“Beslutningen om endelig at få afsluttet vores ægteskab, havde for mit vedkommende været meget længe undervejs”

Jeg er nyskilt, blev skilt fra min mand først i oktober, i år. Vi har sammen en skøn ballademager, Milas, på 5 år.

 

Har næsten, fra dag 1, med vores søn, følt jeg stod alene som mor. Det har altid været mig, som stod for alt omkring vores søn. Ingen tvivl om at min eksmand elsker sin søn, helt op til månen og tilbage igen og at han er rigtig god far. Det duer bare ikke at man kun er det på halv tid. Det er et hårdt job, at være forældre, og man kan ikke bare holde fri fra det og satse på andre tager over for en.

 

Det var mig som valgte at afslutte vores ægteskab.

Beslutningen om endelig at få afsluttet vores ægteskab, havde for mit vedkommende været meget længe undervejs. Jeg synes det var svært at komme ud af ægteskabet, fordi jeg så gerne ville have vi skulle være en rigtig familie, hvor mor og far bor sammen.

Vi havde været kærester i 6 år og kun været gift knapt 1 år og synes på en måde det var lidt flovt, at skulle give op, så kort tid efter vi var blevet gift. Men jeg havde kæmpet, for at få min eksmand til at vågne op, blive voksen og tage noget mere ansvar, i så mange år at jeg til sidst måtte kaste håndklædet i ringen.

 

Jeg har gået sygemeldt, det sidste halvandet år, da jeg har fået diagnosen Borderline.

Det var en meget stor omvæltning, for mig, men også for forholdet. Det har lært mig rigtig meget om mig selv, som person. Hvorfor jeg gør og siger, som jeg nu gør. Det betød også at jeg begyndte at sige mere fra, overfor min eksmand. Jeg ville ikke længere finde mig i at alt ansvar, hang på mig.

Det har også haft en stor betydning for vores søn, da min diagnose jo desværre godt kan være genetisk arvelig. Så ikke nok med jeg har skullet arbejde med mig selv, så har der også været meget i gang omkring vores søn, da vi godt ville tage det i opløbet, hvis han skulle have brug for hjælp til noget psykisk, inden skolestart.

 

Det værste der har været ved skilsmissen, har været alle de mennesker der var omkring os. Folk man troede var venner. Der blev man jævnt skuffet, da det eneste man mødte var en storm af rygter og kedelige historie om modparten. Og hvem skal man stole på, hvilke historier er sande? De første mange uger, var lidt et helvede at komme igennem for os begge to. Jeg kunne dårligt forlade mit hjem, uden der dukkede nogen op med et nyt rygte. Det resulterede i at, i stedet for at være separeret i 6 måneder og se tiden an, så valgte jeg ret hurtigt at søge skilsmisse. Jeg var nødt til at tænke på, hvad der var bedst for mig. Og det var at få fred og ro, til at komme ovenpå og videre med livet.

 

Men ærligt, efter jeg fik taget mig sammen og søgt separation og derefter skilsmisse, så har jeg aldrig haft det bedre. Det har givet mig en kæmpe ro i min hverdag, til at kunne kæmpe videre, så jeg forhåbentlig snart kan komme ud af min sygemelding. Det har gjort mig mere glad, hvilket også gør at jeg kan være en bedre mor og have meget mere overskud til leg og sjov, med min søn.

Selvom det har været en hård tid, har jeg på intet tidspunkt fortrudt min beslutning om at blive skilt.

 

Min eksmand og jeg, er heldigvis stadig venner og snakker godt sammen. Vi valgte hurtigt at lave vores egne skriftlige aftaler omkring samvær, med vores søn. Det har gjort at vi har kunnet klare diverse uenigheder, uden at skulle i statsamtet.

 

Vores søn har taget den her kæmpe omvæltning så flot. Selvfølgelig er der dage hvor han spørger meget efter sin far, men det kan som regel klares med et opkald, eller også kommer far forbi og leger lidt.

 

Vi har som forældre, fra da vores søn blev født, været 100% enige omkring at hvis/når det kom til en skilsmisse, så var det vores søns behov som kom i første række. Og ikke vores egne behov, for samvær med ham.

Vores søn er langt bedre tjent med at have mor og far glade, hver for sig, fremfor sure sammen.

 

Venlig hilsen Stine Christiansen