Om sorg, savn og kærlighed - Beretningen om Theo

VIL DU LÆSE DEL 1 KAN DU KLIKKE HER

VIL DU LÆSE DEL 2 KAN DU KLIKKE HER

VIL DU LÆSE DEL 3 KAN DU KLIKKE HER

VIL DU LÆSE DEL 4 KAN DU KLIKKE HER

Del 5 tanker om sorg og kærlighed 

Hvordan er det så at være forældre til et barn, der kun blev to dage gammel?

Mange mennesker forestiller sig nok, at man aldrig kan overleve, at miste sit barn. Til det kan jeg sige flere ting.
For det første så kan man sige, at nej man overlever ikke som det samme menneske, at miste sit barn, men man overlever, for man har ikke noget valg. Med tiden, og med inspiration fra andre der har mistet, er det også min oplevelse, at man kan ende med at føles lykke og glæde igen. Det gør vi også allerede igen, men det er i skarp konkurrence med sorgen og savnet. 

Tobias og jeg har hele tiden talt om kærligheden mindst ligeså meget som vi har talt om savnet og sorgen.

For vi elskede vores lille dreng ubeskriveligt, og han var og er vores første barn, og den der viste os, hvilke følelser, der følger med forældreskabet.

Vi har hele tiden været enige om, at vi ikke ville have været ham foruden, selvom vi endte med at miste ham. Det var så vidunderligt at vi gerne lever med sorgen, som den ultimative pris. Vi ved, at hvis man vil opleve kærlighed, så må man også være klar til at betale den pris, som desværre kan være med. Vi betaler hellere prisen, end gå igennem livet uden kærlighed og håb. 

Med Theo mistede vi også vores uskyld og naivitet.

Vi er blevet to nye mennesker, som ved at livet kan bide fra sig. Vi har gjort os erfaringer, som kun ganske få mennesker har, og vi har oplevet sorg, og at miste det mest dyrebare. Vi er ikke de samme mennesker, men det er nødvendigvis ikke dårligt. Der skal ikke herske tvivl om, at vi for alt i verden ville have haft Theo hos os, men nu, hvor han ikke er her, så har hans liv bestemt ikke været uden meningen eller værdig. Han har som det størst gjort os til forældre, men han har også lært os livets lektie, og vi ved nu, at hvis man ikke engang kan tage sine børns overlevelse for givet, så kan man ingenting tage for givet. Vi skal nyde det vi har mens vi har det, og lade være med hele tiden, at jagte noget nyt. Vi skal vide at det største og vigtigste vi har, er de mennesker som vi elsker. 

Andre tænker, tror jeg ofte med stor forsigtighed, om vi tænker på flere børn. Til det kan jeg svare, at selvfølgelig gør vi det, det gjorde vi næsten fra første sekund. Flere børn vil aldrig kunne erstatte Theo, men søskende til Theo vil komme med endnu mere kærlighed og glæde, og vi vil kunne give vores uforløste kærlighed til nogle små mennesker. Jeg håber vi vil kunne se Theo i vores fremtidige børn, og på den måde have hans minde med os. Det er planen, at hans barnevogn, dyne, autostol og tøj skal benyttes af de næste.

Han skal leve med os og videre i os, og han skal være en del af vores familie for altid, for han vil altid være vores førstefødte.  

Vore venner og familier har været enormt gode og søde, og langt de fleste tør godt spørge os, hvordan det går, og spørge ind til Theo. Selvfølgelig har vi allerede oplevet berøringsangst, men vi og nok specielt jeg, går ud i verden med en mission om, at det er akkurat lige så okay at tale om sit døde barn som sit levende barn. Når man pludselig selv står i det, og ens barn er dødt, så fornemmer man hvilket tabu død er, og nok særligt døde børn. Men at min søn er død gør ikke mig mindre mor, og vores søn er vores søn, og vi har brug for at fortælle om ham, ligesom andre forældre taler om deres børn. Men der er en forventning om, at vi tager hensyn til andre, og ikke taler om død og ulykker midt i andre lykkelige stunder. Det er lidt svært for et menneske som mig, og med min erfaring at forstå, for sorg og ulykker findes jo uanset, om vi taler om det eller ej. Jeg håber, at vi en dag vil have mindre berøringsangst med døden, for den er del af alles liv uanset. 

At vi både fik og mistede Theo, har også sat mange ting i perspektiv. Jeg har fuld respekt for, at hver et menneske, har og oplever hver sine problemer, og jeg ønsker aldrig for nogen, at de skal opleve den sorg, som det er at miste sit barn. Men når man har mistet sit barn, så bliver ALT sat i et enormt perspektiv, og jeg glæder mig til, at mangle min nattesøvn, til at have børn der roder og sviner, til at være afhængig af et lille menneske, og til at det der følger med. På trods af min graviditet var fyldt med kvalme, så glæder jeg mig også til det. 


I forhold til prognoserne for fremtidige graviditeter, så har jeg en gentagelsesrisiko for svangerskabsforgiftning på 10-30 %. Risikoen for tilstødende HELLP, har jeg ikke helt styr på, men den skulle vidst være en del mindre. Jeg skal endvidere have medicin i form af blodfortyndende næste gang, hvilket gerne skulle gøre, at risikoen er nærmere de 10 %. Hvis jeg får svangerskabsforgiftning igen, så oplever man, at det almindeligvis kommer senere i graviditeten, og som regel i mildere grad.

Så alt i alt, så har vi heldigvis en god prognose for, at få et levende barn med hjem næste gang.

Da jeg endte med at få kejsersnit, er vi lige nu i en position, hvor vi også er tvunget til, at vente til det er helet tilstrækkeligt, inden vi kan blive gravide igen.