Single mor - uden far

Har du læst Annas tidligere indlæg ‘Jeg er skilt fra min rigtig gode ven, som også er far til mine to børn.’ ellers kan du nå det endnu :-)

Well only need the light, when its burning low

Sådan starter sangen, som også slutter AND YOU LET HER GO.
Da jeg var en lille pige, havde jeg verdens bedste far, han var der altid for mig han var blandt nogle få mennesker, der altid kunne se det gode ved mig. Jeg følte at uanset hvad jeg foretog mig, så gjorde jeg ham stolt!

I dag sidder jeg kun med savnet og minderne tilbage!


Næste år fylder jeg 30 år og min far fylder 60 år, så vil det være 6 år siden min far lod mig gå. Min far har aldrig mødt mine børn, hans børnebørn. Jeg er min fars eneste barn. Min datter er 4 år, hun spurgte mig for nyligt, ”mor, savner du din far” og jeg måtte jo være ærlig og sige, jo det gør jeg. ”mor kan man besøge din far?” ”ja Mia det kan man, men det har jeg ikke lyst til” Mia: ”mor jeg vil gerne besøge ham engang” mit svar var helt oprigtigt men også sagt med stor frygt ”det må du også gerne Mia”

Jeg har fuld forståelse for hvis Mia ønsker at kende til min fortid og hendes forfædre. Men en hver mor vil gøre sit yderste for at beskytte sit barn! Da jeg valgte at trække stikket og sige farvel til et liv med min biologiske far, var det for at beskytte mig selv og for at blive et gladere menneske. Men det var også med drømmen om at blive mor. En måde at passe på og sørge for at mine børn ikke skulle komme ud så ødelagte som jeg gjorde.

I dag er jeg 29 år og har svært ved at knytte mig til andre mennesker, fordi jeg forventer at blive behandlet dårligt, misforstået, såret og glemt. For bare få år siden havde jeg utroligt dårligt selvværd, jeg kan stadig i dag have selvskadende tanker, selvom selvværdet er bedre end nogensinde. Alt det skyldes bla. mobning i skolen, men nok endnu værre mobning, psykisk terror og dårlig behandling. Af det menneske, som min far valgte at tilføre i mit liv, som han påstod at elske og senere kalde sin kone.

Min farfar var det menneske der elskede, forstod, troede på, og kunne se det gode ved mig, måske endnu mere end min far.

Farfar var det eneste menneske der kunne se hvor ondt hun gjorde mig, Farfar havde det derfor lige så svært med hende som jeg. Farfar var min store støtte! Da Farfar døde var jeg alene, hun kunne få frit spil! For min elskede far beskyttede mig ikke.

En enkelt gang beskyttede min faster mig og utællelige gange kom min mor og storesøster mig til undsætning, når jeg blev nødt til at flygte fra den psykiske terror.

I dag er mit selvværd bedre end nogensinde, men jeg kæmper stadig med at forstå mig selv.

Hvordan kan jeg savne og elske en mand, som skulle beskytte mig, men ikke gjorde det? Hvordan kan jeg passe på mit dyrebareste i deres søgen og forståelse af familie?

OHANA betyder familie og familie betyder at ingen bliver efterladt! Eller gør det?

Kan jeg nogensinde finde kærligheden igen, med alt det her i bagagen? For jeg har ikke i sinde at finde flere mænd som er som min far!

Svaret må være, at det må tiden vise, men en ting er helt sikkert, når man kan komme så langt, som jeg er i dag.

Så kan alt lade sig gøre!


Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.