Om sorg, savn og kærlighed - beretningen om Theo

VIL DU LÆSE DEL 3 KAN DU KLIKKE HER

Del 4 Theos død og begravelsen

Natten til tirsdag, hvor Theo var 2 døgn gammel, bliver vi pludselig vækket, med besked om, at vores søn er blev dårlig.

Det er fuldstændig som en ond drøm, hvor en dame som vi på ingen tænkelig måde kan huske, hvordan så ud, udover hun havde sygeplejerske tøj på, vækker os og bare siger det som er ens værste mareridt. Vi handler fuldstændig på autopilot, jeg glemmer hvor og hvordan jeg har ondt, vi hopper bare i tøjet, og mig i kørestole, og på ingen tid skal vi til at gå ud af døren, begge med tåre i øjnene,

lige inden vi forlader rummet, så kysser vi hinanden og ser hinanden i øjnene, og siger uanset hvad, så har vi hinanden, og vi skal nok klare det her sammen.

Derefter går vi ud i elevatoren, og kører op til Theo. 

Vi bliver informeret om, at han er ustabil, og de prøver at stabilisere ham, men at det kan gå begge veje. Vi er der i en time eller to hvor de kæmper. Vi kan med vores egne øjne se, at Theo har skiftet farve, og det ligner virkelig ikke, at han har det godt. Vi græder. Vi siger til lægen, at vi ikke ønsker, at han skal overleve for enhver pris. Hvis han skal overleve, så skal det også være til et liv, der er værd og leve. Lægen siger, at de heller ikke ønsker børns overlevelse for enhver pris. Vi bliver enige om, at vi gerne vil have Theo døbt, og de får fat på en præst. Vi aftaler, at lægerne holder Theo i live til præsten kommer, og at de derefter vil give det sidste skud medicin, som er det aller sidste håb der er tilbage.

Tobias og jeg ved nok godt her, at dåben ligeså meget er et farvel. 

Theo bliver døbt, og der kommer et fint bord ind med salmebøger og dåbsfad. Præsten siger nogle smukke ord, og jeg siger, at vores lille dreng skal hedde Theo Fisker Madsen. Han får døbevand på sit lille ansigt, og bliver tørret med en fin lille dåbsklud, som vi har fået med hjem, og som betyder rigtig meget for os. Dåben var for os et smukt øjeblik midt i forfærdelighederne, og et lille minde og oplevelse som vi kunne føje til Theos alt for korte liv. Vi er så glade for, vi gjorde det. De søde sygeplejersker filmede det, og tog billeder. 

Billeder fra Theos dåb

Billeder fra Theos dåb

Billeder fra Theos dåb

Billeder fra Theos dåb

Lægerne forsøgte herefter, at give det sidste medicin, men det hjalp desværre ikke, så vi fik af vide, at der skulle slukkes for Theos respirator, når vi var klar.

Vi tog plads i en seng ved siden af kuvøsen, og lægerne flyttede forsigtigt Theo hen til os. Jeg lå i armene på Tobias og Theo lå på brystet af mig.

Det var en fuldstændig ubeskrivelig smerte, at ligge der med ham, og vide at livet inden længe ville forsvinde ud af vores lille søn.

Vi fik alene tid på stuen, og fik besked på, at vi kunne sige til, når vi var klar til, at de slukkede respiratoren. Vi brugte kun ganske kort tid, for det var så tydeligt, da vi lå med Theo, at det var ikke ham der lå og holdte sig i live, det var udelukkende en maskine, og hans vejrtrækning føltes så mekanisk. Vi ønskede ikke at trække livet ud for Theo, når vi så tydeligt kunne se, at han ikke havde det godt. Lægerne kom og pillede respiratoren fra, og derefter sov Theo stille ind i vores favn. Igen var der dygtige sygeplejersker, der tog billeder af os.

