Ja, gu vil jeg da amme. Dumt spørgsmål.

Under min graviditet, havde jeg sat mig for, at selvfølgelig skulle jeg amme.

 Billedet er et model billede og er ikke en del af beretningen.

Billedet er et model billede og er ikke en del af beretningen.

Det var det mest naturlige, og jeg kunne næsten blive vild i mit sind, hvis nogle spurgte: “Vil du gerne amme?” Ja, gu vil jeg da amme. Dumt spørgsmål. Tænkte jeg...

Jeg vidste, fra andre ammende, at det var benhårdt arbejde, og absolutte ikke noget man skulle tage for givet. Fair nok. Men amme - Det skulle jeg fandme.

Jeg lånte to bøger af min svigerinde, hvortil jeg læste begge to. Jeg stod bagefter og tænkte: “Hvorfor skulle det være svært?”

Jeg fødte, og amningen gav nogle få startproblemer, eftersom min søn ikke havde kræfter nok, til at få mælken til at løbe til. Det var der råd for, og en sexet brystpumpe blev koblet på den kommende mælkebar.

Det gik bare derud af, og min søn var en stjerne til den amning der. Det gik heldigvis så nemt som forventet. Han tog fat, mælken løb til, og alle var glade. Undtagen mig.

Jeg følte mig SÅ alene. Ekskluderet fra alt. Kæresten og jeg var jo enige om familieudvidelsen, og alligevel følte jeg, at jeg stod der alene. Ikke bare Alene med ham hver dag, alene om måltiderne, men også alene med følelsen. Frustreret. Trist. Ensom.

Jeg tænkte dælme meget over det flaskehalløj. Vendte det med sundhedsplejersken, som man jo gør som nybagt mor. Er det det rigtige valg, og vil jeg fortryde mit valg?

Kæresten og jeg talte meget om det. Han mente det var op til mig, men at modermælk jo var det bedste for vores søn. Jeg var fuldstændig enig.
Jeg brød dog sammen, og måtte fortælle med tåre trillende ned ad kinderne, at det bare ikke lige var det bedste for mig. Han bakkede mig heldigvis op, og vi “flaskebarnet” var nu et tema.

Jeg besluttede, at på dagen han blev 3 måneder, ville jeg prøve MME, og straks blev jeg overvældet af dårlig samvittighed. Hvilken mor giver sit barn flaske, når amningen kører lige præcis som den skal? Ingen smerter. Ingen brystbetændelse. Ingenting.
Han tog flasken, da jeg bød den, og åd, uden at blinke 200ml. Tons af sten faldt fra mine skuldre. Det var som om alt så lysere ud. Nu var vi pludselig to om alle måltider. Wow.

Beslutningen om at vælge amning fra, var den bedste beslutning for mig. Ensomheden forsvandt, og faren og jeg kunne deles mere ligeligt om måltiderne. Jeg lærte, at følge min mave fornemmelse og at sundhedsplejersker, google og andre “kloge” ikke altid er dem der ved bedst. Jeg vidste bedst. Vi vidste bedst.

Min søn er 9 måneder i dag, og han elsker sin flaske.

Og til trods for alt, så tror jeg også stadig han elsker sin mor. :-)


Mvh Nadja