Charlottes beretning- chancerne for graviditet 1 – 1mill.

Udsigten til Charlotte og hendes mands ønskebarn var lang. Deres chancer for at opnå en spontan graviditet var mindre end 1 ud af 1 million. 

For 15 år siden besluttede min mand og jeg, at nu ville vi have et barn. Vi ”smed” præventionen og gik i gang med projekt baby, men der skete ligesom ikke noget…. Mennesker i vores omgangskreds blev gravide, forældre, vi så barnevogne og gravide overalt, forsøgte at sige til os selv. ”det lykkes nok”, men nej.

Efter et års tid fik jeg en tid ved lægen, hvor jeg fortalte om vores projekt baby, som ikke rigtig ville lykkes. Jeg blev orienteret om, at der for gennemsnittet gik op til et år, før det lykkes at blive gravid og den ”tidsfrist” havde vi ligesom nået. Så derfor blev vi henvist til undersøgelser på SVS i Esbjerg.

Her fandt gynækologen frem til, at min mands sædkvalitet var SÅ dårlig, at der var mindre end 1 ud af 1 mill. Chance for, at det på naturlig vis ville lykkes os at blive gravide. Derfor blev vi henvist til fertilitetsklinikken på OUH. 10-9-2005 holdte vi vores bryllup og d. 11-9-2005 kl. 13.00 skulle vi på OUH for at påbegynde fertilitetsbehandling. Vi skulle i IVF/ICSI behandling, da min mands sædkvalitet var så dårlig, at alm. IVF behandling ikke var tilstrækkelig.

Vi var lykkelige over, at kunne påbegynde behandlingen og valgte at være meget åbne og snakke om vores forløb, det havde sin pris…. For ja selvfølgelig fyldte det meget for os og vi ønskede os virkeligt at blive forældre.

Det var bare ikke alle omkring os, der havde forståelse for vores situation. Min mor sagde f.eks. til mig: ”det er sikkert, fordi du er for tyk, at du ikke er blevet gravid”. Det besked kostede tåre og søvnløse nætter.

Min studiegruppe, jeg læste til pædagog, tog afstand og nærmeste frøs mig ude, for ja jeg havde brug for at snakke om det og ja, der var dage, hvor jeg var gråd labil, både pga. det psykiske pres og hormonerne under behandlingen.

Så vi fandt ud af på den hårde måde, hvilke personer vi ønskede skulle være en del af vores liv.

Vi nåede frem til første æg-udtagning og opsætning, i mine tænker håbede jeg på at få sat 2 æg op, da jeg tænkte at sandsynligheden for at blive gravid var større, men nej. Det var den ikke og jeg havde heller ikke befrugtede æg til det. Men det blev til et ”guldæg” som de kaldte det på klinikken og så var det ”bare” at vente. Det blev til 16 dage i helvede, psykisk var jeg helt nede, jeg græd, kunne ikke overskue noget og havde mest lyst til at isolere mig.

Så kom opkaldet med svar på min blodprøve fra OUH, NEJ, jeg var ikke gravid og vi måtte påbegynde ny behandling i næste cyklus. Farvel og tak, jeg lagde på og knækkede sammen, græd i timevis og det gjorde min mand også. Han sagde til mig, at hvis mit største ønske var at blive mor, så ville han ”sætte mig fri”, da det jo var ham, der var ”problemet”. Vi havde en lang snak om, at det jo var vores ”kærlighedsbarn” vi ønskede, at vi måtte kæmpe sammen og det gjorde vi så.

Vi gik i gang med vores 2. forsøg, man har 3 forsøg betalt af det offentlige, hvilket heller ikke lykkes. Det var endnu en nedtur både fysisk og psykisk, det er hårdt for kroppen, at være påvirket af alle de hormoner, man tager i behandlingen. Så vi besluttede os for at holde en pause med behandlingerne og aftalte med OUH, at vi ville ringe og tilmelde os behandling igen, når vi var klar.

Vi holdte en pause i ca. 6 mdr. så var vi klar til at forsøge en sidste gang. Vi havde inden snakket om donorsæd og adoption, ingen af delene var vi enige om og valgte at bruge vores energi og fokus på den sidste behandling.

Denne gang fik jeg 2 æg sat op og dagen før (en tirsdag) OUH skulle ringe med svar, kom min mand hjem. Han arbejde på det tidspunkt på Sjælland fra mandag til torsdag, vi bor i Jylland. Jeg blev glædeligt overrasket, for det havde vi ikke aftalt og jeg havde været meget alene i forløbet, grundet min mands arbejde.

På selve dagen var vejret fantastisk og vi valgte, at tage til Rømø på stranden. Der lå vi så, da opkaldet fra OUH kom… Tillykke du/i er gravide…. Jeg kunne ikke sige noget og gav bare telefonen til min mand. Vi var lykkelige og kunne slet ikke find ro, så vi pakkede sammen og kørte hjem.

Jeg havde en fantastisk graviditet, alt var som det skulle være, da tiden kom til jeg skulle føde og jeg lå på fødelejet, blev jeg ramt af angst. Ikke angst for at føde og smerten, men angst for at det skulle gå galt og vores barn ikke ville overleve fødslen. Heldigvis blev jeg overmandet af presseveer og fødte vores søn d. 18 marts 2007, som er blevet opkaldt Emil efter overlægen på OUH.

I 2008 blev vi enige om, at vi ville betale for 3 nye behandlinger på en privat fertilitetsklinik, for at se om det kunne lykkes med endnu et ønskebarn. Jeg blev gravid efter første forsøg og d. 11/11-2009 kom lillebror Noah til verden.

I første halve år af 2015 var der uorden i min cyklus og min menstruation udeblev. Jeg kontaktede min læge og blev henvist til gynækolog, da jeg havde en formodning om, at jeg muligvis kunne være gået i tidlig overgangsalder. Jeg kontaktede gynækologen for at få en tid og fik besked på at tage en graviditetstest. Jeg fortalte vores historie om ufrivillig barnløshed, men fik at vide at det var standart procedure. Så jeg måtte på apoteket og købe en test, jeg tog testen og den var POSITIV. Men det var jo ikke en mulighed, kunne det mon passe? Så mig afsted og købe nogle flere tests, for der måtte jo være en fejl i testen…. Det var der ikke, jeg var gravid på naturlig vis og var 3 mdr. henne.

11/11-2016 blev Villads født, mod alle ods havde vi fået et barn på naturlig vis og vi er lykkelige over, at være så heldige at vi er blevet begavet med 3 børn.