Jeg var så fortvivlet og vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere.

Jeg mødte min mand i foråret 2012 på Facebook. Vi bestemte os for at mødes og klingede rimelig godt. Han fortalte hurtigt at han havde en søn på 1.5 år som han havde på samvær hver 14 dag. 

Han besøgte ham jævnligt, da han gerne ville være en del af hans hverdag. Jeg kunne mærke at jeg lige skulle sluge den kamel og tænke mine fremtidsplaner igennem grundigt. Var jeg klar til at være bonusmor, hvad ville det kræve af mig osv.
Vi begyndte at se hinanden meget og jeg havde gjort det klart at jeg ikke ville møde hans søn før vi var 100 % på hvad vi ville.
En dag fortæller han mig, at han var ved at søge bopæl på hans søn og finde en større lejlighed. Altså han skulle have ham fast! Jeg var så fortvivlet og vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere. En ting var at han havde ham hver 2 uge, men ligefrem hver dag.
Jeg besluttede mig for at tage chancen og fandt ud af at moderen kendte jeg lidt.
Hun skulle flytte til Langeland pga. en kæreste og min mand nægtede at lade ham flytte mere. Dette var 3 gang i hans korte liv.
Jeg flyttede ind et par mdr. efter og det viste sig hurtigt at vi havde fået en dreng som havde det svært og var utryghed ved det hele.

Hans mor flytter tilbage og vil så have ham til at bo hos hende igen. Dette afviste vi blank og sagde at han jo ikke var en dukke.
Hun havde efterladt alt derover, klapvogn, autostol, tøj osv.
Hun boede hos en veninde og vi havde et uhyre med at få fragtet ham og holde styr på alt hans tøj. Hun fralagte sig alt ansvar.
Igennem årerne var hun en mor, som bare var med på sidelinjen. Jeg blev kaldt det ene og det andet. Sommetider havde jeg lyst til at give op. Det krævede så meget energi. På et tidspunkt så meget, at vi måtte søge en psykolog, hvor vi kunne få et par sessioner som par.

Jeg kunne seriøst sige med god samvittighed, at jeg deltog i alle møder, samtaler og arrangementer, som omhandlende ham. Modsat hende som skiftede kærester ud og var i et kaos og sjældent mødte op. Kommunen havde hende i søgelyset pga. hun også havde datter, som var 2 år ældre.

Tit har hun gået amok og skrevet grimme beskeder og svinet mig til. Det har været hårdt og jeg har prøvet at være den voksne. Men sommetider flød mit bæger over, mest fordi jeg følte at jeg gjorde så meget for at være en del af hans liv. Lære ham en masse værdier og være den som var et forbillede. Aldrig har jeg talt dårligt om hans mor og jeg har fortalt hende at jeg aldrig vil forsøge at tage hendes plads.

I dag er han 8 år og vi har stadig mange gnidninger med moderen. Det er svært at være neutral, når han bor i vores fælles hjem. Vi har fælles økonomi, da vi har 2 børn sammen, derfor giver jeg alt hvad jeg kan. Der skal ingen forskel være, de skal behandles ens og opvokse med de samme muligheder. Jeg har mange gange de sidste år haft lyst til at give op. Alle forventer at man er glad for sin rolle, men der er også en bagside af medaljen. Balancen imellem at være der for ham, men heller ikke blande sig. Bare det at få dårlig samvittighed over, at lave nået med mine børn alene. Acceptere at det er okay, at give en gave da han også får oplevelse og ting hos hans mor.

Min mand har tit siddet i klemme imellem hende og jeg, da han bare vil have ro. Vi har kun haft brug for Statsforvaltningen 2 gange og det har været nødvendigt.

Hun flyttede igen for 1,5 år siden, denne gang kun 200 km væk. Men igen skulle vi få logistikken til at gå op hver 2 fredag, når han skulle på samvær dernede.

Jeg begyndte at føle det gik udover vores familieliv og alt for meget planlægning. En stor udgift til tog og tiden med at køre ham på stationen. Endnu gang skulle vores familie rammes af det og det gjorde mig rasende at hun ikke tænkte hvordan det passede ind hos os.

Der er stadig mange løse ender og det ulmer altid hvornår næste gang er at hun sætter sig på tværs. Min man er begyndt at kridte banen op og vise at vi ikke finder os i alt. Vi ønsker at han skal besøge hans mor, men han skal også kunne passe sin skole og lektier.
Vi modtager mange breve fra skolen omkring hans trivsel og det er tydeligt at han er mærket af stress og uvidenhed omkring hvordan hans næste weekend hos hende bliver.

Mvh Rikke