Siden da har det bare været os

Billedet er et model billede og afspejler ikke personerne i beretningen.


Da jeg for nu 11 år siden fik mit første barn, var livet som alene mor ikke lige sådan jeg forestillede mig mit liv.

Jeg håbede, mine to børn kunne vokse op i den kernefamilie som jeg selv kendte fra min barndom, med far, mor og to børn. Men sådan gik det ikke, børnenes far og jeg gik fra hinanden for syv år siden da min søn var tre og min datter næsten to år.

Det var pisse hårdt, ingen tvivl om det, men samtidig var det også en befrielse, for jeg var ikke glad i forholdet med deres far og ingen glad mor er i mine øjne ingen god mor.


Børnenes far og jeg gik fra hinanden som venner og jeg har altid sagt, at børnene aldrig skulle inddrages i vores evt. uoverensstemmelser, det vigtigste var altid dem og at de var glade. Så åd jeg hellere nogle kameler og tænkte sådan en idiot, når man indimellem ikke var enig i tingene. For tro mig, det tænker man altså ofte - for der er jo en grund til man ikke er sammen med vedkommende mere.


Vi startede med at have en 9/5 ordning, men desværre for børnene skete der det, at deres far fik en kæreste, hvor han hurtigt flyttede ind til hende og hendes børn og der var i deres verden ikke plads til hans egne børn, så deres samvær stoppede og de har de seneste tre år været hos mig fuldtid.

En af de største kameler jeg nogensinde har måtte æde, var at se hvad det gjorde ved børnene, at blive valgt fra, gjorde så ondt i mit hjerte. Men min vrede hjalp ikke børnene over tabet, så jeg besluttede, at det måtte være hans tab og jeg ikke ville bruge mere af min energi på det, jeg besluttede at jeg ville gøre alt for, at det så måtte fungere på den måde.


Siden da har det bare været os - vores lille trekløver.


Inden da havde jeg jo friweekender, havde alene tid og kunne date, så jeg kunne se om jeg igen kunne finde kærligheden. Men nu er den del nærmest ikke eksisterende, for hvordan skal man lige forene alene mor på fuldtid med dating? Jeg kan jo sagtens få børnene passet og tage ud på én date, men når det ofte kun kan ske en gang hver anden måned, så mister de fleste mænd desværre interessen, selvom de starter med at sige, jeg forstår sagtens at du er alene med dem, jeg har ikke travlt og du skal da ikke føle dig presset - så går der lige præcist to dates, før de bare langsomt forsvinder.
Ikke at jeg bebrejder mændene noget, for jeg kan da sagtens forstå dem, når de måske selv er i en fast ordning med fri hver anden uge.


Men håbet om, at der findes bare én derude til mig, holder jeg fast i, om ikke andet, så må jeg date når børnene er blevet teenagere og alligevel ikke gider deres mor.

Mvh Lissa Andersen