Den 3/7 2018 kl. 23.08 bliver Loke født.

Det krævede små 2 timers aktiv fødsel og 12 minutters pressen, også fik vi nr. 4 til vores sammenbragte abeflok i armene. Første fælles og eneste dreng i flokken der derudover består af to præ-teen trunter på 7,5 og en kopimaskine af en lillesøster på 5.

Fødslen var en drøm, ikke så meget som en lille rift og det hele foregik på Herlevs svangermodtagelse da der hverken var fødestuer eller jordemødre ledige og det hele gik så stærkt, men det fortjente jeg i den grad også efter en ufed graviditet, jeg er virkelig bare en af de kvinder der ikke kan finde ud af at være gravid.

Amningen kom perfekt fra start, det gjorde det hele faktisk, det gik så godt at da Loke var knap to døgn gammel stod vi i fotobutikken og fik lavet hans første pasbillede, for den rejse vi havde bestilt inden fødslen besluttede vi ikke var noget problem.

Så vi tog til Spanien da Loke var 18 dage gammel.

refluks

Det var vidunderligt!

Vi var 4 familier afsted sammen og havde et hus med egen pool og have til. Jeg placerede mig i en sofa i en dejlig afkølet stue og ammede og skabte bånd med det her lille nye væsen, og i ny og næ ramte en icecoffee, et glas kold cola eller noget mad bordet foran mig. Alle tanker om opvask, støvsugning osv. var efterladt derhjemme.

Dagene var skønne, men om aftenen begyndte Loke at græde, han gylpede voldsomt og kastede op en enkelt gang.

Vi tillagde det ikke noget særligt, han og jeg trak os ind på værelset i ro og fred. Det hjalp ikke alverden på gråden, men han var klart mest tilfreds med et bryst i munden og en stille tosomhed. Det fortsatte længe, også efter vi kom hjem, og gråden startede tidligere og tidligere på dagen. Loke spiser konstant, gylper heftigt og græder hjerteskærende. Den til at starte med lille milde baby, er blevet til et fuldstændig umuligt lille væsen der ikke kan trøstes.

Allerede da Loke er 5 uger er jeg ved at være tyndslidt, gråden tager hårdt på os alle men i særdeleshed mig.

Dagtimerne er som sådan fine nok, Loke hænger i brystet hele tiden, men det er for mig helt fint. Han gylper meget men det der er mest tydeligt, er ubehaget når han får sine opstød han synker igen. Ud på eftermiddagen går det igang, Loke skriger...

som i en fuldstændig hjerterivende gråd i smerte.

Det er for os tydeligt at han har ondt og er vildt utilpas, alle mine dagtimer går med at frygte det øjeblik skrigeriet starter. Den træthed og opgivenhed den venteposition kan slet ikke beskrives, det er det første man tænker på om morgenen og hver gang der bare kommer et lille pip fra Loke mister jeg modet fuldstændig og tænker “nu starter det....”. Og det er det sidste man tænker på om aftenen, at i morgen starter vi forfra.

Ved 5 ugers undersøgelsen fortæller jeg lægen at jeg tror Loke har refluks, lægen er ikke enig for han tage jo fint på som han skal. Det eneste lægen kommenterer på er at han er rigtig dårlig til at holde øjenkontakten, og at det skal jeg lige holde øje med.

Men noget ér der galt, det er ikke normalt at en så lille baby skal have det sådan. Loke sover kun meget små lurer ad gangen, og kun i armene på mig, at køre i bil kan vi næsten ligeså godt droppe autostolen er Loke slet ikke glad for. Der går ikke længe efter 5 ugers undersøgelsen også ringer jeg til lægen igen, hun lytter og sender straks en henvisning til neonatal afdelingen, som hun siger så hellere få ham tjekket så jeg også kan få lidt ro.

Vi ånder lettet op!

