komme mælk ud af mine bryster, lidt som om min krop godt vidste, hvor det bar hen. 

Da jeg er kommet lidt mere til mig selv, for en jordemoder og Tobias lov til at kidnappe mig fra opvågning i en 15 minutter, hvor de så kører mig i min seng op til neonatalafdelingen, hvor jeg for første gang ser vores lille dreng. Det er lidt svært helt at huske, fordi jeg var syg, træt, og nok stadig lidt omtåget af narkosen, men det var dejligt lige at få lov at se ham. 

Jeg kommer herefter på opvågning igen, og så får vi en stue på barselsgangen, hvor vi bliver flyttet ned. Her får vi ringet til vores forældre, da klokken nærmer sig 7-8 stykker tror jeg, og med gråd i stemmerne, kunne vi fortælle at de var blevet bedsteforældre, og at vores lille søn heldigvis var i live, og vidste livsvilje. 

Tobias og jeg var så udkørte, bange, nervøse og alligevel klar til kamp. Vi var egentlig ikke så bange for vores søn skulle dø. Frygten lå selvfølgelig et sted i os, men vi tænkte mere, at han nok skulle overleve, spørgsmålet var bare, med hvilke men. VI indstillede os også hurtigt på, at vi nu skulle have et liv på hospitalet i minimum ca. 3 måneder. Vi var derfor også bevidste om, at vi skulle give os selv en god start, og efter natten, så blev vi bare nødt til at få hvilet os, ellers ville vi bukke helt under både pga. søvnmangel, men også det chok vi havde fået, og den sygdom jeg havde, som i princippet var livstruende for mig.

Havde vi vidst, at vi kun ville få 2 døgn med Theo, så havde vi selvfølgelig ikke forladt hans side, men vi tænkte slet ikke det var en mulighed, og tænkte bare, at vi blev nødt til lige at passe på os selv, for ellers kunne vi ikke været noget for Theo. 

Om aften kommer mine forældre så ind, og får lov at se ham, vi er hos ham flere gange, og går så i seng igen om aften. Oveni alt dette, så er jeg stadig patient, og får taget blodprøver hele tiden, mine tal er stadig på vej i den forkerte retning, derudover så har jeg også fået et kejsersnit, som der skal passes på. Vi får sovet om natten, dog med alarm hver 3. time, hvor jeg skal malke ud. Vi er et godt team, med Tobias der hente malkemaskine og sørger for det mælk der kommer ud. Det er en kæmpe hjælp, da jeg stadig har meget ondt efter kejsersnittet. 

Da vi vågner mandag, er vi lidt mere klare i hovederne, og prøver at få styr på, hvornår der er stuegang både på mig, men også hos Theo. Derudover er vi dagen inden blevet lovet, at vi allerede mandag kan få Theo ud, og ligge hud mod hud. Vi har aften før også talt meget om navn, for indtil han fik det, så hed han bare baby A, og det synes vi alligevel ikke han skulle. Vi beslutter mandag morgen, at han skal hedde Theo. Da vi kommer på Neonatal afdelingen, hviler jeg mig i sengen, da jeg stadig er medtaget af både kejsersnit, og det forløb med svangerskabsforgiftning og HELLP, som jeg har været igennem. Imens lære Tobias noget om de daglige rutiner omkring pleje af Theo, og er også lidt med. Jeg kigger bare stolt på, og er bare så imponeret over min kæreste, som uden tvivl, klare det så godt, og bare er den bedste far. Han er så forsigtig, og interesseret i Theo. 

Da de er færdige, så går vi tilbage på barselsgangen, hvor der lige er stuegang for mig, og jeg skal tjekkes, og så har vi en aftale om, at vi kan komme op efter, og få ham ud af kuvøsen, og jeg kan ligge med ham. 

Vi kommer så op, og vi får Theo ud, og han ligger på mit bryst, og jeg er bare så glad, lykkeligt og lettet, hvor hvis han kan og må det, så tænker jeg ikke det kan være helt galt.

Samtidig er jeg mega bange for der skal ske ham noget, og at han går i stykker, men det går bare så fint, og Tobias tager billeder, og fælder lidt flere tåre, jeg kan bare se hans kærlighed lyse ud af ham til både Theo og jeg.

Nu var vi vores lille familie samlet lige der. 



Første gang vi har Theo ude og ligge hud mod hud

Første gang vi har Theo ude og ligge hud mod hud

Desværre så bliver Theo ustabil mens jeg ligger med ham. Jeg har nok ligger med ham en halv time, da det sker. Han skal derfor tilbage i kuvøsen, og de undersøger ham. De kan se han ikke trækker vejret godt nok, og det er derfor nødvendigt, at lægge ham i respirator. Vi bliver selvfølgelig nervøse og græder da vi forlader stuen, da vi ikke ville være der, da de lægger røret ned. Ude på gangen, bliver vi så stoppet af lægen, som har besluttet, at Theo skulle i respirator, han kan se vi græder, og forsikring os om, at de kun gør det for at skåne ham lidt, og at det altså ikke er kritisk eller noget, og at ca. 50 % af alle ekstremt for tidligt fødte børn kommer i respirator.

Vi prøver derfor at tage det lidt roligt, og tænker endnu engang det nok skal gå. Vi kommer op til ham igen da, de har lagt respiratoren, og det er gået fint. 

Ud på eftermiddagen har vi aftalt, at Tobias forældre skal komme og se Theo, det gør de så, og vi vælger at spise aftensmad med dem. Bagefter går vi hurtigt op til Theo igen, men min krop er stadig ikke på toppen, og jeg skal ned og malke ud, så jeg kommer tilbage på barselsgangen, hvor jeg går i seng. Tobias sidder herefter nogle timer hos Theo selv, inden han også kommer ned i seng. Vi falder herefter for sidste gang i søvn, med troen på at vores søn nok skal klare den, næste gang vi slår øjnene op, er det fordi en sygeplejerske vækker os, med den besked som vi frygtede allermest.