En plejemors beretning

Jeg er 45 år og min mand er 44. Vi har en søn på snart 16 år og en datter på 13. Vi snakkede allerede tidligt i vores forhold om at vi gerne ville hjælpe et barn ( og dennes familie) når vores egne var store nok til det. Jeg havde lige noget uddannelse der skulle gøres færdigt og så blev vi godkendt i 2009.

Vi kom på kursus og fik vores første aflastningsbarn i 2010. Ham havde vi i weekender og lidt ferier. Han var et år yngre end vores datter, altså kun knapt 4 år gammel. 

I 2012 blev vi kontaktet om vi var interesseret i at have et “døgnbarn” altså et barn der skulle bo primært hos os. En bette fyr på 2 år, frivillig anbringelse. Det har været noget af en opgave, og jeg måtte sige mit job op for at gå hjemme med ham. Vi har lært rigtigt meget om os selv og hinanden i den proces, og ikke mindst vores børn.

Den store har der været aldersmæssigt stor afstand til, og han synes ikke at have været så påvirket af det at have en plejebror, som vores datter til gengæld har. Hun har savnet alenetid med os som forældre og da drengen samtidigt havde en del udfordringer, sled det også på os alle sammen. Hun er meget glad for ham og omvendt, men det har ikke været uden omkostninger for vores børn, det er helt sikkert. Drengen bor ikke hos os mere ( hjemgivet) men vi ser ham jævnligt, og det har alle glæde af.

I 2016 blev vi kontaktet igen ( faktisk mange gange den sommer) om vi ville tage os af en lille størrelse på 3 mdr. Igen måtte jeg sige mit job op, og ind flyttede en baby.

Det er unægteligt nemmere for datter at håndtere en så lille størrelse, rent følelsesmæssigt, ja og fysisk. Der er ren kærlighed mellem alle tre børn, omend datter fortsat synes han tager megen opmærksomhed.

Man skal IKKE gøre det fordi man har en romantisk ide om at fordi man ikke arbejder ide, så har man mere tid og overskud til sine egne børn samtidigt med at man “redder” et andet barn.

Det er knokkelhårdt arbejde og man investerer sig selv og sin familie i det her barn, som man risikerer at skulle sende hjem eller videre i systemet, før man synes man er “ færdig” med opgaven.

Hvad det giver os?

Vi styrker et barns kompetencer til at begå sig i verdenen og til at kunne håndtere to forskellige familier. Vi passer på dem og er deres, men de er ikke vores. Og det er SÅ vigtigt at arbejde med hjertet, og med forstanden.

De har familier, der er i krise fordi de har mistet et barn, så det kræver også empati og fingerspitzgefühl at navigere i samværene.

Vi er enige om her hos os at vi ikke skal have flere så små størrelser, vores egne børn går simpelthen glip af så meget, fordi de små skal have ro og overskuelighed.

Stil endeligt spørgsmål!

Hilsen Mona