Nu sker der da noget og vi kan forhåbentligt finde ud af hvorfor Loke er som han er. Lynhurtigt får vi tiden på neo og jeg forbereder mig mentalt på en afvisende læge, jeg havde jo læst hvordan langt de fleste kæmper med at få lægen overbevist om at det er refluks der er problemet. Imens vi venter på at vi skal derop tager jeg selv alle de tiltag jeg kan, dropper koffein (som om det ikke var hårdt nok i forvejen) fjerner mælkeprodukter fra min kost osv osv, der findes tusinde gode råd og ting man kan prøve af, og jeg tror ikke der var et eneste af dem vi ikke gjorde.

Loke er 2 mdr. gammel da vi skal på neo, og alle mine bekymringer og mentale forberedelser bliver gjort til skamme. Vi bliver mødt af den mest behagelige overlæge der undersøger Loke grundigt og lytter imødekommende til hvad vi fortæller, han fortæller at det jo lyder til vi har ret og at det er refluks Loke døjer med. Han fortæller om refluks generelt og hvad man kan gøre, også giver han os et valg, nu da vi allerede har taget alle ikke medicinske tiltag i brug vil han gerne udskrive Nexium hvis vi vil prøve det af.

Vi ånder lettet op, for ja, det er præcis det vi vil!

Det er ingen fed fornemmelse at skulle putte medicin i sin så lille baby, men det er en endnu mindre fed fornemmelse at ens så lille baby har så forfærdeligt ondt. Vi får Nexium og en tid hos ham igen 3 uger efter til opfølgning.

Loke viser rigtig hurtig positiv respons på opstarten af Nexium og vi kan ånde lidt lettet op.

I alt det her ræs har der ikke været ro og plads til noget andet end at overleve dagene, og da sundhedsplejersken kommer på besøg i oktober måned, knækker jeg. Tingene er væltet oppe i mit hoved, jeg er træt og har kun lige overskud til at få os igennem dagen også gå tidligt i seng. Sundhedsplejersken tester mig for EFR og jeg slår kraftigt ud, det overraskede os ikke jeg kender desværre kun alt for godt til depressive tegn. Jeg har ikke en fødselsdepression, jeg har fået en voldsom stress reaktion ovenpå Lokes sygdom.

Jeg måtte kæmpe for at fortælle mig selv at jeg ikke er dårlig til at være mor, jeg er bare dårlig til at tage mig af mig. Min sundhedsplejerske knytter mig til familiehuset i kommunen, her igennem kan jeg komme til psykolog og det har jeg i den grad brug for.

I alt det her har jeg en klippe af en mand ved min side, jeg har konstant dårlig samvittighed overfor ham, især fordi han bare tager det hele så cool. Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om hvor bad ass han er, og i virkeligheden så er jeg under hele det her forløb virkelig dårlig til at vise ham hvor meget jeg værdsætter ham og det han gør.

Min hjerne er en udmattet grød der kun kan koncentrere sig om at tage mig af børnene og gå i seng så snart de er lagt. Jeg føler mig snydt for den barsel jeg drømte om, ingen bør bruge deres barsel på at rende til psykolog en gang om ugen blot for at hænge bare lidt sammen.

Jeg skal have ro på, jeg udnævner mandag til vores søndag, den ene dag om ugen hvor Loke og jeg ikke laver andet end at befinde os på sofaen og lader støvsugning være støvsugning, og opvask være opvask med god samvittighed. Min mand syntes jeg er fjollet, han siger jeg ikke skal have dårlig samvittighed over noget som helst på nogle som helst dage. Det er skønt, men vi ved alle hvordan en opvask eller lign kan nage, og derfor var det vigtigt for mig at sætte et Helle på en dag, og det blev mandag. Det kan virkelig kun anbefales at alle barslende laver sig sådan en dag. 

Nu er Loke 8 måneder,

den sidste måned er vi trappet ud af Nexium og det ser umiddelbart ud som om han ikke har brug for det mere. Jeg er snart færdig hos psykologen, barslen er ved at lakke mod enden og hverdagen og virkeligheden tonser os hastigt i møde.

Det er på en måde virkelig skønt og virkelig skræmmende.

Refluks

´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.