Billede da vi ligger med Theo indtil han sover stille ind

Billede da vi ligger med Theo indtil han sover stille ind

Efterfølgende lå vi en times tid med ham, inden vi gjorde ham i stand med en sygeplejerske. Det var underligt, at vi på sin vis først så vores søns lille ansigt og krop efter hans død. For inden han døde var han koblet til en masse slanger, men nu blev det hele fjernet, og vi kunne se hvor lille og helt perfekt han var. Som alle andre forældre, så synes vi selvfølgelig at vores lille søn og baby, var den mest bedårende og smukke baby.

Første, eneste og sidste gang, vi står med vores lille søn i vores arme

Første, eneste og sidste gang, vi står med vores lille søn i vores arme

Vi puttede ham i en lille body, og lagde ham i en vugge under en dyne. Herefter sagde vi farvel for en stund, og gik tilbage til vores stue, på barselsgangen. Her skulle vi lave de smertelige opkald til vores familie, og fortælle dem, at vores lille søn og deres barnebarn ikke klarede den. Det var bestemt et opkald, man ikke ønskede at foretage. Vi fik aftalt, at vores forældre og søskende kom til riget, og så Theo. Vores forældre havde mødt ham i live, men skulle selvfølgelig have lov, at se ham en sidste gang. Derudover betød det meget for os, at vores søskende kom. Vi ville gerne have at de alle så Theo, og så vores søde, lille og den ægte baby han var. Vi tænkte også, at det i fremtiden ville give os et fælles udgangspunkt, når vi skulle tale om Theo. Derefter tog vores familier hjem. Vi havde valgt, at Theo skulle obduceres, da lægerne ikke kunne sige, hvorfor han pludselig blev ustabil. Han skulle derfor afsted til kapellet inden dagen var omme. Han blev puttet i en lille vugge, og sammen med to sygeplejersker, kørte vi gennem rigshospitalet med ham i vuggen, og mig i en kørestol. Min mor havde medbragt et tæppe, som hun havde strikket til ham, som han blev puttet med. Theo havde dynen over ansigtet, så andre ikke kunne se, at vi trillede rundt med en død baby. Det var den mest syrede tur, og jeg følte at alle kunne se, hvad der var sket. Tobias og jeg lignede to hængte katte, og gik bare derefter en vugge og to sygeplejersker. Samtidig følte jeg også, at jeg kunne se det hele udefra, og jeg kunne bare slet ikke forstå, at vores liv pludselig havde taget en så voldsom om skelsættende drejning. Det er sådan noget der kun sker for naboen, og pludselig var vi naboen. 

OBS. LIDT LÆNGERE NEDE KOMMER DER PÆNE BILLEDER AF AFDØDE THE.

I kapellet skulle vi sige et sidste farvel til Theo, eller det havde vi besluttet, at vi ville.

For egentlig er der mulighed for, at tage sit barn med hjem osv. efter de er døde. Men vi ønskede ikke at skubbe afskeden foran os, og vi havde haft to dage med så meget håb og kærlighed med Theo, og vi ønskede at denne del skulle fylde mest i fortællingen om Theo. Derudover var vi også bevidste om, at vi godt nok havde hans lille krop ved os der, men hans sjæl var fløjet, og livet var ebbet ud. Nu skulle vi lære, at bære ham i vores hjerter, og vi følte derfor ikke, at vi ville trække tiden ud. Det føltes ikke rigtigt for os.

Når det så er sagt, så er det umenneskeligt at sige et sidste farvel. Hvordan og hvornår, bliver man nogensinde selv klar til at gå mod udgangen, velvidende, at man har set sit barn for sidste gang.

På en måde ville man ønske, at nogen kom og sagde, nu lukker vi, i bliver nødt til at gå. For selv at beslutte at skulle gå, og nå til erkendelsen af, at nu har jeg sagt farvel, og set og mærket ham for sidste gang, var helt forfærdeligt. Vi måtte holde fast i, at for os var det kun hans lille (og dog ufatteligt smukke) krop, som var tilbage, og vi havde ham og hans sjæl med os, ligegyldigt hvor vi gik. 


