Update - jeg tror ikke jeg kan det her forhold.

Mit første indlæg (kan læses her) skrev jeg en uge før vores dreng blev 1 år. En måned før hans fødselsdag, blev min eksmand sygemeldt med stress fra sit arbejde. Det var tydeligt han ikke havde det godt. Han var hele tiden ked af det, intet overskud, træt og ugidelig.

Alt var negativt. Undtagen de timer han så sin søn.


Jeg sagde en dag til ham, at det var utroligt, at hende der var blevet forladt, var hende der klarede sig bedst, han gav mig ret... Jovist var jeg ked, men jeg har altid haft et lyst sind med let til grin og smil, og prøver at få det bedste ud af alt. Vi jokede altid med at jeg er optimisten og han er pessimisten. Derfor gjorde det mig også trist, at han havde det så skidt.


Igennem sin sygemelding startede han til psykolog, som hurtigt fik åbnet op for hans liv og hvad der var sket, det sidste år. Det viste sig at han havde fået en hård efterfødselsreaktion. Han anede ikke selv at “det fandtes” og blev både ked og lettet. Jeg selv havde faktisk nævnt det for ham helt i starten af bruddet, men der rystede han det bare af sig...


Det var hårdt at se ham jeg trods alt stadig elsker, synke dybere og dybere ned.


Sammen med psykologen fik de talt om, at han skulle fokusere på det der gjorde ham glad. Det var selvfølgelig vores dreng, hans træning.... og med tiden mig. I december 2017 kort inden jul, kom han til mig og sagde han havde fortrudt, og at han var så ked af han havde ødelagt vores familie.
Lige der ramlede min verden sammen igen.. alt det jeg 5 måneder inden ville ønske jeg havde hørt, blev lige pludselig til spørgsmål.


Kunne jeg tilgive ham?
Kunne jeg stole på ham?

Stole på at han ikke ombestemte sig igen...
Havde jeg overhovedet lyst til at være sammen med ham igen?
Vi har altid været meget forskellige.
Jeg sagde til ham, at nu havde han sagt det til mig, men jeg vidste ikke hvad jeg ville, så jeg havde brug for at vi ikke talte om det en uges tid, så jeg kunne få ro på mine nok så forvirrede tanker.

Da han gik fra mig, havde jeg lavet en aftale med hans bedste kammerat, for jeg vidste, at han altid ville gå til ham. Vi aftalte, at hvis han en dag fortrød sit valg, så skulle kammeraten sige til min eks, at han skulle fortælle mig det. Han skulle ikke være for stolt til at sige det til mig. Og kort tid efter min eks havde fortalt mig det, fik jeg en besked fra hans kammerat. Han fortalte at min eks var så ked af det og at det gjorde ondt på ham at indse, hvad han havde gjort.


Jeg ringede til min søster og veninde som det første. Min søster var ikke i tvivl om, at kunne jeg tilgive, synes hun jeg skulle tage ham tilbage. Min veninde var mere skeptisk, for bare fordi han er far til min søn, skulle jeg ikke tage ham tilbage.

Jeg mærkede efter og var ikke i tvivl.

Han er far til min søn, og jeg kunne godt tilgive. Inde bag mit knuste hjerte havde jeg stadig så meget kærlighed og ømhed til ham.  Jeg har altid ment at han var mit livs kærlighed, og det mener jeg stadig.
Så vi begyndte stille og roligt igen at være sammen, som en hel familie. Der gik en måned før vi sagde det til resten af vores familie, men alle støttede os og mente, at kunne vi komme igennem det her, så ville vi komme stærkere ud på den anden side.

De første dage var mærkelige og jeg skulle tage tilløb, til det første kys igen.
Inderst inde var det så utroligt svært at tilgive ham, der havde ødelagt vores familie, min verden og mit hjerte. Månederne fra vores brud til hans fortrydelse havde jeg kæmpet med at få puttet ham i kassen, som min eksmand jeg skulle samarbejde med men ikke ellers tage stilling til. Og jeg syntes ofte han var en anelse irriterende og jeg brokkede mig over ham, til mig selv vel at mærke.

Det var svært at finde balance i alle mine følelser.

Vi talte om parterapi, jeg insisterede faktisk på det. Men af en eller anden grund kom vi aldrig afsted. Vi talte meget om det hele, vi græd når jeg blev bange for at han smuttede igen. For det blev jeg ofte det første halve år. Hvis vi skændtes eller var uenige var jeg sikker på at han gik fra mig igen. Det var utrolig hårdt hele tiden at gå med den frygt, men han var sød og forstående og hjalp mig igennem de svære dage.


Der er nu gået et ekstra år og vores dreng er blevet 2.

IMG_2659.JPG


Vi er sammen og bor i et lille rækkehus i Nordsjælland. Jeg går hjemme med vores dreng til han skal i børnehave til sommer, og udover at vores dreng og jeg nyder det, så giver det også hans far en mere stressfri tilværelse. Har man nemlig først været helt dernede han var været, så er ens stresstærskel ikke så stor som tidligere. Det giver os alle lidt mere ro.

I sommers blev vi gift igen, på vores bryllupsdag, og det føles perfekt.
Han er stadig manden i mit liv og den bedste far for vores dreng. Men jævnligt bliver vi mindet om hvad vi har været igennem, nok også fordi det stadigvæk kun er 1 1/2 år siden skilsmissen. Vi bliver ikke længere kede af det, og kan tale om det stille og roligt. Og jeg er ikke længere bange for at blive forladt.
Men til jul da vi kom til at tale om julen 2017, kunne jeg ikke dy mig for med smil at sige: “Og kunne vi så aftale, at vi ikke skal igennem den her slags igen”

-LeosMammi


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.