Når frygten overskygger glæden

.. det at stå med en positiv graviditetstest burde sende en lykkerus igennem kroppen.

Specielt når barnet er ønsket og planlagt.

Det gjorde det også i vores tilfælde, i hvert faldt i et par minutter. Derefter overtog angsten, frygten og nervøsiteten hurtigt hver eneste celle i min krop. 


FAKTA OM OS OG VORES HISTORIE: 
-Jeg var 17 år gammel, da jeg fik at vide, at jeg nok aldrig ville bære mine egne børn. 
Vi fandt da også ud af, at min mand har meget lav sædkvalitet. 

-Dette er min 11 graviditet på 5 år. 
9 ufrivillige aborter senest i uge 10+

-Vi har 2 børn +bebs i maven. Emilie (IVF) og Asta (Naturlig). 
Denne bebs er også lavet naturligt. 


Og hvorfor gjorde den så det og ikke mindst hvordan? 
Det er langt fra første gang at vi var i denne lykkerus efterfulgt af mareridtet. Faktisk er det 11 gang på 5 år, så vi er desværre efterhånden vant til denne forfærdelige rutsjebane.


Det er langt værre for mig at tabe nu, her efter at vi har fået vores to piger end inden vi fik vores første datter. Nu ved vi, hvad det er vi mister, hvad det er vi går glip af.. 
Sparkene i maven, duften af den nyfødt baby, hud mod hudkontakten, amningen, de små stunder, de små berøringer og det med, at det her lille perfekte menneske er afhængig af én, man er hele deres verden og ingen er bedre end mig. For ikke at tale om de første smil, kys, kram og den uendelige kærlighed som bliver gengældt. Nu kunne vi jo se hvor god en storesøster Emilie er til Asta- det var forfærdeligt!

Asta var min tredje graviditet på 9.5 måned og lige inden hende var jeg igen gravid, denne gang samtidige med min svigerinde. Faktisk kun med 1 uges mellemrum, vi tabte desværre igen og min svigerinde groede denne her perfekte lille baby. 
Da de fortalte at de var gravide brød jeg sammen, jeg måtte forlade lokalet og jeg knækkede, jeg var ødelagt. I starten havde jeg svært ved, at være glad på deres vegne fordi jeg var så ulykkelig på mine egne. Men i takt med, at hendes mave voksede, at jeg mærkede min niece sparke, fik hun kærligheden i stedet. Da jeg holdte hende for første gang, kunne jeg igen ikke holde mine tåre tilbage. Denne gang var det dog andre følelser der kom på spil, måden jeg følte på, for en andens baby overraskede mig. Alt den kærlighed der var tilegnet mit barn, mit barn som jeg ikke fik- blev alt sammen overført til min niece. Jeg var ødelagt, helt ind til knoglerne efter alle aborterne og den evige påmindelse om, at det skulle have været mig sammen med hende, vi skulle også sidde med en nyfødt i armene, men min niece, hun samlede mig. Hun helede mit sår og gjorde at jeg igen fandt glæden på andres vegne, også selvom at den glæde ikke fandt mig. Jeg kan ikke rigtig forklare hvordan eller hvorfor, men efter hendes ankomst, kunne jeg igen være glad på andres vegne og ikke kun tænke ‘hvorfor kan hun blive gravid når jeg ikke kan’ eller ‘hun fortjener det ikke’. Forfærdelige tanker- i know. Men det var altså nu engang sådan sandheden var.
Nu skal hun så faktisk være storesøster til december og jeg er så heldig at vores lillesøster ankommer til februar, så nu får vi lov at opleve det sammen. Og jeg elsker allerede min anden niece ligeså højt, som min første og mine egne piger.

Vi er før blevet mødt med 'Så kan I beholde nattesøvnen lidt endnu' -øh what?! Eller 'Gud havde en mening med det, husk det' efter aborterne.
Jaja, det er godt med dig Mester! Hvad ved du om det? Men det er anden snak, den vil jeg komme ind på en anden dag, den vækker nemlig nogen helt andre følelser i mig.. 

