Du kommer muligvis aldrig til at blive gravid.

Den besked fik jeg af lægen i en alder af 17 år. 

Jeg sad til gynækologen med min svigermor, fordi min menstruation var 3 måneder forsinket. Da jeg kom ind til undersøgelsen, nervøs og med svedende hænder og en masse tanker om, at nu skulle jeg se en baby. Ingen baby men derimod sætningen: Du er ikke gravid men har PCOS, du må gerne tage bukser på igen. 

Øh.. Endnu mere forvirret end inden jeg gik ind, gik jeg nu ud. Min svigermor spurgte hvordan og hvorledes og det eneste jeg kunne sige var, at jeg ikke var gravid med havde PCOS. 

"Hvad er det?" 

Ja, det ved jeg da ikke. 

Og så startede lægebesøg, undersøgelser og jeg skal komme efter dig. Min mor er blevet gravid bare ved at kigge på et par underbukser, min mormor har fire børn så det var ikke noget der lå i familien. Jeg var ikke overvægtig, så de kunne ikke komme med en begrundelse for, hvorfor jeg havde det. 

Min mand (kæreste på daværende tidspunkt) blev også undersøgt, ja han havde så utrolig lav sædkvalitet. Så lægens dom var, at vi to sammen, ikke skulle regne med at få biologiske børn. 

jeg var 17 år gammel og mit liv burde have omhandlet gymnasiefester, shopping og venindesnak.

i stedet begyndte min verden nu at omhandle helt andre problemstillinger end hvad en fredagens outfit skulle være. Vi boede sammen dengang, men vi var endnu ikke nået til snakken om børn eller hvornår eller hvor mange- jeg gik i gymnasiet for ikke at tale om, at jeg altså kun var 17 år. Vi var ikke i nærheden af den samtale.

Men efter alt det her, blev det et brændende ønske for os. 
Vi vidste, at vi skulle være sammen for altid og når det alligevel var en umuligopgave, hvorfor så ikke bare starte med det samme? 
Det blev vores største ønske, vi SKULLE opnå det umulige.

Da min mand fik sin dom, var han flov, rigtig flov. Og ingen måtte vide noget. Jeg, jeg brød sammen i gråd- jeg fik en kæmpe lettelse i kroppen. Nu var det ikke kun mig der var skyld i, at vi ikke kunne få børn. Jeg ved at det lyder hårdt og egoistisk- og ret dumt, for havde hans kvalitet nu bare været super-sperm, havde vi måske ikke haft problemer. 

Men nu var det os og ikke mig. Jeg var stadigvæk 'i stykker' men det var ikke min skyld. 

Fra jeg fik dommen til Nicklas fik sin, gik der omkring 6 måneder. Så i 6 måneder var det min skyld. Kunne jeg overhovedet gøre ham til far? Han ønskede børn, han ønskede to. En dreng og pige. Og dem kunne jeg ikke give ham. 

Min krop, sind og tanker blev hurtigt fyldt med kedelige tanker om mig selv og det at være kvinde, for det var jeg tydeligvis ikke. Ikke til dagligt og udover denne problematik, var alt perfekt. Men tænk hvis jeg ikke kunne blive gravid, mor skulle jeg nok blive. Der er så mange børn der ude der har brug for en mor, men jeg ønskede mit biologiske barn. Ville jeg nogen sinde komme til at høre sætningen "Hold da op, hvor hun ligner sin mor!" eller "Det er fuldstændig som at se dig Rikke!" 

Jeg var flov, jeg skammede mig og jeg delte det ikke med nogen. Men okay, min omgangskreds ville alligevel ikke have forstået mig. De festede torsdag, fredag, lørdag og nogen gange også om søndagen. 

Den ene ting en kvinde er skabt til, kunne jeg ikke. 

Godt jeg ikke var født i middelalderen! Helt seriøst, det tænkte jeg! I dag har vi heldigvis en masse gode hjælpemidler, men dengang.. Jeg ville være smidt på porten jo. En kvinde laver og føder børn, end of story. 

Bare ikke denne kvinde. 

Da jeg blev 18 år gammel gik vi igang med fertilitetsbehandling, vores læge sendte os videre med det samme og vi blev, på trods af vores alder, taget så godt imod på Roskilde og Holbæk sygehus. Vi havde på dette tidspunkt ikke indviet andre i vores nye dagligdag med undersøgelser, piller, skemaer og hormonsprøjter. 

Jeg begyndte at 'glemme' mit tøj til idræt, så jeg ikke skulle vise alle mine blå mærker på maven, mærker fra der hvor jeg stak mig. Hvordan skulle jeg forklare at jeg ikke virkede? 

Hele behandlingsforløbet var så hårdt! Og vores første forsøg gav desværre heller ikke det resultat som vi ønskede. Jeg kan tydeligt huske sekretærens stemme da jeg ringede og skulle have svar på min blodprøve.. Måden hun sagde mit navn på, jeg vidste at den var negativ. 

Vi blev ramt af sommerferieperioden og skulle vente 3 måneder med næste forsøg, vi nød hinanden i den sommer og at jeg var blevet student, nu skulle vi prøve igen! 

Denne omgang behandling var ikke ligeså slem, da vi nu havde æg i fryseren. Kl 08 onsdag, ville vi få et opkald hvis vores æg ikke havde overlevet optøningen- intet opkald! FEDT!

afsted med os!

fjorten dage efter, var stemmen i telefonen helt anderledes. Yes, den var positiv! 


Jeg begyndte at åbne op for mit problem, min mand var ikke klar til at alle skulle kende til hans problemer. Men jeg åbnede op for mit, og det hjalp. 

Den dag i dag, er jeg åben omkring det- det er min mand også. Og hvis vores historie eller viden kan hjælpe andre, så vil vi gerne det. 

Vores første datter er IVF barn, men de to næste er lavet naturligt. Dog har jeg haft 11 graviditeter i alt, hvor jeg har aborteret 9 gange. Lægerne mener, at det er drengene jeg taber. 

Men vi har snart tre fantastiske børn!
Langt mere end jeg turde håbe på, da jeg stod der som 17årige.