Et lille skriv om at være skilsmissefamilie

Hej mit navn er Karine, jeg er 29 år gammel og har sammen med min eks, Birk på 31, en dejlig søn der hedder Liam, på 4 år.  

Den 1. juni 2015, bliver en dag jeg nok altid vil huske, der blev jeg enlig mor til en dreng på 11 måneder. Drømmen om en kernefamilie blev knust for alvor, selv om der længe havde været skår i drømmen. 

Der er mange der påpeger hvor dejligt det er at se, hvor godt jeg har det med min eks. At det må være dejligt for vores søn, og at han er heldig.  Men Liam er ikke “heldig” at vi bare kan sammen, Liam er “heldig”, at vi har kæmpet for at kunne sammen. 

Da min eks og jeg gik fra hinanden, var følelserne overvældende, jeg græd, rystede, var vred, såret, knust og hadsk. Jeg følte han kastede håndklædet i ringen uden overhovedet at have forsøgt at kæmpe.

En lang periode med at hade min eks, satte ind.

Jeg husker tydeligt en dag hvor jeg sad med min mobil på min mors trapper og kiggede på vores fælles konto, jeg tror det var 14 dage efter vores brud, 1 dag inden jeg ville få nøglen til min og sønnikes nye lejlighed. Hvor jeg fik bekræftet at min eks allerede havde en anden som også havde en søn, og han nok havde haft hende sådan lige efter vores brud, og “erstattet Liam og jeg. 

Men der sad jeg med fælleskontoen i hånden, og 30.000 kroner som min eks havde sparet op. Og tanken “skal jeg låne 20.000 af min far, til indskud, fordi at han (Birk) slog op med mig? Og så kan han fyre 30.000 kr. af på hende (hans nye dame)” jeg var sekunder fra at fuldføre transaktionen fra fælleskontoen til min konto, men så slog en anden tanke mig

 “hvis jeg gør det her, så starter jeg en krig, og den eneste taber i den her krig, er vores søn” jeg lukkede netbanken ned og sendte en besked til min eks hvor jeg skrev

 “jeg ved at du tror at vi skal hade hinanden fordi vi ikke er sammen. Men vi har en søn, som ikke skal lide under at vi to var idiot nok til at få et barn sammen og så gå fra hinanden. Vi to vi SKAL få det til at fungere”    

Og sådan startede kampen om at samarbejde om vores søn, for vores søn, og for os selv, for at bruge 12 år af vores liv sammen, for så at hade hinanden, det ville være det værste spild af liv. 

Nu lever vi i et samværs forhold der hedder 12-2, et uligevægtigt samvær, som vi alle 3 ville ønske var anderledes. Men Birk arbejder som håndværker i København og arbejder ofte 12 timer eller mere om dagen. Men så ofte han kan, så henter han Liam midt på ugen, den weekend han har ham, og har ham i nogle ekstra dage. 

Liam har 2 hjem, et med en mor, en bonus far, 2 bonus søstre og en hund. Og et med en far, en Bonusmor og en hund.

Og så ofte vi kan, så samler vi de to hjem. 

Vi facetimer alle i løbet af ugen, hvor Liam’s far og bonus mor snakker med Liam og hans bonussøstre, og filmer hunde, legetøj og diverse ting. 

Vi skriver og ringer sammen om ting der rører sig i Liams liv og kæmper sammen, om at have et barn der ved at Mor, far og bonusforældre elsker ham, og alle har det samme mål, en glad dreng der udvikler sig i trivsel.

Jeg ved også at det faktum at vi begge er i faste forhold, hvor vi respekterer modpartens “nye” kæreste, giver os en kæmpe fordel. Fordi der på den front ikke skabes splid og problemer. 

Vi har slugt mange kameler for at nå hertil, 

Folk der har skabt splid, meninger der ikke har stemt overens, gråd, vrede og dumme trusler. Og gør det stadigvæk indimellem, som ferie diskussioner, hvem betaler turen over broen, opdragelse osv. Men vi finder altid en løsning og en vej, for vi holder fast ved at vi har en søn, der ikke skal lide, fordi vi ikke er et par. 

Mit og nok vores ønske i hele det her, er at vores søn vokser op i en kernefamilie, på vores måde, at biologiske forældre og bonusforældre kan mødes, med kram og sjove tider, at han aldrig føler uro og usikkerhed på hvor vi står og hvad vi ønsker for ham. 

At han aldrig skal opleve at være våben, i en krig, mellem de to mennesker han elsker mest.

Tak fordi i læste med.