Jeg ville jo egentlig bare gerne have William igen.

Da vi begravede William, blev vi ret hurtige enige om at vi skulle have et barn mere, og det var noget der egentlig godt måtte gå lidt stærkt, for vi havde jo kun lige fået lov til at møde ham, og så skulle han væk igen.

Og stærkt det gik det – 3 måneder efter William var blevet begravet, stod jeg med en positiv test igen.

WOW…

Jeg troede ikke på det, så smed den ud, og tænkte ja ja, det passede jo ikke. Tog en ny test dagen efter og den viste også positiv. Ja, så måtte den jo være go nok. Det var med meget blandede følelser, jeg fortalte det til min mand, for vi vidste jo godt at der altså var 25% risiko ved hver graviditet for at det var et sygt barn.

Selvfølgelig var vi glade, men vi vidste jo også at der jo var den der risiko for at dette barn også var syg, så den vilde glædefølelse havde vi ikke, og den kom ikke før efter uge 20, for så lang tid skulle der gå før vi blevet helt ”frikendt” og vidste at vi skulle have en sund og rask baby, og faktisk en dreng igen.

Vi skulle igennem en moderkage biopsi, som heldigvis viste at der IKKE var SMARD 1, men så fandt de jo bare noget andet – ja hvorfor ikke!! Hvorfor skulle vi være så heldige, tænkte vi begge, og det gjorde lægerne egentlig også. De fandt ud af at der var for meget kromosom 3. Det havde de ikke set før, så de vidste faktisk ikke hvad det betød, andet end at det kunne være alt lige fra hovedet til fødderne der kunne være noget galt med. Kromosom 1,2, og 3, er grundstammen i vores eksistens, og derfor var det svært at sige hvad det kunne være.

Vi blev så sendt videre til en fostervandsprøve, men den kunne først tages efter uge 16 og jeg var kun i uge 13, så vi skulle vente et par uger. Det var de længste uger i mit liv. At gå og vente på om vi kunne glæde os eller ej var på ingen måde sjovt, men også fordi vi skulle tage et valg – ville vi beholde barnet, hvis det viste sig at det sad i barnet, eller skulle vi afbryde graviditeten, hvilket så betød jeg skulle føde barnet. Det var ikke ligefrem den nemmeste beslutning at skulle tage, da vi jo, som sagt ikke vidste hvad der kunne være galt. Hvis vi dog bare vidste at det er downs, så var der noget at forholde sig til, men når det kunne være ALT, som i ALT muligt der kunne være galt, så var det altså ikke ligefrem den nemmeste beslutning at skulle tage.

Efter meget snakken frem og tilbage, blev vi enige om at uanset hvad prøven viste, så beholdte vi barnet, for vi kunne ikke slå vores barn ihjel, når vi ikke vidste hvad der kunne være galt, for det var jo heller ikke sikkert der var noget galt – de havde jo ikke set det før. Vi blev enige om at for meget kromosom 3 betød bare at det var et supermandsbarn!

Jeg fik taget prøven, og den viste så at det hele sad i moderkagen, og intet i barnet. Det var en lettelse, men samtidig også en lille skræk, for, som gen-damen sagde – Nu skal i jo bare nyde det sidste af graviditeten… Hmmm ja, og hvordan gør man så lige det, når man har gået i alarmberedskab de sidste 20 uger, men vi prøvede, og for første gang i 20 uger, turde vi faktisk at snakke om det. Vi blev stadig fuldt på sygehuset, selvom det så fint ud med barnet, men de vidste ikke hvad det ville have af betydning for moderkagen, så derfor var vi til scanning hver 3-4 uge.

Heldigvis havde det ingen betydning for moderkagen, for jeg gik hele graviditeten ud. Jeg havde selv valgt det skulle være kejsersnit, da jeg havde brug for at der var kontrol over det hele, så jeg ikke endte ud i et akut kejsersnit, som det gjorde ved William. Og hvor er jeg glad for at jeg valgte kejsersnit, for havde nok ikke klaret en normal fødsel alligevel. Han havde i sidste øjeblik valgt at ligge sig skævt ned i bækkenet OG havde vendt sig om, så han var stjernekigger, og som om det ikke var nok, så havde min blære da også valgt at sætte sig fast på moderkagen – jo jo, intet skal være nemt for os.. Men vi fik vores alt for dejlige dreng ud d. 19. marts, og han var bare

PERFEKT! En dejlig basse på 3700 gram.

