“Det blev for uoverskueligt, så jeg bakkede ud””

I en alder af 15 år møder jeg en fyr, der var nogle år ældre end mig.. Tiden var ikke rigtig til et forhold - Nogle år senere stødte vi tilfældigt ind i hinanden igen og kemien var fuldstændig den samme - men noget var ændret - Han havde fået et barn... Jeg mødte denne her lille pige og inderst inde syntes jeg, hun var fantastisk og jeg var vild med hende fra første øjekast.

Men det var så uoverskueligt for mig at forholde mig til et andet lille væsen på den måde, at vores forhold skulle rumme et ekstra, at jeg pludselig skulle være 'den anden' nogle dage om ugen. For selvfølgelig var hun hans et og alt og det skulle ikke være anderledes.

Men jeg var slet ikke i stand til at gennemskue hvilken rolle jeg havde, hvad skulle jeg, hvad måtte jeg, hvordan måtte jeg knytte mig til det lille vidunder.
Jeg vidste at barnets mor ikke var pjattet med mig, så det hele fyldte bare så utrolig meget. Jeg begyndte at lede efter ting, der gjorde forholdet umuligt...

Vi prøvede flere gange at tale om det, han prøvede at give mig ro og plads til at håndtere alle de indtryk, det fyldte mig med. For det kan være en stor mundfuld, når der er børn involveret , det var det i hvert fald for mig.
Til sidst endte det med at vi kun så hinanden, når han ikke havde sin datter..
Jeg kunne simpelthen ikke..

Det føltes ikke rigtigt for mig at blive 'bonus-mor' , jeg var bare slet ikke der, hvor jeg kunne tage medansvar for et andet liv på den måde, et liv jeg ikke selv havde været med til at skabe..

Det var så hårdt at give slip på dem begge to, især fordi der var så meget kærlighed i det forhold ..

Her 11 år senere tænker jeg stadig nogle gange på dem begge to.

Men jeg er slet ikke i tvivl om at valget var det rigtige - Jeg kan ikke være nogens bonus-mor ...