Det der amning, det er altså en finurlig ting.


Noget, som er SÅ naturligt, er også så forbandet svært!

Da jeg ventede min datter, for 10 år siden, mindes jeg ikke at jeg var bekymret for amning, og jeg tror faktisk aldrig tanken om at skulle give flaske strejfede mig. Da jeg ventede William for 2 år siden, var amning heller ikke noget jeg sådan tænkte over, for selvfølgelig skulle jeg amme, det havde jeg jo gjort før, så det var da klart at det skulle jeg igen. Og flaske det var bestemt heller ikke noget der kom på tale, på noget tidspunkt.

William blev født lidt for tidligt, 36+5, og han kom på børneafdelingen fordi han var meget undervægtig.

Jeg lå til opvågning efter kejsersnit i laaaang tid – ja vel næsten 5 timer. Da jeg endelig kom op til ham, og var kommet ud af sengen for første gang, fik jeg stukket en brystpumpe i hånden. Pump hver 3. time, læg ham til hver 3. time (ja vi kørte meget hårdt efter skema, for at få ham fedet op), og som når du engang kan. Øhh okay.. Hvor blev den der fantastiske følelse af, når man sidder med sit barn og han tager fat for første gang. Den var der ikke, for William kunne ikke tage fat – han havde ikke nok kræfter,

så jeg blev til Maren malkeko

i stedet for, for han skulle have min mælk, det var jo det bedste! I know, men når kroppen ikke rigtig følger med, så er det dælme svært at give mit barn det bedste. Men jeg pumpede og pumpede på livet løs og lagde ham til lige så meget. Først på 3. dag kom der få dråber mælk ud i den maskine..

Wuuuuhhuuuu, nu skete der noget..

Jeg kunne ikke pumpe nok ud til at han kun fik min mælk og det blev bestemt ikke bedre jo længere tid der gik. Det med at være på sygehuset og køre efter et skema, stressede mig, så vi kom aldrig helt væk fra erstatningen, heller ikke da vi kom hjem. Jeg kunne slet ikke det med at skulle pumpe ud hele tiden. Mine bryster gjorde så ondt, og jeg nærmest græd hver gang. Til sidst smed jeg håndklædet i ringen, og stoppede med at pumpe.

Wauw en lettelse!

William fik hans mad og han havde en mor der ikke var stresset eller på randen til at græde konstant. Selvom det var lidt en tilvænning det der med at give flaske, så føltes det faktisk meget godt. Der var jo stadig hyggen ved det og vi puttede stadig, som vi ville have gjort hvis det var amning. Man lærer hurtigt at give den tryghed på en anden måde, som man ville have givet ved amning. Og så kunne far også tage over engang imellem, hvilket jo var meget godt når jeg havde valgt at fortsætte i skole.

Da jeg så ventede Felix, der var amning noget af det allervigtigste for mig. Jeg SKULLE bare amme, nærmest for enhver pris. Jeg tror jeg havde det sådan fordi, at efter vi havde mistet William, skulle alt ved Felix bare være normalt – ikke at flaske ikke er normalt, men amning, var bare SÅ vigtigt for mig. Heldigvis gik det, som det skulle. Efter Felix var blevet født, kom han over til mig, og det tog ham ikke mange sekunder før han sad godt fast ved brystet. Han vidste godt hvad han skulle. Det var vildt at prøve det igen.

Den følelse der gik igennem kroppen på mig, var så dejlig. Her sad jeg med min perfekte søn, og amning kørte bare – hvad mere kunne man ønske sig?!

Da den lykkerus havde lagt sig, kunne jeg nærmest ikke være i det mere. Jeg havde dage hvor det hang mig langt ud af halsen at han konstant skulle spise. Jeg havde nærmest ikke et sekund for mig selv, og alt var bare øv… Jeg ved at det er en reaktion på det at jeg savnede William helt vildt, og havde dårlig samvittighed overfor Felix, der gjorde at jeg fik det fysisk dårligt at det hele. Jeg havde det lidt, som om at jeg bare gerne ville smutte fra det hele og bare være mig selv, men jeg kunne jo intet, for der var en der var SÅ afhængig af mig.

For første gang tænkte jeg at det ville da være nemmere at give ham flaske.

Han fik også flaske – to gange. Begge gange græd jeg helt vildt. Både fordi det gav flash back til William, men også fordi jeg følte skyld. Skyld over at jeg satte mit eget behov frem for Felix’s. JEG havde nemlig brug for en pause fra amning, og derfor fik han flaske. Efter 2. flaske gjorde jeg op med mig selv, at hvis han skulle have flaske igen, så skulle det kun være hvis jeg ikke var hjemme, og derefter havde jeg ikke længere det behov for at få en pause igen.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg sad med Felix efter han havde spist og tænkte at det var egentlig nogle ret ambivalente følelser jeg havde nogle gange. Det med at ikke at have lyst til at amme, men man gør det alligevel, for man ved det er det aller bedste for ens barn. Sådan lidt ping pong med ens følelser..

Jeg satte nogle milepæle for mig selv – først 4 måneder. Det var mest fordi han ikke ville åbne munden ordentligt, og det gjorde derfor ret ondt nogle gange, så hvis det ikke var blevet bedre efter 4 måneder, ville jeg nok stoppe der. Efter 4 måneder, var det heldigvis blevet bedre, og min nye milepæl blev 6 måneder.


Han er 6 måneder nu, og jeg kan mærke på mig selv, at jeg er kommet dertil at jeg ikke er klar til at slippe amning nu. Han tager ikke længere 1 time om at spise, som han gjorde til at starte med og det gør heller ikke ondt længere. Det er faktisk hyggeligt nu, eller det er det de gange hvor han ikke har fået øje på noget der liiiige skal undersøges MED patten i munden, eller han har for meget krudt i røven til at han gider ligge der og spise – ja vi er endda kommet til det punkt at det også må blive til siddende amning. Altså han sidder, på mit skød og spiser… Men det er stadig hyggeligt, for sjovt nok så giver det en ro i kroppen på mig.

Nu er jeg kommet så langt at jeg tager en dag af gangen og så stopper amning når det engang gør.

Ja amning er en finurlig ting, som jeg skrev til at starte med. Man kan gå fra at ville det SÅ meget, til at overhovedet ikke ville det, og så til at ikke ville undvære det.


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.