Det var SÅ vildt at sidde med sit barn i armene – endelig var han her! Og han var bare så perfekt og STOR.. Det var jo nærmest 3 gange Williams vægt da han blev født.

Jeg valgte selv at jeg gerne ville hjem ret hurtigt efter, så dagen efter tog vi hjem, havde vidst fået nok af sygehus. Min lille familie var samlet, og nu skulle vi lære vores dejlige dreng at kende og alt skulle bare være dejligt og rosenrødt. Det var det også de første par dage, hvor jeg stadig kørte på rusen over at være blevet mor igen, men så ramte jeg også muren igen. Savnet skyllede ind over mig – savnet til William. Jeg var ellers sikker på, at nu hvor vi havde fået dejlige Felix, så ville det hele blive meget nemmere. NEJ, det blev det så ikke, for de to ligner hinanden ret meget, som i RET MEGET!

En blanding af dårlig samvittighed over at jeg ikke bare kunne være glad og lykkelig og et konstant savn fyldte mig i et godt op. Hvorfor kunne jeg ikke bare være glad for at jeg havde Felix, som ikke var syg, og som vi godt kunne lave fremtidsplaner med, og vi godt kunne glæde os til at se første gang han kravlede eller det første smil. Men jeg ville jo egentlig bare gerne have William igen. Og der kom den dårlige samvittighed, for det var jo ikke Felix’s skyld at vi ikke havde William længere, og det var da bestemt heller ikke noget han skulle lide under, for han var IKKE et erstatningsbarn.

 Billedet er et modelbillede og afspejler ikke personerne i beretningen. 

Billedet er et modelbillede og afspejler ikke personerne i beretningen. 

Så jeg gik og pungede mig selv for alt det, og det gjorde jo bare at jeg var ked af det, det meste af tiden, og kunne nærmest ikke overskue at min store pige også skulle være hjemme, og da slet ikke at jeg skulle tage mig af andet end Felix og mig selv.

Det var tydeligt at se at de to var brødre, for hold nu op hvor lignede de hinanden! Så på de dårlige dage, var det nærmest totur at kigge på Felix, for det eneste jeg så var William, og hold nu op hvor gjorde det ondt. Det gjorde ondt både på samvittigheden, men også i hjertet.

Jeg havde dage, hvor jeg bare havde lyst til at gå fra det hele – så jeg bare kunne få lov til at være mig selv, og ikke skulle tage vare på nogle, men det er altså en smule svært når der er en der så afhængig af en.. At skulle håndtere så mange følelser og tanker i ens krop, er ikke altid den nemmeste ting, så priser mig lykkelig for at jeg både har min dejlige mand, men også at jeg stadig er ved min psykolog, for det har hele tiden hjulpet mig at komme derind og få ”luftet ud”. For mig har det gjort at nogle ting bliver ”sat på plads” fordi jeg får sat ord på det hele, og får nogle redskaber til hvordan jeg kan takle alle de nye tanker og følelser.

En af de ting, jeg har tænkt en del over, er at selvom jeg nogle dage har tænkt at det var alt for tidligt vi fik Felix, så priser jeg mig lykkelig for at vi fik ham allerede der, for helt ærligt, så tror jeg ikke jeg var blevet klar nok igen til at få et barn mere. Tror frygten havde været for stor, for at vi skulle miste igen. På det tidspunkt jeg blev gravid på, var jeg stadig i det stadie hvor jeg ikke sådan tænkte så meget på at miste igen, men mere på at jeg ville bare gerne have min baby igen. Men jeg ville så godt have været en smule længere i min sorgproces, for det med at skulle sætte den på standby så mange gange, og gør det stadig, har bare gjort at det tager længere tid at komme helt til det punkt hvor jeg faktisk godt kan leve med at jeg har et englebarn.

Lige nu er jeg blevet nødt til at, endnu engang, sætte det på standby, for jeg har rigtig svært ved at skulle håndtere det at savne William helt vildt meget, og så følge med i Felix’s udvikling, for der sker bare så meget lige nu. Jeg er bevidst om at det er for en periode at det er sådan, og at når jeg er klar, så kan jeg lukke William ind igen. Ikke sagt at jeg ikke tænker på ham, for det gør jeg, men jeg undgår de ting jeg ved kan sætte gang i nogle ting i kroppen på mig.

Det gør bare at jeg kan være den glade mor igen, og at rent faktisk også nyder at være mor!