_________________________________

Denne graviditet var alligevel anderledes end de andre, jeg turde ikke lade mig selv håbe- og alligevel var der en kontant flamme der brændte. Jeg fandt ud af at jeg var gravid med lillesøster da jeg var 3+3, det er ret tidligt! Og endnu en grund til, at der var massere af tid til at det kunne gå galt. 
Jeg kunne dog ikke skjule glæden og jeg kørte med det samme ud til min mand på hans arbejde og begyndte at græde. Vores to piger har hver taget to år at lave og denne baby, har taget 2 omgange sex aka 1 uge. 

SAY WHAT?! 

Det var jo dømt til at gå galt! Tankerne overtog mere og mere af glæden, jeg fik hovedpine fordi jeg ikke drak nok. For når jeg drikker, så skal jeg tisse. Og når jeg tisser så skal jeg tørre mig og så ser jeg om der er blod på papiret- alle mine aborter har jeg opdaget efter et toiletbesøg.
Jeg rystede når jeg skulle på toilettet, jeg holdte mig så længe som muligt som resulterede i den ene blærebetændelse efter den anden... Jeg ville hellere sidde 10 minutter og dryppe af, tage underbukser på og skifte dem efter 5 minutter. Alt sammen for, at undgå at kigge på papiret.
Jeg kunne IKKE få mig selv til at tisse.

Hvis jeg tisser så abortere jeg.

længere var den ikke - min hjerne var overbevist om, at det ville være udfaldet.

Dagene gik og jeg fik de vildeste symptomer, har aldrig været ramt før i en graviditet. Så det gik jo i den rigtige retning. Alle mine symptomer, kvalme, svimmelhed, træthed og frygten for at tisse og indtage væske lagde endnu en dæmper på glæden. 

Min mand var 100% overbevist om, at baby blev. Så vi fortalte det faktisk til vores store pige på 4 år. Ret dumt- we know. Men! Det at hun glædede sig, fortalte at hun skulle kysse, holde, og passe på baby gjorde alligevel at det lille håb inden i mig, voksede. 

Lige indtil nakkefoldsskanningen

Vi var næsten i mål, nu turde jeg håbe. Frygten lå stadigvæk og ulmede i hovedet på mig og når først tankerne fik frit spil, så overtog den med et smuttag. Skanningsdamen sagde, at jeg var en uge kortere henne end først antaget. Nej nej nej, det passer bare ikke. Jeg panikkede! Vi var i mål om et par dage jo! Jeg skulle have lov til at slappe af i min krop, nyde min tredje og sidste baby, blive oversvømmet med lykkefølelser og være glad.. 
Alle mine følelser og frygten vendte tilbage, mine håndflader blev svedige og jeg fik det fysisk dårligt. 

Skanningsdamen frarøvede mig min frihed, min glæde...
Eller.. det følte jeg i hvert fald. hun gjorde jo bare sit job.

Dette er på trods af, at nakkefoldsskanningen var vores 4 skanning og at alt andet så perfekt ud med baby! 
Den uge eller faktisk fjorten dage, der kunne jeg finde alt muligt der var galt. Jeg havde ondt i maven, jeg var træt, græd over ingen ting og det værste af det hele- jeg holdte mine tanker for mig selv. Ikke engang min mand delte jeg dem med... 

Det gjorde kun det hele meget værre.. 
Vi ramte de gyldne 12+0 og lidt efter så vi den mest perfekte baby som viste sig at være endnu en lillesøster og som dug for solen forsvandt ALLE mine bekymringer. 

Jeg har altid drømt om at 4 børn, men jeg kan ikke klare det psykiske pres jeg ligger på mig selv i de første uger. Det er for hårdt, at gå i en konstant frygt og være bange.. 
Det vil jeg ikke ønske for nogen, end ikke for min værste fjende. 
Heldigvis vil min mand kun have 3 børn, så det er helt fint at vi stopper her! 
 

I dag er jeg halvvejs og lykkerusen har endelig fundet vejen til min krop og mit sind.
Sådan som det burde have været fra starten. 
Så nu nyder jeg hver dag af graviditeten og ikke mindst lillesøsters aktivitetsniveau.