Slip "babserne" fri – amning i offentligheden.

Allerede inden jeg fødte Ellen 1. maj sidste år, vidste jeg at hun skulle være amme barn, da det faldt mig helt naturligt, jeg var dog også indstillet på at det ikke skulle være for enhver pris!

Heldigvis så var Ellen helt med på at være amme barn, og nej, det har ikke altid været en dans på roser at amme hende, selvom det er gået let, så blev vi ikke forskånet for en god omgang svamp, hvilket resulterede i at jeg var mere end tæt på at kaste håndklædet i ringen – fordi det bare gør MODBYDELIGT ondt at amme når baby har svamp og har smittet ens bryster!!

Heldigvis kom jeg ind til en meget lydhør læge der i hvert fald ikke synes et velfungerende ammeforløb skulle gå i vasken pga. det, og heldigvis for det, da Ellen stadig ammes meget, da hun er BLW barn.

Jeg kan tydeligt se hvor meget det giver Ellen at blive ammet, og det giver mig ligeså meget tilbage at se et tilfreds barn, som er glad og trives, så vi bliver ved med at amme og forhåbentligt længe endnu, ligegyldigt hvad omverdenen siger.

Men nu til det, det egentligt skulle handle om, nemlig det at amme offentligt.

Jeg har altid tænkt, ”hvorfor skal noget af det mest naturlige i verden, gøres til noget forkert som skal gemmes væk og forbydes på diverse offentlige steder”?

Jeg har derfor os gjort mig en del tanker inden jeg fik Ellen om hvordan jeg skulle reagere hvis nogle kommenterede eller direkte bortviste mig fra steder fordi jeg gav mit lille barn mad. Jeg besluttede med det samme, at selvom der var en risiko for det ville ske, skulle det ikke afholde mig fra at amme offentligt, og jeg har heldigvis aldrig høre noget for det, selvom jeg har ammet Ellen alle mulige tænkelige steder 😊 Men jeg synes det er ærgerligt at man er nødt til overhovedet at gøre sig tankerne, da det ikke burde være nødvendigt at frygte for at blive smidt ud eller få en grim kommentar med på vejen, fordi man ammer sit barn.

Men desværre er det virkeligheden for nogen, at de oplever at blive smidt ud fra steder, eller blive kigget skævt til, fordi de ammer deres barn.

Men hvorfor er det så forfærdeligt at en mor giver sit barn MAD!?!

Jeg er endnu ikke stødt på en ammende kvinde der "flasher" brysterne, ofte så sidder man meget diskret og ammer, så der ses minimalt med bar hud!

Jeg vil sige at jeg mange gange har set væsentlig mere bar hud, i f.eks. supermarkedet.

Jeg har dog aldrig oplevet nogen blive bortvist fordi de har fundet den lidt for nedringede sag frem fra gemmerne, hvor der ikke overlades meget til fantasien.

Men hvorfor er en kvinde i den lille sag, hvor man kan se nærmest alt, okay, mens en mor der sidder og ammer sit barn, kan blive betragtet som frastødende og forkert!?!? Det er jo så rav ruskende forkert!!!  

Jeg har desværre os mødt flere kvinder der holder sig hjemme de første mange måneder af deres barns liv, fordi hvad nu hvis barnet bliver sulten og skal ammes imens de er ude? Og øv, hvor synes jeg det er ærgerligt det skal være sådan, fordi de er bange for andres meninger og holdninger og syn på amning - et hvert barn har krav på at få mad når det er sultent, om det så er midt i supermarkedet, på restauranten, udenfor eller et helt andet sted! 

Så alle ammende mødre, skal vi ikke blive enige om en ting? Vi bliver ved med at amme offentligt lige meget hvad, fordi det er vores børns ret at få bryst når de har brug for det – lige meget hvad alle andre synes!


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.