Nogle af vores sidste billeder af Theo, her er han død, og vi kan se hele hans fine lille ansigt

Nogle af vores sidste billeder af Theo, her er han død, og vi kan se hele hans fine lille ansigt

Nogle af vores sidste billeder af Theo, her er han død, og vi kan se hele hans fine lille ansigt

Nogle af vores sidste billeder af Theo, her er han død, og vi kan se hele hans fine lille ansigt

Vi forlod stuen, og tog tilbage til rigshospitalet, hvor jeg fortsat skulle være indlagt, da mine blodprøver stadig var ustabile. Vi skulle nu til at tale om begravelse. Vores første tanke var, at vi skulle ringe til en bedemand, og så skulle han klare det hele. Men som tiden gik fik vi vores egne ideer, og modet og lysten til selv at stå for begravelsen. Vi endte med, at træffe små beslutninger, og have små gøremål hver dag. Theo døde tirsdag morgen, og torsdag fik vi lov at blive udskrevet. 

I forhold til begravelsen fik vi selv arrangeret, hvornår vi kunne hente hans kiste, vi fik købt en urne, taget kontakt til en præst, fik booket et Kappel, taget kontakt til krematoriet, valgt et gravsted, og en gravsten, vi fik registeret dødsfaldet, og fik klaret diverse andet papirarbejdet. 

Vi valgte selv at hente Theo kiste mandagen efter hans død, vi tog vores hund med i bilen, og trillede til Rigshospitalet, fik udleveret hans kiste, og kørte så den første og sidste tur, med vores lille familie samlet i bilen. Det lyder absurd, men skræmmende nok, så omstiller ens eller i hvert fald vores hjerner sig til, den nye virkelighed, og pludselig føltes det for os, bare rigtig, at vi selv skulle køre vores lille søn på den eneste køretur han fik i sit liv. 

Om fredagen hentede vi så hans urne, og kørte hjem, hvor han lige fik et par timer hjemme i vores hus, derefter kørte vi til blomsterhandleren, og fik urne pyntet.

Vi skulle derefter holde en ceremoni i kapellet, vi kaldte det en mindehøjtidelighed, og det foregik som en almindelig bisættelse, bare med en urne i stedet for en kiste. Vi valgte dette, da vi ikke kunne bære at skulle ind og se hans kiste, og da vi ikke havde lyst til at bære en lille barnekiste ud, og da vi synes det var rart at få en endelig afsked, og sætte urnen ned efter ceremonien.



Billede af os med Theos kiste foran krematoriet og os bag hans urne i kapellet inde mindehøjtideligheden

Billede af os med Theos kiste foran krematoriet og os bag hans urne i kapellet inde mindehøjtideligheden

Billede af os med Theos kiste foran krematoriet og os bag hans urne i kapellet inde mindehøjtideligheden

Billede af os med Theos kiste foran krematoriet og os bag hans urne i kapellet inde mindehøjtideligheden

Ceremonien var selvfølgelig trist og enormt hård, for det rammer ind i bølger og det går lige så stille op for en, hvad det er der er sket.

Vi havde sagt til folk, at det selvfølgelig skulle være en afsked med Theo, men det skulle også være en fejring af hans liv, og vi ønskede f.eks. derfor, at folk gerne måtte tage andet end helt sort og trist tøj på, ligesom vi valgte nogle salmer, der også var livsbekræftende. Vi sang som den sidste sang livstræets krone, og præsten talte om, at Theo nu legede i livstræet. Efterfølgende gik vi alle op, og satte urne ned. Vi sluttede dagen med kaffe og kage, og det endte faktisk med at blive en god dag. Vi var omkring 50 mennesker, og det betød rigtig meget, at folk kom og samlede sig om den eneste begivenhed og markering af Theos liv, som vi fik lov at holde. Til arrangementet bagefter lavede jeg en collage med billeder af Theo, og lagde hans lille hue, armbånd m.v. frem. Desværre var der jo ganske få, som fik lov at møde ham, og derfor betød det meget for os, at vi fik vist ham frem til alle mens der var en oplagt lejlighed til det. 

Efterfølgende fik vi hans sten, og nu har vi et lille sted, hvor vi kan mindes ham, og det betyder også meget for os, at vi forhåbentlig kan tage hans fremtidige søskende med derop, så de kan se og forstå at de har en storebror i himlen. 


Theos gravsted

Theos gravsted