Livet som Asperger-mor

I 2014 blev jeg diagnosticeret med Asperger syndrom.

Min familie har altid vidst der var noget anderledes ved mig, og jeg er blevet testet for både at være døv og have epilepsi. Så da jeg fik diagnosen, gav mit liv pludselig mening.
Det gav mening hvorfor jeg ikke kunne klare mere end 30 minutters konstant samtale, for jeg simpelthen fik for meget information på en gang. Det gav mening hvorfor jeg ikke kunne holde øjenkontakt. Det gav mening hvorfor jeg havde svært ved at kunne håndtere følelser, fx hvis nogen var kede af det og det gav mening at jeg ikke kunne læse folk og ingen situationsfornemmelse havde.

Året efter blev jeg gravid og var meget spændt og glad.

Men jeg havde ikke regnet med at min kontaktperson fra asbo (som er et sted for folk med Asperger) fortalte mig at hun blev nød til at melde det til familie afdelingen. Men jeg accepterede det. På familie afdelingen bekymrede de sig meget omkring om jeg var i stand til at kunne tage mig af et barn. Ville jeg kunne læse barnets signaler, holde øjenkontakt, klare pludselige ændringer osv.??

Så de besluttede at give mig en elektronisk dukke.

Det gik ikke helt så godt da jeg faktisk kom til at "slå den ihjel" pga. for dårlig nakkestøtte. Men efter det og mange lange samtaler, fik jeg lov til at beholde William, dog med nærmest konstant opsyn af en familiekonsulent. Og det var nok den bedste beslutning, for jeg ser bare tingene som de er. Hvis nu mit barn ikke kiggede på mig, så er det bare sådan det er og så gjorde jeg ikke noget ved det, indtil min familiekonsulent fortalte mig at det ikke skulle være sådan.

Så i dag er jeg rigtig glad for at jeg havde hende til at hjælpe mig.

20181107_133509(0).jpg

Men tiden kom hvor jeg skulle stå på egne ben. Og det glædet jeg mig til at prøve. Men som altid glemmer jeg at holde øje med om tingene skal gøres anderledes, eller om William skulle opføre sig sådan som han gjorde. Jeg tænkte som altid at sådan var det bare og det kunne man ikke gøre noget ved, som fx når William blev så frustreret at han satte sig til at knalde sit hoved ned i gulvet. Det med at prøve at sætte ord og snakke med ham det gjorde jeg jo aldrig.

Og jeg har jo siden hen fundet ud af hvorfor han gjorde som han gjorde, min familie har virkelig gjort alt for at hjælpe mig og gør det stadig ved at minde mig om hvordan tingene burde være og hvad jeg kunne gøre anderledes. Jeg har stadig mange udfordringer som nok altid vil være der, fx når der er for meget støj og for mange ting der sker omkring mig, så bliver jeg nød til at lukke af, som jo ikke er det nemmeste med en 3 årig.

Og tit tænker jeg også på hvad det gør ved William at have en mor med Asperger.

For jeg ser det ikke, ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke er i stand til det. I børnehaven reagerer han fx meget voldsomt på ting nogle gange, fx støj eller hvis tingene ikke går efter hans hoved. Og for ca. et halvt år siden besluttede jeg at jeg ville søge en aflastningsfamilie, da jeg simpelthen ikke kunne rumme mere, kunne ikke sætte grænser for ham og havde for svært ved at håndtere ham.

William har heller aldrig haft kontakt til sin far som ret tidligt gav mig fuld forældremyndighed, så der har heller ikke været en til at have ham hver anden weekend så jeg kunne få et pusterum.

De afslog mit ønske på familieafdelingen men for 4 måneder siden fik jeg en kæreste, som jo har været fantastisk overfor William, og min familie har fortalt at de kan se at han er meget bedre til at sætte ord på Williams følelser og kan bedre håndtere ham i visse situationer end jeg kan.

20181020_143436.jpg

Det har virkelig reddet vores hverdag at han er kommet ind i vores liv.

Jeg ved godt at der kommer nye udfordringer i fremtiden, men jeg vokser med opgaven og lige nu betyder det alverden at jeg ikke står alene med det hele mere.


´Vil du dele din beretning med os? Så vil vi meget gerne læse den samt udgive. Du kan sende os en mail på: mamawisedk@Gmail.com og evt. læse mere om det at skrive et indlæg til os her.