Jeg er skilt fra min rigtig gode ven, som også er far til mine to børn.

Vi har et rigtig godt samarbejde, vi er meget enig omkring børneopdragelse, vi lytter til og respektere hinandens måde at gøre tingene på. Vi er indimellem uenige, men det løser vi over en sodavand eller en gang pommes frites. Vi forsøger så godt vi kan at respektere og hjælpe hinanden.

Vi spiser sammen hver anden søndag, holder børnenes fødselsdag sammen, vi snakker sammen uden at det handler om børn, hvis børnene savner farmand, inviterer vi ham over, vi sørger for rigtig fine gaver til hinanden fra børnene. & vi er lige kommet hjem fra 4 dages ferie i en lille hytte i jesperhus.  

Vi havde lavet forventnings afstemning inden vi tog af sted, for at skabe de bedste omgivelser for en god ferie, blandt andet havde jeg pointeret, at det var vigtigt at der var et værelse jeg kunne trække mig ind på, når det hele blev for meget. Og vi havde aftalt at lave nogle ting hver for sig. Det endte dog med at vi brugte hele ferien i fællesskab med to meget glade børn. Og først torsdag aften (vi var afsted mandag-fredag) blev jeg nødt til at gå en lang tur for at få lidt luft.

Nu tænker du måske, det lyder da nemt…

Men sådan startede det ikke, det har krævet meget stor viljestyrke at nå hertil, der er blevet slugt mange kameler for at ikke at lade fortiden bestemme vores fremtid.

Hvis du vil have starten med, så kommer den her:

19 januar 2015 blev vores drøm for alvor til et mareridt, drømmen om bryllup, hus & barn, med min store kærlighed & bedste ven, var allerede virkelighed, men det var på ingen måde som vi havde forestillet os.

Denne kolde januar dag, blev alt omkring os endnu koldere. Vores smukke skrøbelige datter fik (efter lang kamp med vores lægehus) 8 måneder gammel, diagnosen VSD (hul i hjertet) mens at det skræmte livet af mig, fornægtede hendes far at hun fejlede noget. Det skulle vise sig at vores kampe ikke blev færre. Først kampene med kommunen, så med angst, depression og senere med hinanden.

Trods svigt og mange kampe, snakkede vi ofte om ønsket om endnu et barn, men vi måtte anerkende at det ikke var et godt tidspunkt. Sådan gik det dog ikke, den dejligste dreng kom til verden 24. oktober 2016 alt i mens at farmand nærmest levede et dobbelt liv.

Da lillebror var godt 3 måneder gammel indrømmede han alt om et langt forhold til en anden kvinde.

Han gik efterfølgende med til at lade sig indlægge på psyk, fordi han var selvmordstruet.

Vi ”arbejdede” næsten 1 år med parterapi og div. Selvom vi begge vidste at det var umuligt at elske hinanden på den måde igen. Vi var begge længe videre da skilsmissen langt om længe gik igennem marts måned 2018.

Vi var uenige om stort set alt til at begynde med, vi følte os begge svigtede og blev derfor meget egoistiske.

Vi skændes, råbte, skreg, græd, der var trusler, vi sloges og det nærmede sig vold imellem os. Så da jeg fik lov at tage begge børnene med, så flyttede jeg, selvom at der ikke var økonomi til det. Ellers var der ikke tvivl om at børnene ville have taget stor skade.

Farmand tog den dag vi flyttede, en vigtig beslutning i forhold til vores fremtidige samarbejde. Han hjalp os med at flytte, han lod os få de ting børnene og jeg havde brug for.

Han hjalp med ALT han opførte sig som min ven.