Livet som mor til et refluks barn.

Natten til den 27. september 17 blev jeg mor for anden gang til en smuk lille dreng 3150gr og 50 cm lang født præcis 37+0.

Allerede da han lå på min mave første gang vidste jeg at noget var anderledes med ham end hans storesøster. Han var helt stille. På de andre stuer kunne man høre det første skrig fra andre nyfødte, nærmest paniske spurgte vi om han ikke skulle græde, men de sagde han var okay og han nok bare var blevet lidt stresset oven på fødslen. Først flere timer senere hørte vi hans første gråd, da han blev målt og vejet.

De første 14 dage sov han faktisk konstant og jeg var meget bekymret, det var umuligt at se hans øjne. Jeg var bekymret allerede på barselsgangen og igen ved første sundhedsplejerske besøg.

Jeg kunne ikke få den fornemmelse væk at der var noget galt med ham.

Da han var 14 dage, startede skrigturene. Han skreg og gylpede konstant. Vi sov aldrig mere end max 45 min ad gangen.

Sundhedsplejerskeden så ham efter et måltid da han var tre uger og sagde vi skulle være obs. på refluks. Jeg havde aldrig hørt om det før og slog det lidt hen igen. Da han var 4 uger, blev vi indlagt fordi han gylpede så meget, skreg konstant og var smerteplaget.

Det var så forfærdeligt at se ham, se hvor ondt han havde mellem måltiderne og man kunne høre han konstant slugte ”surt spyt”.

Vi var indlagte i 3 dage hvor lægerne intet gjorde og mente bestemt ikke han fejlede noget. Jeg følte de synes jeg var en pylret mor, men jeg vidste inderst inde at der var noget galt. Da jeg kom hjem, meldte jeg mig ind i en facebookgruppe om refluks og derefter var jeg sikker på at det var det Micko havde. Jeg havde derigennem også hørt hvor længe mange forældre kæmper med sundhedsvæsnet og med at blive taget alvorligt. Jeg var så træt og nedkørt at jeg var klar til selv at betale for en privat børnelæge hvis min egen læge ikke ville henvise mig.

Til 5 ugers undersøgelsen fik jeg med det samme en henvisning til en børnelæge og allerede ugen efter havde vi første konsultation.

Børnelægen var ikke i tvivl, vores lille dreng havde refluks og i meget svær grad.

Vi startede ham op på medicinen og så troede vi det hele nok skulle blive godt, men hvor tog vi fejl.

Der er uendelig mange bivirkninger ved medicinen, forstoppelse, motorisk uro osv. Det var umuligt for ham at finde ro. Bivirkninger gjorde ikke hans søvn bedre overhovedet. Endnu engang søgte jeg hjælp i facebookgruppen, hvor flere anbefalede at få kigget på hans tungebånd. Jeg var meget meget kritisk i starten og synes det virkede som noget ’hokus pokus’ at tage hele vejen til Holland for at få klippet tungebånd, da man i Danmark ikke behandler på den måde.

Men efter snak med børnelægen som havde set gode fremskridt på de børn han havde behandlet som havde været afsted. Tog vi chancen, da Micko var 11 uger gammel kørte vi hele vejen til Holland.

Dernede fik han både klippet læbe og tungebånd og sikke en omgang.

Det var en meget hård tid med aftercare – øvelser man skal lave med deres tunge så den ikke vokser forkert sammen igen. Men allerede da han var to dage sov han flere timer ad gangen.

Da han var 3 måneder så sundhedsplejersken ham igen og hun var ved at falde bagover, over at se den udvikling vores søn havde lavet, fra at været indadvendt og smerteplaget var han nu vågen og med glimt og livsglæde i øjnene. Turen til Holland havde givet os en helt anden dreng. Det bedste vi nogensinde havde gjort. Desværre kunne vi ikke blive medicinen kvit og skiftede mærke et par gange for at finde det medicin med mindst bivirkninger.

I dag er han 1 år og lider stadig af refluks og får medicin. Nætterne er stadig hårde med knap så meget søvn og mange opvågninger. Dagene kan være lange, da medicinen gør refluks børn er mere modtagelige overfor sygdom, men han vokser og udvikler sig som han skal og er for det meste en glad lille dreng.

En ting har jeg lært, som mor skal man altid stole på sin mavefornemmelse, for DU kender dit barn bedst.

Ikke lægen, ikke sundhedsplejersken men DIG. Lyt til dig selv og kæmp hvis du ikke føler dig hørt. Vores sundhedsvæsen er forældet, deres metoder gamle og et sted på vejen har de glemt eller for travlt til at lytte til deres patienter.