”Jeg tror ikke jeg kan det her forhold”

”Jeg tror ikke jeg kan det her forhold. ”

De ord glemmer jeg aldrig. Faren til mit barn, min mand, min bedste ven... Han ønskede ikke længere, at være gift med mig. Jeg forstod det ikke dengang og jeg forstår det nok stadig ikke. Hvorfor jeg ikke var værd at kæmpe for. Hvorfor vores familie ikke var det værd. Han ville ikke separeres, ikke give mig en chance. Der var ingen mellemvej. Han ville bare væk.

Det kom som et lyn fra en klar himmel. Og så alligevel ikke. For to uger før havde jeg spurgt ham, hvor han var på vej hen. Han søgte væk fra mig og væk fra vores fælles hjem. Træningen varede pludselig længere og længere, og han mødte før på arbejde. Han forsikrede mig om, at han ikke var på vej væk, men at han godt kunne se, at han havde prioriteret forkert. Han undskyldte og var ked af det. Og jeg stolede på ham.

Så stod jeg der. I vores nye flotte lejlighed, med en dreng på 7 måneder på armen, forladt. Jeg græd og græd. Det gør jeg faktisk stadig. Følelserne for ham er væk, de forsvinder hurtigt når man lukker af og pakker sit hjerte væk. Men svigtet sidder stadig dybt i mig. Lige nu kan jeg stadig ikke forestille mig, at jeg nogensinde skulle kunne åbne mig op for en mand igen. Jeg ved det sker, for tiden læger alle sår, men hvornår det sker ved jeg ikke.

Min familie kom selvfølgelig springende og det gjorde mine veninder også. 3 uger efter flyttede jeg med vores dreng i en lille lejlighed i Nordsjælland, tæt på min familie. Lejligheden på Amager blev hurtigt sat til salg og solgt på 5 dage. Det var trods alt meget rart at det gik så nemt og hurtigt.

Tiden efter var svær. Når vores dreng havde svære dage og græd, så græd jeg med ham. Vi faldt ofte i søvn i omfavnelse. Nogle dage havde jeg det fantastisk andre dage havde jeg lyst til at bure mig inde. Det har helt klart hjulpet mig, at jeg har ham. Med en lille dreng at tage sig af, kan man ikke gemme sig under dynen til gråden stopper.

Der er nu gået 5 måneder siden jeg blev forladt, og vores dejlige dreng bliver 1 år om en uge. Vi har heldigvis været enige om fra start af, at intet skal gå udover ham. Derfor har vi også et super godt samarbejde. Fordi han har været så lille, har han endnu ikke været alene med sin far i mere end 4 timer, men nu er vi ved at skrue tiden opad, så de forhåbentligt kan have en overnatning sammen i julen. Jeg under dem det virkelig! Men samtidig bliver jeg bare så gal på min eksmand over at jeg skal dele min dreng på den her måde. Det var ikke det der var meningen. Men nu er det sådan det er.

Vi har ikke haft brug for statsforvaltningen. Vi har sammen lavet en samværsaftale som passer til os, og vi har i fællesskab aftalt hvor meget børnebidraget skal være på. En lykkelig skilsmisse er det ikke, men en forholdsvis velfungerende skilsmisse. Måske det bliver sværere når der kommer nye kærester ind i billedet, men det må vi tage til den tid.

Mange i min omgangskreds forstår ikke at jeg går så langt for min eksmand. Jeg tager med vores dreng i tog og metro fra Nordsjælland til Amager, for at de kan få 4 timer sammen, mens jeg enten ses med veninder, eller går på cafe og læser en bog og drikker kaffe i spandevis. Jeg åbner mit nye hjem for min eksmand, og så er vi alle 3 sammen herhjemme i 4-5 timer og spiser frokost sammen. Det virker uvirkeligt for nogen, at jeg gider gøre det. Men jeg har besluttet mig for, at jeg vil gøre alt for, at min eksmand og vores dreng for et skønt og tæt forhold. Og skulle det ske, at de ikke ender med et tæt far-søn forhold (hvilket jeg inderligt håber at de gør), så skal vores dreng vide, at
jeg har gjort ALT for at det skulle fungere. Jeg har ikke sat mig på tværs og gjort det svært, pga. mine egne sårede følelser, jeg har set udover min egen næse, og prioriteret ham over alt andet.

Leosmammi

1521017029609.jpg